Februar, din kolde måned, der sluttede så varm. Mit gennemslag af februar måned blev Phase 2 af Marvel Cinematic Universe samt enkelte film. Jeg har ikke set så meget på det seneste, selvom tiden er der til det. Here goes:
Citat:
Iron Man 3 starter MCU Phase 2 op. Og her er der så spoiler, hvis man ikke har set denne film.
- [Vis Spoiler]
- Netop som man med The Avengers har skabt en mesterlig film, der skabte helhed over hele Phase 1, bringer man hurtigt Shane Black ind til at ødelægge det hele, for Shane Black er god til at lave en film som Kiss Kiss Bang Bang, men rigtig dårlig til at eksekvere en MCU-film. Iron Man 3 lavede rabalder blandt fans, da Kevin Feige og co. tog røven på fans ved at introducere en falsk superskurk i Iron Man 3 og lave sig selv en fesen, ildspyende dukkemager bag hele setuppet i Iron Man 3, hvor Robert Downey Jr. allerede virker lidt træt. Iron Man 3 er RDJ på autopilot, hvor han allerede mangler Chris Evans at spille bold med. Tilsæt Gwyneth Paltrow i rollen som den altid tilgivende kvinde på sidelinjen, der også får fem minutters berømmelse, da hun pludselig selv suiter op. Iron Man 3 lider, ligesom de to foregående film, massivt af, at skurken ikke er specielt spændende eller interessant, hvorfor Guy Pearces slatne Aldrich Killan er aldrig interessant, men mest af alt komisk. Og så mangler vi selvfølgelig også lige at nævne, at Iron Man nu pludselig har en hel hær af selvstyrende suits, som flere gange dukker op og gør RDJs Iron Man endnu mere ligegyldig... nej, det er ikke en god film - selvom Ben Kingsley da er meget sjov, på den der pubertære måde.
Endnu værre bliver det i Alan Taylors humorforladte og dystopiske fantasyfortælling Thor: The Dark World. Chris Hemsworth forsøger at være lidt sjov, og Natalie Portman forsøger at bringe lidt liv i rollen som Thors flamme, men det er meget forståeligt, at Christopher Eccleston ikke har meget positivt at fortælle om sin oplevelse med at spille med i Marvel-universet, for hans rolle som svarelveren Malekith er så mørk og trist, at jeg havde drukket en ramme lunkne Slotspilsnere fra grænsen på daglig basis, hvis jeg skulle rende rundt i et halvt år og spille ham elvergnavpotten, som ønsker at finde æteren, som kan skabe mørke i hele universet. Undskyld mig, men er det ikke et svagt plot? I think so. Tom Hiddleston er heldigvis med, og kemien mellem Hemsworth og Hiddleston fungerer blændende, hvilket får filmen til at glide i visse passager. Thor: The Dark World matcher dog The Incredible Hulk i sin uoplagte mangel på ikke bare humor, men også en historie, man gider at investere i sådan for alvor.
... men så brager Captain America: The Winter Soldier ind og føles som om, at man entrerer et helt andet univers. For hvor Iron Man superteknologi og Thors elverfjollerier føles ualmindeligt mismatchet i samme univers, så smider man spionhistorien The Winter Soldier ind som næste kapitel. Her er vi tilbage blandt almindelige dødelige i historien om S.H.I.E.L.Ds forfald, hvor Nick Fury forsvinder og hele fundamentet for The Avengers Initiative bliver trukket væk under verden, mens de onde Hydra står klar til at overtage verdensherredømmet. Sammen med en veloplagt Natasha Romanoff/Black Widow i form af Scarlett Johansson styrer Steve Rogers igennem en verden af korruption og forråelse, mens vi bliver introduceret for The Falcon (Anthony Mackie), der teamer op for at slå Hydra og fange alle de, der står bag. At se selveste Robert Redford dukker op som Senator Alexander Pearce giver The Winter Soldier et højt lag af troværdighed, hvilket ikke bliver mindre af, at Sergent Bucky Barnes eller The Winter Soldier selvfølgelig også dukker op og rusker op i Steve Rogers' fortid. Scarlett, Mackie og Evans er alle virkelig gode sammen, og når en Marvel-historie endelig bruger tid på at skabe en historie, der ikke laver sjov med tegneseriekanon eller som ikke lyder som en fortsættelse på Ringenes Herre, så fungerer det her superheltesetup til UG. Og The Winter Soldier er nok tæt på at være den mest perfekte MCU-film, der ikke har noget med The Avengers i titlen. Super film! Og det var her, vi så, at Russo-brødrene naturligvis skulle tage handsken op i Marvel Phase 3.
