November - 11 stk.
House of Gucci (2021)
Ghostbusters: Afterlife (2021)
Baraka (1992)
Romeo + Juliet (1996)
Being John Malkovich (1999)
Event Horizon (1997)
Meek's Cutoff (2010)
Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden (2021)
Crafting Arzium (2021)
The Host (2006)
Midnight Mass (2021)
En glimrende måned, om end ikke med så mange film (er ved at flytte, det tager overraskende nok tid
)
Mike Flanagans
Midnight Mass er en glimrende thrillerserie mere end rendyrket horror a la hans tidligere The Haunting of Hill House. Ud over, at den tager teal and orange-niveauet til nye, distraherende højder (hvor mange maler deres hus turkis??), er den generelt velspillet, spændende og traditionen tro for lang. Jeg havde smidt lidt mønt efter Kickstarter-dokumentaren om brætspil,
Crafting Arzium, der desværre er lidt for tam og velfriseret. Kim Kanonarm (som jeg missede til DOX, og som DP talte varmt om) er til gengæld en rigtig vellykket dokumentar, med jordens kedeligste hovedperson omgivet af et sjovt, skævt galleri af personligheder. I sig selv følger den et skægt projekt, men den får også nogle overraskende rørende og indsigtsfulde pointer frem. Og hvor er det dog cool, den måde den slutter på
Meek's Cutoff er et interessant, alternativt bud på en nybyggerwestern, med en komplet ugenkendelig Bruce Greenwood i den ene hovedrolle.
I biffen blev det til to gange popcorn. Jeg havde egentlig skrevet en længere smøre om nyeste
Ghostbusters, men så crashede min browser, og phpbb gemmer ikke kladder
Har filmen været 32 års venteværd værd? Nej? Er den en katastrofe? Nej. Afterlife er langt hen ad vejen en hyggelig Stranger Things-opdatering af min yndlingskomedie fra 80'erne, og især børnene spiller godt. Det er er også hyggeligt med de mange referencer til originalen - musik, lydeffekter, citater, scener - i alt fald de første ti gange. Jeg klappede mentalt i hænderne, da lyden af en proton pack bragede ud af højttalerne. Men det fortsætter og fortsætter, og selv diverse cameos har svært ved at dække over, at Jason Reitman ikke har formået at lave en film, der tør stå på egne ben. Da vi hen mod slutningen nærmer os 1:1-kopier af farmands original, er det sgu lidt pinagtigt. Men altså, det er skam underholdende nok.
.... hvilket er mere end man kan sige om
House of Gucci. Mand, for en rodebunke. Jeg troede og håbede på, at Ridley Scott havde genfundet formen med The Last Duel, men det lader ikke til at være tilfældet. Først og fremmest er det svært at abstrahere fra, at alle er udstyret med slingrende italieneraccent, som om de prøvede at give Tony fra Lady & Vagabonden baghjul. Især Jeremy Irons har svært ved at holde den. Adam Driver, Al Pacino og langt hen ad vejen Lady Gaga spiller glimrende, men så er der tåkrummende Jared Leto under 25 lag latex, der giver den på alle latinokliché-tangenterne, og Salma Hayek, der vist nok prøver at være sjov, men bare virker idiotisk og malplaceret i en film, der i den grad slås med stilforvirring. Er det sjov? Er det alvor? Er det storstilet drama eller dårlig soap? H&M eller Dior? Det er i hvert fald ufokuseret og alt, alt for langt (160 minutter!). Efter 45 minutters tomgang sker der da lidt, man kan engagere sig i, og der er også ansatser til en vedkommende historie hist og her, men langt hen ad vejen er det bare ikke specielt interessant at følge intrigerne i modebranchen. Det er trist, at The Last Duel storfloppede, men jeg håber virkelig, at Scott får lov til at lave flere film a la den i sine sidste år som instruktør. Og ikke så mange modefilm.
Heldigvis blev det også til gode gensyn derhjemme, bl.a.
Event Horizon og
The Host, og ikke mindst mesterværket
Baraka. Den bliver jeg aldrig træt af.