Min liste for film set i 2. halvår 2015 er her:
http://www.dahf.dk/viewtopic.php?f=3&t=44648&p=648234#p648234Juni (19 stk.):
Hannah And Her Sisters, 1986, Woody Allen. Endnu et mesterværk fra Woody Allen, om hans yndlingsemne, nemlig den meget talende og pseudo-intellektuelle klasse i New York. Manuskript og casting er konge hos Woody.
Hang 'Em High, 1968, Ted Post. Mørk western, hvor Clint Eastwood skal hævne sig på nogle gutter, der forsøgte at hænge ham. Egentlig utroligt at der overhovedet var mennesker tilbage i vesten, med den iver de forsøger at slå hinanden ihjel, både indenfor og udenfor loven.
Woody Allen - A Documentary, 2012, Robert B. Weide. Jeg elsker Woody Allen's film og humor, så jeg var meget begejstret for over 3 timers dokumentar om hans karriere. Der medvirker ALLE væsentlige personer fra bag og foran kameraet (på nær Mia Farrow), fra hele karrieren.
Blue Steel, 1989, Kathryn Bigelow. Jamie Lee Curtis som nyuddannet politibetjent i New York, og Ron Silver (den ultimative yuppie sleazeball) som bad-guy i en stilfuld (80'er stil!) kriminalfilm. Mange gode takter, men stadig langt fra den ultra-realistiske stil vi kender Bigelow for i dag.
Bloodsport, 1988, Newt Arnold. Dybe splits fra Jean-Claude Van Damme og synth-score bringer os tilbage til 80'erne. Historien om kæmpere fra hele verden, der mødes til en hemmelig martial arts turnering er selvfølgelig set utallige gange, men det er stadig god uforpligtende underholdning.
Draft Day, 2014, Ivan Reitman. Har man en smule interesse i forretningen bag NFL, så er man herligt underholdt hele vejen. Kevin Costner er den pressede general manager, som skal få kabalen til at gå op med at få nye spillere til hans hold.
Day Of Anger, 1967, Tonino Valerii. Spaghetti Western med altid seje Lee Van Cleef, der skal få $50.000 dollars tilbage, som han er snydt for. Undervejs laver han om på hvem der er de stærke og hvem der er de svage i byen. Fremragende score af Riz Ortolani.
Police Academy 5: Assignment Miami Beach, 1988, Alan Myerson. Når Steve Guttenberg synes han er blevet for stor en stjerne til at være med i en film, så ved man det ikke er så godt et tegn. Mere af det samme som de foregående fire film. Der bliver ikke engang prøvet at finde på lidt nyt.
Force Of Evil, 1948, Abraham Polonsky. Film Noir, hvor plottet for en gangs skyld er ret hverdagsagtigt. En stor organisation prøver at udmanøvrere små forretninger med nummerlotterier. John Garfield er advokat for den store organisation og må kæmpe med loyalitet overfor familie og kæreste.
The Verdict, 1982, Sidney Lumet. Et John Grisham jura drama fra før Grisham blev opfundet. Sidney Lumet som instruktør, David Mamet manuskript og Paul Newman i topform. Alt fungerer helt perfekt, i en af de bedste retssalsdramaer i filmhistorien.
The Rape Of The Vampire, 1968, Jean Rollin. Efter sigende forsvandt alle kopier af manuskriptet 2 dage inde i optagelserne, og det kan man godt se. Forbløffende ufarlige kvindelige vampyrer prøver bare at passe sig selv, men en aggressiv lokalbefolkning blander sig. Fra den gode hæderkronede franske filmtradition, hvor instruktøren bruger lidt pseudointellektuelt sprog til at få smukke skuespillerinder til at smide tøjet på film.
Get The Gringo, 2012, Adrian Grunberg. Mel Gibson havner i et mexicansk fængsel, der er et lille samfund i sig selv. Dette interessante set-up fiser lidt ud da plottet lige pludselig skal handle om at redde livet på en dreng.
Police Academy 4: Citizens On Patrol, 1987, Jim Drake. De forbrydelser, der skal stoppes i denne film, er skateboarding i indkøbscentret! Og så er der også ninjaer og varmluftballoner. I denne mildt sagt tynde omgang te, kan man prøve at spotte skateboarderen Tony Hawk og David Spade i tidlige, men små roller.
