^Tak for omtalerne! Jeg må hellere givere Apolonia x2 en chance. To stjerner til Anker lover ikke godt - hvad gør serien forkert? Og kan du sige lidt om The Greatest Night in Pop? Jeg ville egentlig hellere have set en doku om Do They Know It's Christmas - det er sgu en fantastisk historie, hvor popstjerner virkelig viste sig fra deres bedste og mest fleksible side - men måske kan yankee-varianten også noget.
Januar - 11 stk.
Young Sherlock Holmes (1985)
Face/Off (1997)
Poor Things (2023)
Sex, Lies and Videotape (1989)
Contact (1997)
Riget II (1997)
Krull (1983)
Dragonslayer (1981)
Faldne Blade / Fallen Leaves (2023)
The Holdovers (2023)
Brazil (1985)
Min egen måned var heller ikke værst - uden for festivalperioder er det meget sjældent, at jeg når fem gange i biografen for en måned. Men jeg må sige, at mit Filmporten-medlemsskab har været en god investering indtil videre.
The Holdovers har en fantastisk velspillende Paul Giamatti i front, en super debut af Dominic Sessa, og det er en sød og vedkommende historie med et fint ramt tidsbillede. Det sagt, så synes jeg, at den er noget for lang og har flere døde perioder.
Faldne Blade er meget, meget finsk, og lige på grænsen til at være for stillestående. Men en charmerende fortælling og sort humor kan noget i Kaurismäkis hænder.
Poor Things var jeg sgu lidt undervældet af - den fortjener alle de tekniske priser, den kan komme i nærheden af - visuelt er den fantastisk, make up-arbejdet er kreativt etc. Emma Stone og Mark Ruffalo spiller fremragende (mand, han må være glad for at være sluppet fri af MCU's tøjler), og Willem Dafoe er jo altid god. Men maaaand, der er ingen grund til, at den skal vare 142 minutter. Efter en fin intro begynder historien hurtigt at gå i tomgang med vildt udknaldede ideer, der er sjove men ikke fører nogen vegne, og selv om den kommer stærkt igen, virker det feministiske budskab sært halvhjertet.
Cinemateket havde en double feature-aften med 80'er-fantasy.
Dragonslayer var teknisk flot, men Peter MacNicol virker fejlcastet i hovedrollen, og historien er sgu noget tyndbenet. Så var
Krull mere skævt underholdende - en værre Star Wars-ripoff-rodebutik, der stritter i alle retninger, men den er sjov og tager ikke sig selv alt for højtideligt.
Af en eller anden grund havde jeg aldrig fået set
Sex, Lies and Videotape, men det var en sen-firser-perle med nogle stærke præstationer.
Der var også tid til diverse gensyn.
Jeg spillede det originale Max Payne (med et par HD-mods) hen over julen, og det havde vi en fest med. Jeg nævnte så for ham, at spillet havde planket lidt fra en Hong Kong-fyr ved navn John Woo. Efter at have lidt set et par klip fra Hard-boiled tænkte jeg, at det var nemmere at starte med
Face/Off. Den er stadig skamløst underholdende, og Cage + Travolta morer sig tydeligvis kongeligt med at bytte roller. Plus prima action. Så gør diverse plothuller ikke så meget.
Vi genså Riget for nogle måneder siden og fik set
sæson 2 som optakt til nr. 3. Det er
mange år siden, jeg har set den sidst, og det er der nok en grund til. Her er mange vellykkede scener, men karaktererne står i stampe, og det er som om von Trier mangler lidt retning og formål med alle løjerne.
Det er også mange år siden, jeg har set
Young Sherlock Holmes. Man kan godt se omridset af de første par Potter-film i Chris Columbus' manuskript, og ideen med at møde Holmes og Watson i teenage-udgaver er fin. Men stilistisk set er den ærligt talt noget rodet, og selv om Nicolas Rowe gør det fint som Sherlock, er Alan Cox simpelt hen gabende kedsommelig som Watson. En jævn skuffelse.