Så tager vi til rummet og udvider ligesom universet igen, so to speak. For The Avengers viste med al tydelighed, at onde kræfter ude i rummet ønskede at angribe Jorden. Denne onde magt hedder Thanos, og han optræder som en minimal bifigur i Guardians of the Galaxy; den fuldstændigt tåbeligt sjove rumeventyrsfilm om de fem spøjse kriminelle, der samles for at kæmpe mod Ronan the Accuser (Lee Pace). Den pænt trælse Chris Pratt spiller den lige så pænt trælse Star Lord, Zoe Saldana brager igennem som den dødbringende Gamora, WWE-wrestler Dave Batista overrasker bragt og bringer en suveræn stivnakket humor ind i figuren Drax the Destroyer, mens Vin Diesel og Bradley Cooper uden tvivl morer sig bravt som det talende træ Groot og ja, den talende vaskebjørn Rocket Racoon i denne film, hvor de fem uvilligt må rykke sammen for at sikre universets overlevelse, da Ronan og hans håndlangere finder en Infinity Stone (som senere bliver meget vigtige for hele MCU-setuppet), og Ronan pludselig truet freden ude i rummet. Sammen må de bekæmpe Ronan og co. Guardians of the Galaxy er i virkeligheden første gang, hvor MCU opdager, at man godt kan fortælle en meget seriøs historie og samtidig smørre den ind i et tykt lag af humor. Dave Batista er noget af det allersjoveste som stenansigtet Drax, der er hamrende usjov i sig selv, men sjov pga. alle de ting, han ikke forstår. Coopers stemme er perfekt til Rocket Racoon, som er en god fyr bag alt sit praleri og selvoppumpethed (han er jo i bund og grund bare en lille vaskebjørn, der er glad for kanoner), og Groot er noget af det mest fantastiske, som Marvel har skabt. Et levende, selvgenererende træ, der kun kan sige sit eget navn. Alligevel giver Diesel Groot masser af liv, når han ytrer I Am Groot på mange forskellige måder. Selv trælse Chris Pratt er god som Star Lord, for Star Lord er vist tiltænkt at skulle både være helt, antihelt og generelt pænt irriterende, så på den måde har de valgt helt rigtigt... Guardians of the Galaxy tager, hos mig, prisen for at være en af de to sjoveste og mest underholdende film i MCU til dato.
Tilbage på Jorden skal The Avengers samles igen. Tony Stark har smadret så mange ting, at han nu vil skabe en AI, der skal overtage superheltenes roller, og gøre ham selv overflødig. Han skaber AI'en Ultron, som på 0,5 beslutter sig for, at alt liv skal ødelægges, så robotter kan styre verden. James Spader lægger stemme til den onde og skruppelløse Ultron, der skaber konflikter mellem de forskellige medlemmer af The Avengers og som sender dem på flugt. Her introduceres vi meget mere for Hawkeye og Hawkeyes familie, hvilket er med til at skabe en helt anden dimension i superheltefortællingen: Man kan faktisk godt være helt og have et liv ved siden af. Thor tager samtidig ud for at finde ud af mere om The Infinity Stones, hvis eksistens han er blevet mere klar over, så vi har lidt forskellige temaer i gang. Spader har en fest som Ultron og må være en af de bedste castings i MCU til dato efter Downey Jr, Evans og Scarlett. Til gengæld kæmper Joss Whedon med at få
historien til at hænge sammen - og Ultrons lidt for hurtige udvikling fra hjælpende AI til udslettende krigsrobot går ærligt talt lidt for hurtigt. Det værende sagt er Age of Ultron er rigtig fin historie, som nok bedre giver mening, når man kender de efterfølgende historier. Elizabeth Olsens Wanda Maximoff, Aaron Taylor-Johnsons Pietro Maximoff og Paul Bettanys The Vision bliver alle introduceret i dette kapitel, og selvom det er drønærgerligt, at Pietro Maximoff er det kortest levende medlem af The Avengers, er han nu ganske god i rollen, mens Elizabeth Olsen virkelige overraskede mig, da jeg