La isla mínima (Marshland)I formiddag var jeg så heldig at se Alberto Rodriguez' spanske kriminalfilm, Marshland, i en stort set tom biografsal i Dagmar. På vej derind spottede jeg filmanmelder Casper Christensen fra Filmnørdens hjørne gå forvirret rundt, så jeg tænkte, at i dag måtte også være en dag, hvor jeg igen leverede en anmeldelse på DAHF - uanset om jeg ville være tilfreds, mellemfornøjet eller utilfreds. Jeg er heldigvis landet på tilfreds og endda nok også meget tilfreds.
I 1980'ernes Spanien, fem år efter Franco-styret er ovre og demokratiet er genskabt i Spanien, følger Marshland historien om de to detektiver Juan og Pedro, hhv. aldrende betjent og ung betjent, som begge er i unåde. De er derfor sendt til en lille landsby i et marskområde i Andalusien, den sydvestlige del af solskinslandet. Her er der dog hverken sol eller cocktails, men i stedet støvet, sumpet, fattigt og med en stor sky over hængende over byen. To unge piger er nemlig forsvundet, og hele landsbyen er sikre på, at de er døde. De to detektiver må nu kæmpe med byens borgere, deres chefer, journalister og ikke mindst hinanden om at finde ud af, hvad der er sket med pigerne, og hvordan de kan arbejde sammen. De kunne nemlig ikke være mere forskellige, de to betjente.
Marshland er en fremragende historie, som mange steder sammenlignes med True Detective og endda også Zodiac. Mens jeg ikke har set True Detective endnu, forestiller jeg mig, at sammenligninger er helt i skabet. Marshland er en benhård film med enkelte grin, men mest sorg og ulykkelige øjeblikke. Javier Gutierréz er fremragende som den alderende politimand Juan, som er tidligere medlem af Francos politi, og er en fordrukken, forspist, barsk og syg mand, der ingen midler skyr for at løse sagen. I kontrast til ham står Raúl Arévalos figur, Pedro, som en yngre, mere retskaffen politimand, der savner sin kone og er røget i unåde hos politiet i Madrid. Sagen er for ham en billet hjem til Madrid og det liv, han savner. De to skuespillere er eminente i de to forskellige roller, og deres dynamik - og af og til mangel på forståelse for hinanden - er med til at gøre filmen spændende, selvom det på ingen måde obstruerer historien.
Jeg kendte ikke selv til disse sumpede områder i Spanien, selvom jeg har rejst i stort set hele landet, og vidste slet ikke, at sådanne eksisterede i knastørre Andalusien, hvor folk taler spansk, der bedst kan sammenlignes med det tykkeste vestjyske, men jeg skal love for, at de flotte billeder, som filmens fotograf har skudt, er med til at skabe en fantastisk stemning - lige fra de sumpede, tørre områder, til de forladte huse og hjem, hvor mange ulykkelige ting sker, til diskoteket, hvor Juán opsøger kærligheden hos de lokale señoritaer og Pedro gerne vil hjem fra.
Læg dertil flere underliggende problemer med tiden efter Franco, hvor Spanien skulle finde sin nationale identitet igen, og billederne af en fattig landsby uden håb, og du får en rigtigt god film. Skuespillet sidder lige i skabet over hele linjen, og ingen af de to hovedpersoner er specielt superhelteagtigt med deres firseroverskæg, brutalitet og egenrådighed. Det fungerer, gør det.
Jeg er kæmpe fan og vil glæde mig enormt til et gensyn. Nu skal True Detective, sæson 1, da også hurtigst muligt i min PS4, så jeg kan se, hvad dét er for noget!