Juli:
The Asphalt Jungle, 1950, John Huston
Intet mindre end en af historiens bedste film om forbrydere, som utallige efterfølgere i genren står i stor gæld til. Det er en heist-film, men klimaks ligger ikke i slutningen, men derimod midt i filmen, og sidste halvdel omhandler efterspillet. Det er forbrydernes skæbner vi følger, og netop deres menneskelige svagheder bliver deres fald, og ikke politiets opklaringsarbejde. Den garvede forbryderhjerne kommer ud af fængslet og har en plan om at stjæle diamanter, og så skal han bruge en pengeskabsmand, en håndlanger, en chauffør og selvfølgelig også en der kan aftale diamanterne. Alle karakterer defineres straks med en enkelt replik eller gestus som bare er perfekt skrevet og instrueret af Huston. Sterling Hayden, Louis Calhern, Jean Hagen og Sam Jaffe i de bærende roller spiller alle mesterligt, og Marilyn Monroe formår i en lille rolle at brænde igennem og skabe sin on-screen persona for de næste 10 år. Ofte nævnt som en af de bedste film-noir’s, men den er også drama og ender næsten som melodrama.
High-Rise, 2015, Ben Wheatley
J.G. Ballard’s dystopiske roman fra 1975 har Ben Wheatley valgt at opdatere til…. 1975. Dvs. at kulisser, kostumer og det øvrige visuelle udtryk, er fra den tid, men temaerne om klassesamfundet og menneskers latente dyriske og voldelige sider er eviggyldige. I et 40 etagers hus er de øverste etager reserveret til de rigeste og de nederste til de ikke så rige, og allerøverst, i penthouselejligheden, bor husets arkitekt, som via højhusets design gerne vil påvirke beboernes adfærd. Beboerne, høj som lav, har en udpræget sans for at holde mange fester og skeje ud, og den nye beboer (en læge spillet af Tom Hiddleston) starter med at være en observatør til dette, men bliver efterhånden mere og mere involveret i de kampe og intriger, der foregår beboerne imellem. Filmen er dog ikke Ken Loach kitchen-sink realisme, men derimod ret syret, og ikke bange for at bruge den vold og ultra-sorte humor, som er blevet Wheatley’s kendetegn. Hvad der på overfladen kan virke pænt og civiliseret kan lynhurtigt udvikle sig til hedonisme og alles kamp mod alle, og det gør det også i høj grad, da elektriciteten i huset begynder at svigte. En modig film om vigtige temaer, og visuelt og lydmæssigt stærkt underholdende, men pointerne bliver til sidst en anelse for tydelige og konkrete.
Paprika, 1991, Tinto Brass
Da bordeller blev forbudt i 1958 i Italien, gav det anledning til en heftig samfundsdebat, som Brass skildrer afbalanceret… uhhhm, nej selvfølgelig gør han ikke det, men han bruger denne tidsperiode som afsæt for et sex-lystspil om den livsglade pige, som vil hjælpe sin kæreste med finansiering af en forretning, og derfor tager et job som prostitueret. Kæresten brænder hende dog af, men Paprika (som bliver hendes “arbejdsnavn”) er heldigvis forholdsvis tilfreds med sit nye arbejde, og kunderne elsker hende, så hun fortsætter som den “glade luder” gennem tykt og tyndt. Helt igennem en gammel gris’ fantasi om bordellivet (Brass var i sine unge dage ivrig gæst sådanne steder, og erindrer i ekstramaterialet at der efter krigen var ligeså mange bordeller som biografer i Venedig), og fortalt i hans sædvanlige stil med en masse dejlige nøgne damer og sans for symmetriske kulisser. Paprika spilles af Debora Caprioglio, som ligner den ultimative våde drøm om en pasta-opfostret italiensk kvinde med yderst velskabte former. Det er softcore erotica med nøgenhed i næsten alle scener (og selvfølgelig også en enkelt lille tissetår, som Brass har for vane at vise), men udført relativt smagfuldt og med et rimeligt stort budget. Feminister i Italien hadede den, da den havde premiere, så jeg må nok konstatere at jeg ikke er feminist.
Mannequin, 1987, Michael Gottlieb
Hvis du kun skal se én film i år om en stormagasin-vindues-udsmykker, så vil jeg anbefale den her romantiske komedie. Andrew McCarthy spiller Jonathan, der bliver fyret fra sit job med at lave kvindelige mannequin-dukker, og i stedet får job i et stormagasin. Her støder han ind i en af de dukker, som han har lavet, og når han er alene om natten med den, bliver den til Kim Cattrall i levende live, og sammen skaber de to de mest fantastiske vinduesudsmykninger, som konkurrerende stormagasiner er meget misundelige på. Yderst fjollet og det bliver tilsat mange musik-montager, hvor der er rig mulighed for at lege udklædning osv. med stormagasinets mange varer. En stor del af det komiske leveres at G.W. Bailey, der gentager sin lidt trættende rolle fra Politiskolen-filmene. Det er en tynd kop te, men der er alligevel en lille smule af den charme, som 80’er komedier trods alt har, og det hele peppes op af soundtrackets tidstypiske popmusik (megahittet “Nothing’s Gonna Stop Us Now” af (Jefferson) Starship er kendingsmelodien fra filmen – musikvideoen er samtidig en slags trailer til filmen – prøv at google den).
Harper, 1966, Jack Smight
Hvis man leder efter et “missing link” mellem 40’ernes og 50’ernes traditionelle hårdkogte amerikanske kriminal-/privatdetektivfilm og 70’ernes stiliserede neo-noirs (f.eks. ”Chinatown” og ”The Long Goodbye”), så er denne et særdeles godt bud. Paul Newman er privatdetektiven Harper, der hyres af en rig kvinde (Lauren Bacall) til at finde sin kidnappede mand, og lynhurtigt kompliceres det hele af en liderlig steddatter, en opportunistisk chauffør, Harper’s gamle kollega, som også er familiens advokat samt diverse andre mærkværdige personager. Som det gerne skal være, så bliver det hele frygteligt indviklet undervejs, men aldrig andet end forrygende underholdende, ikke mindst på grund af de bifigurer, der alle er skrevet og spillet perfekt (specielt Shelley Winters, som alkoholiseret has-been skuespillerinde). Bundsolidt håndværk fra den sidste del af Hollywood’s studiefabrik, men alligevel fra et tidspunkt, hvor produktionskoden reelt var brudt sammen, så der er en del bid i dialogen og en dejlig tvivlsom morale i slutningen.
Year Of The Comet, 1992, Peter Yates
Med manuskript af William Goldman (som bl.a. har skrevet “Butch Cassidy And The Sundance Kid” og “Princess Bride”), og instruktion af “Bullitt”’s Peter Yates, havde jeg forventet intelligent underholdning, men blev slemt skuffet af denne romantiske komedie. Datteren af en vinhandler vil gerne vise sit værd i firmaet og på det første job med at værdiansætte vine støder hun på verdens mest kostbare rødvin (en ca. 12 liters flaske tilhørende Napoleon fra historiens bedste vin-år 1811, hvor der var en eller anden komet). Hun får ufrivilligt følgeskab af en lettere irriterende Indiana Jones klon, og tilsammen må de tage kampen op mod skurke, som også vil have fat i flasken. Lynhurtigt bliver både vinen, og et sideløbende plot om en hemmelig formel for evig ungdom dog til Hitchcock’s berømte McGuffin, dvs. et objekt, som alle jagter, men som i bund og grund er fuldstændig ligegyldig for historien. For at redde filmen skal der så helst være noget andet interessant, men i denne film bliver det til ping-pong dialog, som falder fladt til jorden, og spæde forsøg på action, der aldrig bliver spændende. Penelope Ann Miller og Tim Daly i hovedrollerne er ret tamme, mens Louis Jourdan i sin sidste filmrolle prøver at mønstre lidt energi. Smukt filmet i det britiske højland og på den franske riviera, er dog positivt.
Five Golden Dragons, 1967, Jeremy Summers
James Bond filmenes enorme popularitet i 1960’erne betød en masse efterligninger med eksotiske lokationer, smukke kvinder og en mandlig actionhelt med en kvik bemærkning. Denne film foregår i billedskønne Hong Kong og har 2-3 forholdsvis attraktive kvinder, men at ingen har kunnet se at Bob Cummings som ”helt” slet ikke fungerede, er et mysterium. Han har nærmest ikke-eksisterende karisma, og hans levering af dialog lyder som om han læser op af en meget kedelig telefonbog. Lidt bedre fungerer historien om et mystisk forbryderkartel med titlens fem ”drager” (=ledere af kartellet), dvs. de fire af dem er kendte, mens den femte er ukendt. Filmen er en billig produktion, men har enkelte underholdende scener i Hong Kong’s natklubmiljø, og cameo’s af Christopher Lee, Klaus Kinski og George Raft. Det er dog de kvindelige skønheder Maria Rohm, Margaret Lee og Maria Perschy, der leverer 1960’er pin-up look, som ender med at gøre størst indtryk.
