Jeg fik set den til premieren i torsdags. Overordnet er jeg rigtig godt tilfreds. At få filmatiseret historien, så den hænger bare nogenlunde sammen, er en bedrift i sig selv, og at den også er medrivende meget af tiden, gør kun wow-faktoren højere. Visuelt er den vildt imponerende. Det næsten monkromatiske look passer fint til settingen.
Men "rigtig godt tilfreds" er ikke den 6-stjernede, ud-af-kroppen, fuck-mig-i-øret-Denis jeg havde håbet på. Det her skulle jo være hans magnus opus, hans "all the roads have led to this"-værk. Måske var jeg lidt for hypet på forhånd, men jeg kunne alligevel ikke undgå at forlade biografen en lille smule undervældet. Jeg har en del mindre anker, der samlet trækker den ned på et lille femtal:
1) Castet er
to die for og de spiller godt, især Rebecca Ferguson og Oscar Isaac, men jeg synes ikke, at flertallet formår at brænde nok igennem og give deres karakter personlighed - det var det, Peter Jackson lykkedes med i LotR. Hvem er de her mennesker? Kunne de ikke få lidt mere ånderum og bruge 20 sekunder på at tale om vind, vejr og andet, der ikke skulle drive plottet fremad? (Altså det som Ian McKellen formår at proppe ind hist og her som Gandalf og som man jo normalt ville, hvis man var et levende væsen).
Speaking of - Chalamet gør en karriere ud af ligne en halvsyg, våd hundehvalp. Jeg er altså ikke imponeret over ham. Eller over stjernefrøet Zendaya, der har fået masser af omtale, men mest af alt bare dukker op. Charlotte Rampling er spildt bag sit slør og Josh Brolin er mere sammenbidt end interessant.
2) Den er skudt i skoene, at den er selvhøjtidelig. Jeg er lidt enig. Ud over Jason Momoa er der ikke rigtig nogen, der har det sjovt med materialet. Og det kunne den godt trænge til hist og her. Misforstå mig ikke - jeg ønsker ikke sådan noget selvironisk Marvel-halløj, hvor intet nogensinde kan tages seriøst, fordi Robert Downey altid lige skal smile skævt. Men det er jo muligt at sige noget småhumoristisk, uden at det bliver plat eller stemnings-ødelæggende. Som jeg synes, at Momoa ønskes med. Det er ikke jokes, han fyrer af, men bare noget, man kort kan trække på smilebåndet af. Lynchs version har sin andel af fejl og mangler, men jeg synes den er bedre til at omfavne det bizarre og syrede, som også er en del af Herberts univers.
3) Jakob Stegelmann har ret i sin udmærkede Troldspejlet podcast-anmeldelse) - "undskyld til de dygtige lydfolk, men lyddesignet fylder for meget". Jeg var ved at få hovedpine efter 2½ times Zimmer- og lydeffekt-bombardement. Jeg ved ikke, om jeg er blevet overdrevet sensitiv, men jeg kan sige, at de fem personer, jeg så filmen med, havde nogenlunde samme oplevelse. Det handler om dynamik. Lige som man bliver udmattet af en film, der er nonstop action, gælder behovet for dynamik også på lydsiden. Stilhed kan være et utroligt effektivt greb. De står i en ørken, for fa'en! Lad der dog være tavst ind imellem. Her er der væk til væg-musik, der konstant kæmper med et overlæsset lyddesign om opmærksomheden. Lidt som med Tenet sidste sommer. I små doser er jeg enig med, at det er effektivt. I længden, not so much.
Og jo, den er nok lidt længere end det var strengt nødvendigt, men det generede mig nu ikke, ligesom jeg har det helt fint med slutningen
Jeg skal selvfølgelig se den igen på et tidspunkt, og måske kan jeg blive (endnu) mere begejstret dér.