dårligt kendte hende dengang, for hun spiller ret godt i rollen som Wanda Maximoff, der i Marvel-universet også er kendt som The Scarlet Witch, en af de allerstærkeste figurer i Marvel-universet. Hendes skrøbelighed og blinde tro på Hydra og Ultron bliver vendt i filmen, og det er utroligt positivt, at også Wanda får lov til at spille med. Filmens store fest er dog Paul Bettanys The Vision, som godt nok ikke er med, før der er en del tid af filmen, men som fra første sekund elsker at skifte fra at være Jarvis til at være The Vision. The Vision er hamrende umiddelbart, for han er jo også en AI, men han er til gengæld en god AI, og han er sjov. Meget sjov. Age of Ultron kunne have været bedre udført, men i modsætning til andre film i MCU har Age of Ultron groet på mig, siden jeg så den første gang. Dengang var jeg skuffet. Nu er jeg bare glad for, at den gav mig Spader, Bettany og Elizabeth Olsen, som de helt rigtige tilføjelser rent figurmæssigt til MCU. Og man aner nu rifterne mellem Steve Rogers og Tony Stark, som får betydning fremover.
Rosinen i pølseenden er den tossede Ant Man om indbrudstyven Scott Lang, der bliver den mikroskopiske superhelt Ant Man. Ant Man er, i tegneseriekanon, et af de oprindelige medlemmer af The Avengers, så det undrede mig noget i sin tid, at man ventede med at introducere ham. At man så derudover valgte at fokusere på Scott Lang, og ikke Hank Pym, i rollen, undrede mig endnu mere, men det giver mening, når man ser filmen. Michael Douglas' Hank Pym er nemlig manden, der lokker Scott Lang til at iføre sit Ant-Man-kostumet, som ikke bare kan gøre Ant-Man lille, men som også giver ham evner til at kontrollere alle typer myrer. Det kommer der en masse sjov ud af i Ant-Man, hvor Scott Lang (mesterligt spillet af Paul Rudd) skal stoppe den onde Darren Cross (Corey Stoll) fra at frigive den farlige Yellowjacket-teknologi til Hydra og andre skruppelløse typer. Ant-Man virker som udgangspunkt lidt isoleret fra resten af MCU, præcis som Guardians of the Galaxy på sin vis gør det, men med den undtagelse, at Ant-Man faktisk trænger ind hos The Avengers og stjæler noget, mens Anthony Mackies The Falcon forsøger at fange ham. En sjov lille forbindelse mellem film og univers. Ant-Man er ret sjov, for Edgar Wrights film har mange fine bifigurer og en hyggelig historie, som er farlig, men også ret underspillet. Paul Rudd trives overraskende godt i rollen som den lille minihelt og hans had-kærlighedsforhold til Hank Pyms surmulende datter, Hope (Evangeline Lilly) fungerer også ret godt. For mig er Ant-Man et fint kapitel i MCU, da vi introduceres for endnu et aspekt af MCU, nemlig den subatomare verden, hvor tid og sted opløses og man kan forsvinde... En rigtig fin slutning på Phase 2, men Darren Cross/Yellowjacket som skurk er sgu ærligt talt lidt fesen... det må siges. Muligvis en af de allersvageste, men dog ingen Guy Pearce-skurk eller Svarelver-emo-type! Trods alt!
... ellers har jeg ikke set så meget andet. Flora & Ulysses er også en superheltefilm, men om et egern med superkræfter. Det er en tosset, men hyggelig film på Disneyplus. Congo er noget argt lort, der mere eller mindre pisser på Afrika, og John Carpenter's Vampires på Netflix var sjov camp, mest af alt fordi James Brooks' højtsiddende bukser presser så meget testosteron ud af ham, at han bærer filmen blændende. Daniel Baldwins sidekick er også ret cool og sammen får de sgu brændt nok testosteron nok til at have kunne starte en atomkrig. Sjov film, men klart den dårligste Carpenter-film, jeg har set. Og jeg har faktisk set de fleste.
Nu er det marts, hvor MCU Phase 3 venter... og måske lidt flere film uden for MCU.
Citat: