Nocturnal Animals (Tom Ford, 2016)
When you love someone you have to be careful with it, you might never get it again.Instruktør Tom Ford har angiveligt brugt en stor del af sin tid mellem debutfilmen A Single Man (2009) og nu på at forberede og indspille Nocturnal Animals - og han har flere gange sagt, at han ser sit modedesignerjob som en måde at finansiere sin film på. Den seneste har han skrevet, instrueret og produceret, så ingen tvivl om, at der er tale om et hjertebarn.
Efter en af de mest mindeværdige titelsekvenser i lang tid (nøgleord: overvægt, nøgen, slow motion, shake it baby) introduceres vi til galleriejeren Susan (Amy Adams), der lever et succesrigtigt, men overfladisk og utilfredsstillende liv. En dag ligger der en bog til hende i posten - hendes eks-mands (Jake Gyllenhaal) kommende roman, der på en gang er en lige-ud-af-landevejen-og-direkte-i-armene-på-bad-guys thriller og en slet skjult omskrivning af de tos fortid sammen.
I romanen følger vi en familiefar (også Jake Gyllenhaal), der kommer ud i noget forfærdeligt snavs med en flok rednecks, ledet af den karismatiske Ray (en skræmmende Aaron Taylor-Johnson) og siden bistås af en kræftsyg politimand (Michael Shannon) med det ene ben i graven.
Mere skal der ikke afsløres her. Men man kan godt forstå, at Ford har haft brug for god tid til at lave filmen. For det første er skuespillet eminent over hele linjen, med Shannon og Taylor-Johnson som stand-outs. Kameraarbejdet er skarpt (selv om brugen af blå og rød er en lidt for åbenlys), og krydsklipningen mellem nutid, fortid og fiktivt spor er lige dele intelligent og kreativ. At Ford stadig er designer til fingerspidserne og ind imellem er ved at kamme over i lækkerhed kan man godt tilgive ham.
Jeg har hørt en del klager over, at Nocturnal Animals er for meget tomme kalorier - laber indpakning, der mestendels dækker over ingenting. Men det synes jeg er at underkende dens temaer. Indrømmet, i udgangspunktet er roman-historien ikke for fem flade øre original, men når den er så veleksekveret OG samtidig fungerer som kritik af et parforhold, får den alligevel en ekstra dimension.
Ud over, at den er fundamentalt spændende. Og så synes jeg, at Ford rammer plet mht. moderne manderoller, når han spidder den klassiske machohelt og dennes mangler.
Det er muligt, at ovenstående får filmen til at lyde utroligt langhåret. Det er den såmænd ikke. Man kan sagtens nøjes med at se den som et velspillet drama med thriller-overtoner. Og har man lyst til at få noget ekstra med hjem, kan Ford også levere temaer som hævn, trofasthed og mål med livet. Helt frem til den tankevækkende slutning.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film