’71, 2014, Yann Demange
I 1971 var kampene mellem protestanter og katolikker i Nordirland nået et så voldsomt niveau at den engelske hær var sat ind for at holde bare nogenlunde orden, hvilket dog slet ikke var tilstrækkeligt. Den nyuddannede engelske soldat, Gary Hook (spillet troværdigt af Jack O’Connell) bliver sendt til Belfast og er langt fra forberedt på hvad der venter, og allerede ved hans første konfrontation med de lokale uroligheder bliver han fanget i fjendtligt territorie. Herefter følger hans kamp for at overleve og skelne mellem venner og fjender. Vi er helt nede på gadeniveau og det er utroligt intenst fortalt. Den forvirring som Gary oplever bliver yderligere forstærket af at der er forrædere og hævngerrighed på alle fronter. Der er flere mesterlige actionsekvenser, der også har en stærk følelsesmæssig dimension. En af de bedste og mest spændende film om en på mange måder uforståelig konflikt.
North Sea Hijack, 1980, Andrew V. McLaglen
I mine teenage-år var Roger Moore min ynglings-Bond, så jeg måtte naturligvis dengang se denne thriller, hvor Moore er leder af et frømandsteam, der hyres til at befri gidsler på en boreplatform i Nordsøen inden den sprænges i luften. Moore’s karakter er dog her diametralt modsat Bond-personaen, idet kan hader kvinder, elsker katte og foretrækker at brodere i ledige stunder. Han er dog ligesom Bond altid klar med en frisk bemærkning og uendelig selvtillid. De slemme terrorister på boreplatformen er ledet af Anthony Perkins og Michael Parks, der er overbevisende som desparadoer, og James Mason er admiralen, der må samarbejde med Moore og hans tropper. Der er lidt langt mellem egentlige actionscener, men der opretholdes en jævn spænding med udviklingen i gidselsituationen. Det er trods alt også forfriskende at se Moore med fuldskæg ude i elementerne i Nordsøen, i stedet for hans normale glamurøse omgivelser.
Pulp, 1972, Mike Hodges
Michael Caine og Mike Hodges (og producer Michael Klinger) havde stor succes med ”Get Carter” i 1971, og gentog samarbejdet året efter i ”Pulp”. Hvor ”Get Carter” var en hårdkogt gangsterfilm, så er Pulp sværere at sætte i bås. Caine spiller en forfatter, der skriver tarvelige ”pulp” bøger, men så bliver han hyret til at skrive en biografi for en pensioneret gangster. Filmen foregår et udefineret sted ved Middelhavet, og det lokale parlamentsvalg, en lejemorder, og et cover-up af et gammelt seksualmord bliver på en eller anden måde en del af – ja, handling er måske ikke det rette ord. Jeg havde undervejs lidt svært ved at finde hoved og hale i det hele, og det blev ikke bedre af at der i størstedelen af filmen er en voice-over, hvor Caine’s fortællerstemme, og det der foregår i scenerne, ikke stemmer helt overens. Det er sikkert en pointe i filmen, som man måske skal fange lidt tidligere og så analysere videre på, for at få et større udbytte. Mickey Rooney og Lionel Stander er glimrende som lidt utraditionelle gangstere og Nadia Cassini er dejlig i hot-pants. Et originalt (men måske lidt rodet i min optik) bud på en kriminalfilm, der både har komiske elementer og til slut gemmer på en tragisk begivenhed.
Baba Yaga, 1973, Corrado Farina
Baseret på en tegneserie, er filmen ”Baba Yaga” fokuseret på at skabe atmosfære, stemning og en visuel oplevelse fremfor et fremadskridende plot. Hovedpersonen er fotografen Valentina, der opsøges af den mystiske Baba Yaga, og herefter begynder Valentina at få mystiske erotiske drømme og hun drages til at besøge Baba Yaga’s gamle hus. Fortalt som i en drømmeagtig trance er der både sex og mord og andre perversiteter. Isabella De Funes som den stadig mere psykologisk skrøbelige Valentina er ganske overbevisende og Carroll Baker som Baba Yaga har en på en gang dragende og moden erotisk udstråling. Hvis man har hang til sleazy euro-spøgelseshistorier (eller er det en fortælling om en heks?) er denne film absolut over middel.
Déjà Vu, 2006, Tony Scott
Denzel Washington og Tony Scott har lavet mange gode actionfilm sammen, men den her er en af de mindre gode. For allerede tidligt i filmen præsenteres en opfindelse, som gør at man på en computerskærm kan se tilbage i tid og udforske et område i 3D og fra alle vinkler; det virker simpelthen for usandsynligt, dumt og en alt for letkøbt løsning. Systemet bruges af Denzel’s politimand til at hjælpe i opklaringen af en bombning af en turistbåd i New Orleans, og det udvikler sig selvfølgelig til at løbe ind i alle de logiske problemer der altid er i tidsrejse-film. Ud over disse fundamentale problemer, så er det dog den sædvanlige sikre actionstil, som Scott er kendt (og elsket?) for. Denzel er så driftssikker som han altid er, og Paula Patton og Jim Caviezel i øvrige roller er også gode, mens Val Kilmer ikke længere er så knivskarp, som han var i ”Top Gun”. Fin underholdning, men ligeså hurtigt glemt igen (med mindre altså at nogen HAR opfundet det der all-seeing-eye fotografiapparat, for så er det pludselig meget urovækkende).
The Shallows, 2016, Jaume Collet-Serra
Et simpelt setup viser sig at være rigeligt til en god film. Blake Lively spiller Nancy, der surfer på sin drømmestrand, og så bliver hun angrebet og bidt af en hvid haj. Hun søger tilflugt på en sten og kæmper resten af filmen med at overleve. Undervejs er der små flash-backs til omverdenen, men den stationære setting giver rig mulighed for at tilskueren kan leve med i Nancy’s situation. Blake Lively spiller heldigvis godt nok til at være interessant selskab i 86 minutter, og kun filmens end-game med hajen virker ikke optimalt. Selvom størstedelen er filmen er lavet med green-screen er den en visuel nydelse, og som sagt, så er det befriende at se en film, der holder sig til sin præmis og grundhistorie.
The Suckling, 1990, Francis Teri
Abort er mange steder stadig en hedt diskussionsemne, og denne film har sikkert noget at sige i den debat, men hvad skal jeg ikke kunne afgøre. Et kærestepar opsøger et bordel, der også fungerer som abortklinik, og det uønskede foster skylles ud i toilettet. Nede i kloakken kommer det i kontakt med noget radioaktivt materiale, vokser sig til en størrelse på 3 meter, indespærrer hele bordellet inklusive arbejdere og gæster, og begynder at dræbe dem alle sammen. Behøver jeg at sige at det er en temmelig fjollet exploitationfilm, med mange groteske optrin. I det indespærrede hus er der mulighed for at have lidt sidehistorier med jalousi mellem karaktererne. Desværre lidt ubehjælpsomt udført tekniske gore-effekter, især ”Suckling”-fosteret i stor størrelse, men det kan man jo også vælge at grine af, og helt uden skuespillere, der har gjort sig bemærket i andre film. Slutningen er dog en lille genistreg af sort humor.
The House On Sorority Row, 1983, Mark Rosman
Der er utallige film, hvor bofællesskaber på amerikanske universiteter, mandlige Frathouses eller kvindelige Sororityhouses, er udgangspunktet for vilde fester eller generel dårlig opførsel. En gruppe piger i et sororityhouse vil holde en fest i anledning af skoleårets afslutning, men den voksne ”housemother” forbyder det (hun har en privat grund til det). En ondskabsfuld hævnakt går grueligt galt, og pigerne bliver herefter myrdet en efter en under den fest, de får arrangeret. I grunden er det egentligt ligegyldigt hvad set-up’et er, for det vigtigste er at der kan være en antal opfindsomme mord-scener og lidt pikanterier med halvnøgne piger ind imellem, og på den skala er den lige lidt over middel. Der er forsøgt at give lidt historie til en del af pigerne (hvad er man villig til at gøre, hvis man står til at miste sine fremtidsmuligheder?), og de spiller for så vidt glimrende. Desuden også et forbløffende kompetent orkester score.
Equlibrium, 2002, Kurt Wimmer
“The Matrix” var banebrydende både som sci-fi dystopi og i udførelsen af kampsportsaction på film. Både i stil og tematik har ”Equilibrium” lånt en del ideer fra The Matrix, men resultatet er blevet lidt middelmådigt. Christian Bale er agent, som i en nær fremtid, har ansvaret for at finde og straffe personer, der udviser følelser; det er nemlig blevet forbudt, fordi det kan være med til f.eks. at starte krige. Magthaverne går derfor efter at udrydde bøger, kunst, musik m.v., som kan vække følelser, og desuden får alle borgere noget medicin, som skal undertrykke disse menneskelige egenskaber. Men selvfølgelig er sådan et system ikke fuldkomment, og der rejser sig en ”underground resistance”. Et meget stiliseret koldt udtryk, både visuelt, og i kampscener (heldigvis en del kortere end i The Matrix), og generelt en flot film. Anført af Christial Bale’s ofte stålsatte ansigtsudtryk, er der ikke meget mulighed for skuespilsmæssige nuancer, men dog kompetent arbejde fra bl.a. Sean Bean, William Fichtner og Emily Watson.
