Alarmklokkerne burde måske nok have ringet, da jeg lænede mig godt tilbage i Dagmars sæder og bemærkede, at jeg var 25 år yngre end gennemsnittet af gæsterne. Men ok, man skal nok have en vis alder eller være interesseret i sine filmklassikere for at have lyst til at se en dokumentar om Ingrid Bergman, der ville være fyldt 100 år i morgen.
Trækplasteret for mig var dog også Ole Michelsen (hvem skulle ellers have introduceret?), der i vanlig veloplagt stil hev et par Bergman- (og Bogart-)(og Ole Michelsen-) anekdoter ud af ærmet. Der var ikke så meget substans over det, men det altid en fornøjelse at se ham. Jeg ville ønske, at filmen havde været lige så underholdende.
Jeg er Ingrid (Stig Björkman, 2015)
Ingrid Bergman er et af de klassiske Hollywood-ikoner, der udstrålede kølig skønhed og elegance og vel især huskes for sit samarbejde med Hitchcock - og så den der film med Bogart. Men hun var også en mønsterbryder, der efterlod sin 6-årige datter hos hendes far for at pleje sin egen filmkarriere. Der forlod mand OG barn til fordel for en - gift - italiensk instruktør. Og som i lange perioder parkerede sine nye børn helt for sig selv uden far og mor, fordi hun havde travlt med arbejde. Det var nok gået for en mand, men en kvinde, dengang i 1940'erne og 1950'erne? Uhørt! Skandaløst!
Björkmans andægtige portræt scorer højt på elegancebarometret, mens portrættet af den underspillede rebel, der fulgte sine egne veje, fremstår halvhjertet.
Filmen fokuserer mestendels på Bergman som person. På nær input fra Sigourney Weaver (der netop må have fået lavet et eller andet helt mislykket med noget Botox) og Liv Ullmann er det ikke filmfolk, der interviewes. I stedet er der rigeligt med dagbogsnotater, private breve, private videooptagelser (hun var en ivrig amatørfotograf) og taletid til hendes børn. Og jo, ind imellem slipper der da en smule ud mellem sidebenene om, at det måske ikke altid var lige sjovt at have en mor, der stort set aldrig var der. Men som en af dem nok så overskudsagtigt siger: "
Jeg ville ikke have en mor, der bagte småkager. Jeg ville hellere have en mor, der var glad". Og de er alle ved at falde over hinanden i forsøget på at rose, hvor morsom, charmerende og uafhængig hun var. Pænt, velfriseret og elegant, men også en smule kedeligt. Tilsæt uendelige mængder af føromtalte, grynede privatvideoer med dansende, badende og hoppende børn samt Michael Nymans klavermuzak, der klistrer mange scener til, og så er 110 minutter pludselig lang tid.
Jeg er sikker på, at filmen vil falde i god jord hos Biografklub Danmark-segmentet, og det er rosværdigt, at Björkman ikke forfalder til sladder og fokus på skandalehistorierne... men en lille smule mere bid måtte der gerne have været. Det fortjener en mønsterbryder.
P.S. Men Ole var go' som altid
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+ 
