Efter et par dages pause var jeg klar til at slutte festen med manér:
PIX onsdag:
The Wonders / Le Meraviglie (Alice Rohrwacher, 2014)
Det er svært at klassificere en genrebastard som The Wonders, der hev en instruktørpris hjem til Alice Rohrwacher i Cannes. Filmen er en skønsom blanding af socialrealisme, drømmende nostalgi, drama og skæv humor, med et lille drys magi til at runde af med. Og en kamel. Det er som en sommer, man husker fra sin barndom - særligt hvis man husker, at sommeren også ind imellem var fyldt med slid, kedsomhed og uforstående forældre
Blandingen stritter i alle retninger, men trods dette (eller måske netop derfor) fungerer den så godt.
Vi følger en familie af biavlere langt ude på landet. Familiens overhoved er den koleriske far, som slider og slæber for at få sin gesjæft til at hænge sammen. Han er vist inderst inde en flink fyr, men skjuler det godt - herser og regerer med sin kone og fire døtre, særligt den ældste, Gelsomina, der er filmens egentlige hovedperson. Man aner tidligt i filmen, at han måske engang har haft større ambitioner og i alt ikke havde drømt om at ende i nedslidte omgivelser med konstant, hårdt arbejde. Det er en af den type steder, hvor hverken levnesmiddelkontrol, arbejdstilsyn eller ret mange andre offentlige instanser skal komme forbi. Gelsomina gør hvad hun kan for at stille sin far tilfreds, men hele biprojektet virker som en håbløs affære. Så hun går og drømmer om, at familien kan deltage i et tv-show - en konkurrence efter bedste italienske model, og med selveste gudesmukke Monica Bellucci som småkikset
Daenerys Targaryen-klonet værtinde.
Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det lykkes hende at få dem med i showet, der viser sig at være en vildt kikset, bizar omgang (kan man virkelig rende rundt med bjørnehat på på nationalt tv og forvente at blive taget seriøst? I Italien kan man vist) - og selv om man kan have brug for at drømme sig væk, er hele tv-projektet en massiv omgang pap og ingenting, når man kommer for tæt på. Men om ikke andet kan anledningen bruges til at få sat far lidt til vægs.
Rohrwacher (der selv spiller med i filmen) balancerer ubesværet filmens små dramaer og humor, og der spilles nuanceret over hele linjen, ikke mindst børneskuespillerne, som hun får fine præstationer ud af. Socialrealisme-prædikatet skal ikke tages for alvorligt, hvis det skulle skræmme nogen væk, det er der trods alt for megen varme og humor til. Enkelte dele af filmen fungerer mindre godt - bl.a. en småkriminel dreng, der kommer i pleje hos familien. Ham kunne der sagtens være kommet mere ud af. Men det er kun små ujævnheder i et ellers meget helstøbt værk. (5/6)
Clouds of Sils Maria (Olivier Assayas, 2014)
Juliette Binoche spiller en skuespiller, der skal spille sig selv i et teaterstykke. Og samtidig spiller hun måske lidt sig selv. Altså Juliette Binoche. Hvor meta-agtigt er det lige? Hvor lidt forstod nogen lige af den indledning? Vi prøver igen.
Juliette Binoche spiller den populære (men også lidt aldrende) filmstjerne Maria Enders. Hun har stadig fotograferne myldrende omkring sig, men hun er måske også lidt yesterday's news, og yngre stjerner med vildskab og anderledes gennemslagskraft i de moderne medier banker på (hvad er det nu lige med de hersens Youtube og Twitter?). Hun er især blevet berømt på en rolle i et teaterstykke med to kvinderoller, en ung og en ældre - hvor hun spillede den unge.
Da stykkets forfatter pludselig dør, sætter det en række ting i skred, herunder muligheden for, at hun skal spille stykket igen - denne gang i den ældre rolle. Men det er ikke så let endda, når man så stærkt identificerer sig med den unge rolle - og pludselig skal spille sammen med en yngre model, endda en, der spiller med i sådan noget moderne superheltepjank (cue 1 stk. meget morsom 3D-superheltepastiche med latterlige kostumer og værre dialog).
Marias bindeled til de yngres verden er hendes assistent, Valentine (Kristen Stewart), der både har styr på kalendere, moderne medier og også formår at hive stjernen ned på jordnært niveau midt i den højtravende filmverden. Teaterstykket viser sig i stigende grad at have en række paralleller til Marias - og Valentines - eget liv, og efterhånden udtværes skillelinjen mellem virkelighed og fiktion.
Binoche veksler ubesværet mellem fuldblods diva-mode og afvæbnende, naturlig menneskelighed. Hun er virkelig en stjerne - men også lidt aldrende, og den slags har det som bekendt svært i filmbranchen. Og efter denne præstation er Kristen Stewart alt tilgivet for sine Twilight-film - hendes rolle er mindre "showy", men nuanceret og særdeles overbevisende.
Filmen er proppet med metalag og referencer til filmbranchen, filmstjerner og filmfranchises. Det er alt sammen meget elegant, men til tider også lidt for selvsmagende og selvbevidst. "Se, hvor vi leger med 'teaterstykke kontra filmvirkelighed kontra virkelig-virkelighed'" - men som filmfan ligger det besnærende nært bare at labbe det i sig. Skuespil og instruktion kan i alt fald ikke klandres, og Assayas får stillet nogle vanskelige spørgsmål om tidens gang, aldring og selvopfattelse - med lune, humor og alvor. (4½/6).
- og tak for at kigge med
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