Sorgenfri, 2015, Bo Mikkelsen
At se militærkøretøjer på en nordsjællandsk villavej, er ”fandme uhyggeligt” i dette forsøg på en dansk zombiefilm. Uden at bruge alt for meget krudt på at forklare hvorfor, så spreder en virus sig lynhurtigt, og en familie bliver nødt til at forskanse sig i sit hus. Bliver man ramt af virussen, så bliver man en slags zombie, der kun vil dræbe andre, og det er selvfølgelig lidt sjovt at se social-realisme/hverdagskomedie skuespillere som Troels Lyby og Mille Dinesen forholde sig til det. Der er også nogen ungdomskarakterer med, for det er vistnok mest unge mennesker, der synes nutidens zombiebølge er sjov, og de skal jo også have noget at relatere til. Som det fremgår, så blev min interesse fanget, men kun i meget kort tid, for der er ikke mange originale ideer. Plusser for forsøget med en dansk genrefilm, men lidt mere opfindsomhed kunne være ønskværdigt.
Suddenly, Last Summer, 1959, Joseph L. Mankiewicz
At se de allerstørste filmstjerner folde sig helt ud og fremføre lange monologer får ofte prædikatet ”filmet teater”, og det er en fuldt gyldig anke mod ”Suddenly, Last Summer”. Elizabeth Taylor og Katharine Hepburn spiller fantastisk i en filmatisering af et Tennesee Williams skuespil, som omhandler efterspillet efter en ung mands (Sebastian) død. Taylor spiller Catherine (Sebastian’s kusine), som var på ferie med ham da han døde, og Hepburn er moderen, der mener Catherine havde en medskyld i dødsfaldet. Montgomery Clift er en doktor, der prøver at hjælpe Catherine efter et psykisk nedbrud, og må lægge ører til begge kvinders version af hvad der egentlig skete sidste sommer. Der er reelt kun 4-5 lange scener, der foregår i en villa, og et flash-back fra den fatale ferie, og langsomt kommer vi tættere på sandheden, som viser sig at være aldeles grufuld, og ikke hvad man kunne forvente i en Hollywoodfilm i 1959. Taylor har talentet (og kroppen) så man ikke kan få øjnene fra hende, og en Hepburn i karrierens efterår må erkende virkelighedens kendsgerninger. Hvis du kan lade dig rive med, så venter der en intens og stor filmoplevelse.
Get Out, 2017, Jordan Peele
Mange, der advokerer for at race ikke burde betyde noget, kan stort set ikke tale om andet. Jeg kan godt finde det lidt trættende i længden, men tog tyren ved hornene og så denne film, der af mange er hyldet for at være en ny vinkel i racedebatten. Og den er da rimelig god, men ikke noget mesterværk efter min mening. En sort mand og hans hvide kæreste skal besøge kærestens familie og der viser sig hurtigt en markant forskel på hvad der foregår åbent og hvad der lurer under overfladen. Dernede – under overfladen – ligger tortur, tilfangetagelse, kropsdele-tyveri og en rimelig standard horrorfilm. Racevinklen viser sig dog at være lige lidt for bastant og næsten komisk, og gør den for let at trække på skuldrene af. Gode skuespilpræstationer af Daniel Kaluuya og Catherine Keener, mens jeg aldrig bliver helt glad for at se Allison Williams’ påtaget accepterende/inkluderende persona (selv om den dog viser sig at passe perfekt til rollen).
El Dorado, 1967, Howard Hawks
Selvom den har påfaldende mange lighedspunkter med Hawks’ egen ”Rio Bravo” fra 1959, så er ”El Dorado” bare superunderholdende. En flok skæve eksistenser, inklusive en sheriff, prøver at beskytte en westernby mod brutale bøller, der vil befri en fængslet kammerat. John Wayne, Robert Mitchum og James Caan er the good guys og Edward Asner og Christopher George er blandt the bad guys. Charlene Holt og Michele Carey er kvinder, der ikke uden videre vil acceptere de sædvanlige kvinderoller. Historien er ikke videre original, men det opvejes til fulde af alle de vidunderlige karakterer og deres interaktion. Lutter gode kræfter foran og bag kameraet giver en god gammeldags western i topklasse.