A Rainy Day in New York (Allen, 2019) Woody Allen på auto-pilot.
Timothee Chalamet er den seneste Allen-stand-in og han gør det ikke ret godt. At han så også har fået det pretentiøse navn Gatsby Welles gør ham ikke mindre irriterende.
Elle Fanning er den naive journalist-spire, kæreste med Gatsby, der kommer til New York for at lave et interview med Roland Pollard (nok ikke helt tilfældigt at navnet minder lidt om Roman Polanski...). Han lægger an på hende og det samme gør manuskriptforfatteren (Jude Law) og skuespilleren (Diego Luna).
Gatsby møder sin tidligere kærestes lillesøster Chan, der spilles af Selena Gomez - der leverer den bedste og mest ægte præstation i filmen.
Og tager til sine forældres fest med en luder, da han har opgivet at være sammen med sin kæreste, der er på date med skuespilleren. Det giver dog anledning til filmens bedste replik, da en af Gatsbys venner siger til ham, at hun nok ikke ønsker at leve "hand to mouth".
Mange anti-Allen-folk vil nok kunne lægge mange ting i denne film, som de ser ved at sammenligne med hans liv de sidste mange år.
Det jeg får ud af den er, at Allen ikke helt har haft hjertet og sin skarpe manuskript-hjerne med i den her.
Det er en af de svageste film, som jeg har set af hans, men selv i en af hans mindre (mindste) film er der lidt at hente for folk, der bare gerne vil tilbringe halvanden time i selskab med Allen i hans elskede New York.