The Cut, Tyskland / Frankrig m.fl., 2014 -
IMDB linkI 1915 landede de Allierede i Gallipoli, som er indgangen til Sortehavet fra Middelhavet. Ottomanerne var allierede med Tyskland, så de skulle have prygl. I den østlige del af det nuværende Tyrkiet og det nuværende Armenien boede cirka to millioner Armenere. Ottomanerne tog alle Armenske hankøn over 15 og sendte dem i tvangsarbejde, blandt andet til at lave veje og jernbaner. Følgeligt fik de valget mellem at konvertere til Islam eller få skåret halsen over (deraf navnet på filmen) - en ting som Ottomanerne havde praktiseret gennem 600 år, som hedder "islamificering" med et flot ord.
Kvinder og børn fik dog en lige så slem skæbne. De blev sendt på tvangsvandring gennem ørkenen til Syrien, stort set uden vand og drikke. Og når jeg nu fortæller at The Cut starter i byen Mardin, sidder i sikkert med Google Maps og tænker "sikke en gang pivskideri, Syrien er kun 20km væk".
Se, verdenskortet så lidt anderledes ud dengang, så vi snakker om en gåtur fra Mardin til Aleppo, som er omkring 600km i fugleflugt. Ud over det er det ren stenørken med bjerge og klipper og hvad har vi, så den lige vej er et no-no. Og skal man den tur igennem i sandstorm med to unger under armene og sikkert osse een på ryggen, og vandsækken er tom og der ligger lig i brøndene, så er det altså ikke lige den todages hyggetur som man kunne have klaret i en moderne firehjulstrækker.
Nu har i forhistorien, tilbage til filmen. Nazaret er den lokale smed i byen Mardin nede i den sydøstlige del af det nuværende Tyrkiet. Han har en smuk kone og et par tvillingedøtre, og desuden bor brormand og hans familie i samme hus. Tyrkerne kommer en sen aften og "hverver" Nazaret og brormand til tvangsarbejde, som var endnu mere af et lortejob end stenbruddene under WW2, da det nu en gang bliver en del varmere dernede.
Efter at have lavet X antal kilometer vej, får de valget om at konvertere til Islam. De siger begge nej, men få andre siger ja. Morgenen efter er vagterne væk, og vores helte tænker at nu er den hellige grav velforvaret, men der går ikke mange splitsekunder før vagterne er tilbage, og der bliver snittet nogle halse.
Til Nazaret's fordel er hans "bøddel" lidt af en tøsedreng, der aldrig har dræbt før. Så i stedet for at snitte, stikker han knivbladet cirka 4cm ind i halsen på vores tiloversblevne helt, som dratter om af smerte. Natten falder på, og bøddelen kommer tilbage og befrier Nazaret, giver ham vand, og hjælper ham til at flygte. Men som hans sår heler, finder han ud af at stemmen er gået sig en tur.
Og så starter cirka 45 minutters ørkenvandring, hvor han overlever udelukkende ved hjælp af deserterede Muslimer, andre flygtende Kristne, og neutrale handelsmænd (som sælger vand langt langt dyrere end 7-11, tro mig). Han finder endeligt sin brors kone så godt som død i en lejr, og der kommer filmens nok mest pinefulde scene.
På det tidspunkt var der stadig godt en time tilbage af filmen, og jeg tænkte så tak .. er det virkeligt Fatih Akin der har lavet den? Jeg mener, selvsamme mand som har lavet nogle af de mest hjertevarme film (omend det kan være svært at finde somme tider).
Men gudskelov møder Nazaret en handelsmand, som smugler ham ind i sin by (kan ikke huske navnet - noget på fire bogstaver), og giver vores helt husly, imod han hjælper til på hans sæbefabrik. Og så kommer vi i allerhøjeste grad tilbage til den Akin jeg kender og holder så meget af.
Resten af filmen går så på at krigen slutter, og Nazaret prøver at finde sin familie. Og der bliver hoppet fra lokation til lokation, Atlanten bliver krydset, og bevares da, der er nogle barske scener, men det er småting. Det er som om Akin har tænkt okay, nu tager vi lige facts først, så må jeg gøre det godt bagefter. Problemet er bare at den hopper for meget mellem lokationer, hvor der efter min mening godt kunne have været lavet et bedre flow. Men med 137 minutter i det færdige produkt skal man vel sige stop etellerandet sted.
Nuvel. Akin har aldrig lavet en perfekt film. Men at han som etnisk Tyrker tør lave en sådan film om et massemord Tyrkiet den dag i dag benægter, det tager jeg hatten af for. Scenerne fra Tyrkiet er da også filmet i Malta (byerne) og Jordan (ørkenen), da Tyrkiet simpelt hen ikke ville lade ham lave den film der. I flere lande, blandt andet Ægypten, var filmen bandlyst endda før dens premiere. Og det er totalt uforståeligt, for ordet "massedrab" bliver aldrig brugt i filmen. Der bliver netop ikke peget fingre
F det. Har glædet mig til den film i over et halvt år, og hvor er jeg dog glad for at jeg kunne se den i Cinemateket. Stinkende flot filmet, soundtrack af Alexander Hacke (ex Einstürzende Neubauten, som også lavede musik til Akin's gennembrudsfilm Gegen Die Wand AKA Head On) som passede perfekt til filmen, Tahar Rahim i hovedrollen (har i set A Prophet kan jeg kun sige han er blevet endnu bedre med årene), og så er scriptet endda af Mardik Martin (Mean Streets, Raging Bull) som er etnisk Armener og desuden gammel ven af Scorsese - sidstnævnte skulle vist nok have prist The Cut til skyerne, synes jeg at have læst et sted.
Jeg har nu set fem film om hvad Ottomanerne gjorde mod Armenerne. Indtil i går var Atom Egoyan's fantastiske film Ararat min favorit, men den på pænt vige for The Cut (Egoyan er i øvrigt etnisk Armener, og hans kone Arsinee Khanjian er faktisk med i The Cut). For uanset dens lidt for meget hoppen rundt i anden halvdel, så har Akin endnu en gang leveret varen - måske ikke til UG med kryds og slange, men det er
godt nok, Akin!
Den udkommer i Tyskland 30. April, men kun med Tyske tekster, og i UK har den først premiere Mandag næste uge, så der går nok lidt før der kommer en købeudgave som vi der hverken kan Tyrkisk eller Armensk kan forstå.