Henrik24 skrev:
Henriksen skrev:
Du går meget op i den store biografoplevelse og IMAX style. Det er begreber der ved en Bond-film rager mig en høstblomst. Det er en Bond-film jeg vil se. Jeg vil ikke være ombord på en forlystelse i Bon-Bon Land.
Skal jeg forstå det sådan at du har samme oplevelse af en Bond-film, uanset om du ser den på IMAX eller på en mobil telefon. Samme oplevelse uanset om en Bond film er optaget på 35 mm eller med en iPhone 3? På alle postere for "Dr. No." er det fremhævet at den er i "Technicolor", men det er måske også en Bon-Bon land effekt, som er et minus?
Hvis det er tilfældet, så har jeg måske også misforstået dine tidligere meninger om Tarantino's storhed, fordi han sværger til at optage på rigtig film og insisterer på at ville vise "The Hateful Eight" på specielt udstyr? Bliver f.eks. QT's dialog bedre eller anderledes afhængig af hvordan det æstetiske udtryk er?
Jeg vil da gerne diskutere Spectre, men ærlig talt, så er det lidt tidsspilde, når du har formet din mening på baggrund af alt andet end at selv have set filmen. Jeg elsker også de samme Bond-film som du gør, men det afskærer mig ikke fra at, om ikke elske, så dog have stor fornøjelse af Spectre. Lidt apropos, så ville jeg da være ked af at have gået glip af Woody Allens output post-1975 fordi jeg "loved the early funnier ones", og havde læst mig til at "Annie Hall" var en anden type film.
Nu går jeg ikke i biffen til en James Bond-film for at få en biograf-oplevelse men for at få en James Bond-oplevelse. Jeg kunne iøvrigt ikke drømme om at se en nogen form for film på hverken tablet eller mobiltelefon. Jeg synes det er respektløst og overfladisk om noget, og jeg er alt andet end det segment reklamerne prøver at få kløerne i med deres "film-på-farten" abonnemmeter. Min oplevelse af en Bond-film bunder dog i mere, end blot at blive forført IMAX-style eller af andre visuelle finurligheder. I de nye film synes jeg, at alt det visuelle i virkeligheden bare er et flot slør over nogle aldeles elendige manuskripter i en alt for seriøs verden. Jeg savner at blive forført af charmen og af den verden de gamle film foregik i. Det var agent-eventyr der muligvis ikke var oscar-materiale, men dog stillede den udfordring op for seeren, at man lige skulle acceptere den verden de foregik i. En verden hvor lejemordere har tre brystvorter og en lille hidsig dværg med bowler som tjener, hvor Mary Goodnight kan blive ansat i MI6, hvor ståltænder og knive i skosnuderne ikke er ukendte fænomener og hvor man ikke kører i Aston Martin i samtlige film.
I dag er det jo bare leflen for laveste fællesnævner og Bond har intet særpræg der skiller ham ud fra den brune masse. Her er man nødt til at lave evindelige referencer til tidligere film, for at opretholde karakterens indentitet. Sjovt nok referencer til samme gamle film som man med fuld skrue prøver både at bevæge sig væk fra strukturen i, men også samtidig prøver at gøre moderne på den der menneskelige The Dark Knight Rises måde.
Det er da klart som blæk iøvrigt, at det er et ekstra plus når en film er skudt på god gameldaws film, og det har jeg da vist også forstået at Spectre er? Det gør det jo bare ikke alene. Vi er tilbage ved der hvor du tydeligvis ikke forstår, at jeg søger Bond-oplevelsen som det primære (og at den skal opleves på andet end discount fremvisere som telefoner og tablets), og så må filmens visuelle sprog være sekundært. Du overhører lidt mit eksempel med Goldeneye. Den er ved gud i himlen ikke noget visuelt mesterværk, den er nærmest lidt tung og klodset flere steder sammenlignet med f.eks den blærede Skyfall der jo billedmæssigt er ædelsten for øjenene. Jeg er personligt bare meget mere i Bond-land med Goldeneye end jeg er med Skyfall og det er sådan set min pointe i al sin enkelthed.
At sammenligne Bond med Woody Allen er vist også mest for provokationens skyld, men jeg forventer nu heller ikke at Woody følger en bestemt formel for sine film hver gang, og at de helst skal foregå i samme univers. Jeg er både til Zelig, Annie Hall og Small Time Crooks og har intet imod forandringer. Det smukke ved den gamle række af Bond-film er netop, at de har beholdt charmen og hyggen gennem næsten fire årtier, samtidig med at de har forandret sig i takt med tiden. Hovedpointen er, at universet ikke blev svigtet fra Dr. No til langt ind i Brosnan-æraen. At man valgte at re-boote Bond fra Casino Royale er helt fint og jeg bifalder at man prøver noget nyt. Resultatet er bare ikke min kop the, og jeg synes man har ofret charmen og uskylden, til fordel for mere vold og rå realisme og det klæder ikke den James Bond jeg foretrækker. Kvinderne er blevet ulideligt kedelige og intetsigende og det er sgu ikke studenterhuerne der har trykket manuskriptforfatterne. Men hvad gør det, når folk bare vil forføres og ikke længere stiller krav til noget som helst. Ind i biffen og ud igen og videre til næste sjæleløse projekt, mens de film der har lidt mere at byde på og som kræver en lille indsats af sit publikum, ofte henvises til livet i skyggerne af de stort promoverede tomme tønder.