Onkel (Frelle Petersen)
Den 27-årige Kris (Jette Søndergaard), der har mistet begge sine forældre i en ung alder, lever et totalt stillestående liv på en gård, hvor hun tager sig af sin lettere syge onkel (Peter Hansen Tygesen) og alle dyrene. Ind imellem drømmer hun om noget andet og mere, måske endda om at blive dyrlæge. Men det er svært at tage springet. Det kræver mod, og der kræver også, at man kan leve med skyldfølelse og sige farvel til den smule familie man har, og som måske, måske ikke er afhængig af én.
Historien i Onkel kan næsten ikke blive mindre, men den fungerer fantastisk godt og emmer af autencitet. Der er tale om amatørskuespillere (onkel og niece er f.eks. også onkel og niece i virkeligheden, dyrlægen er dyrlæge i virkeligheden), men alle gør det godt. Filmen er indspillet på Peter Tygesens egen gård, hvor alt er lettere lortebrunt og nedslidt, og fjernsyn og radio kværner ligegyldigt hele tiden, så de tavse mennesker ikke behøver at tale med hinanden. Som en, der har sat sine ben på en sønderjysk gård alle ferier i hele sin barndom kan jeg kun sige, at det er fanme spot on. Det burde ikke fungere, det burde være kedeligt, men det er det ikke. Vi kan i den grad forstå både Kris og hendes stivnakkede og -benede onkel, og den underspillede, tørre humør får helheden til at glide - som da den ubeskriveligt tålmodige Mike inviterer Kris på en date og er så heldigt at få onklen med på slæb til middag. Det er akavet, og det er sjovt.
Der er gjort et stort nummer ud af, at det er en film hvor alle taler dialekt, men det ville jo være lige meget, hvis ikke man blev grebet. Det gør man heldigvis. Måske især fordi Frelle Petersen (der både har skrevet, filmet og klippet) har noget, han gerne vil fortælle. Og heldigvis har publikum bakket op - 12.000 solgte billetter på 2 uger er virkelig flot for en film af denne type.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film