Denne film er en af de film, som jeg har set mest frem til i år.
Jeg har set alle Tarantinos film i biografen siden den første Kill Bill i 2003, med undtagelsen “The Hateful Eight”, der gik nogle skodtider dengang, som de unge siger.
Hans film er ikke for alle og jeg kan forestille mig, at den her virkelig kan dele vandene.
På den ene side er den meget langsom og tager sig rigtig god tid til at opbygge personerne, hvor man lærer dem at kende via vignetter. Det er meget typisk Tarantino.
På den anden side er den dybt begravet i kærligheden til gamle film og tv-serier fra 50erne og 60erne, hvilket igen gør, at den ikke vil appellere til alle. Den kan virke lidt insider-agtig til tider og meget en film for Tarantino (og lignende filmnørder) og ikke for en tilfældig biografgænger.
På den tredje side er den smækfyldt med flot fotografering og et fantastisk soundtrack, der i den her film a la “Reservoir Dogs” næsten konstant kommer fra radioer og lejlighedsvise pladespillere. Det fungerer virkelig godt og som altid med Tarantino er hans musikvalg perfekte.
På den fjerde side er det her en skuespillerfilm, der virkelig giver hovedpersonerne noget at rive i. Brad Pitt og Leonardo DiCaprio er et herligt makkerpar og de får hver især muligheden for at vise deres betragtelige skuespiltalent. Dette er ikke mindst pga. Tarantinos velskrevne dialog. Brad Pitt er fremragende som Cliff Booth, hvor DiCaprio lige er skridtet bagefter.
Margot Robbie har rollen som Sharon Tate og hun leverer varen som filmens uskyld. Tarantino vælger at bruge de rigtige Tate-filmklip i filmen “The Wrecking Crew” og det giver filmen et ekstra meta-lag, da filmens Sharon Tate ser den rigtige Sharon Tate på filmlærredet.
Udover de tre nævnte skuespillere er filmen spækket med dygtige skuespillere, hvor især Timothy Olyphant, Margaret Qualley og den lille pige Julia Butters efterlader et stort indtryk. Filmen blev Luke Perrys sidste og han er også udmærket i en lille rolle.
Til dem, der siger, at Tarantino bare “stjæler” fra andre film og ikke er en “rigtig” filmskaber, så vil jeg anbefale dem at se scenen på Spahn-ranchen. Det er en rendyrket suspense-sekvens, hvor det hele virker og man sidder på kanten af biografsædet.
Fed oplevelse i biografsalen.