I lørdags fik jeg genset
Ben-Hur (William Wyler, 1959)
Det er nok en film, en del har set, og en del flere har set lidt af og så tænkt "Huha, 3½ time, det virker lidt uoverskueligt". For mit vedkommende er det en del år siden sidst. Jeg har haft filmen på både laserdisc og dvd, men det er først med Blu-ray, at man virkelig bliver blæst bagover. Og jeg havde lidt glemt, hvor god og medrivende filmen egentlig er. I forhold til andre historiske/religiøse epics fra perioden, der jævnligt var hæmmet af stift skuespil og dialog, har Wyler helt styr på sit manus og sine skuespillere. Den ellers noget stivbenede Charlton Heston har sjældent været bedre, og man bliver komplet investeret i fortællingen om overklassemanden, der skal ned og ramme bunden, før han igen kan klatre til tops og få sin hævn (Gladiator, anyone?).
Der er fremragende modspil fra Stephen Boyd som hans barnsdomsven/pludselige ærkefjende, Messala, og Jack Hawkins, Haya Harareet og Oscarvindende Hugh Griffith leverer alle stærke præstationer.
Det er egentlig kun i filmens afsluttende halve time, efter det - stadig - monumentale hestevæddeløb (WOW!), at filmen går lidt i stå, og den religiøse vinkel bliver for tung.
Warners restaurering er dybt, dybt imponerende. MGM var pga. af ændret lovgivning tæt på at gå konkurs i slutningen af 1950'erne, så de tog chancen og lavede den - på det tidspunkt - dyreste film nogensinde. Og budgettet kan virkelig ses. Filmens absurd brede (2.76:1) 70mm-optagelser ligner noget, der er optaget i går, bare uden dårlig CGI. Endeløse rækker af flotte kulisser, kostumer og statister er med til at skabe en overbevisende helhed.
Det hele er elegant bundet sammen af Miklos Rozsas score, der vist stadig er filmhistoriens længste, men aldrig bliver kedelig - det lyder overraskende moderne og veksler ubesværet mellem bombastiske fanfarer og mere personlige temaer.
Den slår ikke Lawrence of Arabia, men det er den næstbedste epic fra Hollywoods guldalder. Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at du får støvet filmen af og ser den på den størst mulige skærm.
_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're
bloody bad-mannered, or just
half-witted."
Sete film