Bell, Book And Candle, 1958, Richard Quine. James Stewart bliver forelsket i Kim Novak i en film fra 1958? Nej, det er ikke Vertigo. Her er Novak en heks (witch, ikke bitch!), der bruger sine evner til at få Stewart til at forelske sig i hende. Smuk fotografering i et vinterklædt New York. Også med Jack Lemmon, der er ved at forme sin goofball-persona.
Across 110th Street, 1972, Barry Shear. 3 sorte mænd røver 300.000 dollars fra en forbryderorganisation, og snart bliver de jagtet af mafia, sorte bander og politiet. Overraskende autentisk tidsbillede af New York anno 1972 nord for 110. gade, dvs. Harlem. Ligner blaxploitation, men er meget meget mere. Desparationen lyser ud af øjnene på alle parter, der kæmper med raceproblemer, fattigdom og følelsen af at sidde fastlåst lige meget hvad man gør.
The Fall Of The House Of Usher, 1960, Roger Corman. Meget stemningsfuld udgave af Poe's klassiske historie, hvor den Usher'ske familieslægt er ved at gå til grunde. Vincent Price er i sit es.
Police Academy 3: Back In Training, 1986, Jerry Paris. Mere af det samme fra de foregående film. Stadig meget lidt historie, og istedet en masse enkeltsituation og gags.
Gangster Squad, 2013, Ruben Fleischer. Åh, hvor vil denne film gerne være "The Untouchables" eller "L.A. Confidential". Der bliver lagt en masse gode kræfter i projektet, og det ender med at være 25% for meget, både på skuespilfronten og antallet af kugler fra Tommy Guns.
Salvador, 1986, Oliver Stone. En usædvanlig stærk næsten-debut som instruktør. James Woods er fantastisk som sleazy journalist i El Salvador's kaos af krig og kærlighed, og selvfølgelig er gode gamle Uncle Sam bad-guy (det er jo Stone).
Maj (28 stk.):
The Final Countdown, 1980, Don Taylor. På dansk, "USS Nimitz - Forsvundet i Stillehavet", var den i videoudlejningens spæde start en af de mest opreklamerede titler, og denne tidsrejse film, holder måske ikke helt i dag. Men der er fabelagtige scener med alt isenkram som den amerikanske flåde kan stille med i form af hangarskibe og Tomcat-jægerfly.
To Be Or Not To Be, 1942, Ernst Lubitsch. Kan man lave en komedie om nazisternes indmarch i Warszawa. Sagtens, når man er så elegant som Lubitsch, og har så gode komiske kræfter som Carole Lombard og Jack Benny på rollelisten.
The Name Of The Rose, 1986, Jean-Jacques Annaud. Meget stemningsfuld middelalder krimi, der foregår i et italiensk kloster. Alverdens alternativt udseende skuespillere er hentet ind til at illustrere hvad der kan ske, når magthaverne (religiøse) prøver at undertrykke ideer og ny viden. Og Michael Lonsdale's sleske stemme er altid værd at høre på.
A Single Man, 2009, Tom Ford. Æstetik-fetichister kan også have følelser, og gå ned med flaget når de mister en de elsker. Der smøres lidt tykt på med visuel symbolik, og Colin Firth er måske ikke helt Oscar-nomineringsværdig i min smag.
Trancers, 1984, Charles Band. Et ikke-eksisterende budget til trods, så er der mange gode ideer i denne mash-up af sci-fi tidsrejser, film-noir detektiv og sunny California piger i denne 1980'er sag.
Police Academy 2: Their First Assignment, 1985, Jerry Paris. Niveauet er allerede på vej ned i forhold til 1'eren, men da vi jo stadig er i 1985, så er der ikke luset ud i de politisk ukorrekte grovheder. Der er meget lidt finesse i humoren i denne film-serie.
Laura, 1950, Otto Preminger. Film Noir med et kæmpe plot-tvist. Er på overfladen et mord-mysterie, men er meget mere om hvordan Gene Tierney's Laura bliver brugt af de mandlige karakterer og deres egen personlige dagsordener.
Moonstruck, 1987, Norman Jewison. Norman Jewison er en stor humanist, og Moonstruck er tæt på at være hans mesterværk. Meget velskrevet og -spillet med en fortjent Oscar til Cher.
Knightriders, 1981, George A. Romero. Kan man udleve en livsstil med værdier fra riddertiden med sværdkampe og motorcykler i stedet for heste? Og lyder det ærlig talt ikke lidt fjollet? Ed Harris går i hvert fald meget seriøst op i det, og efterhånden giver filmen også mening som en allegori for muligheden for at eksistere uden for det etablerede system.
3:10 To Yuma, 1957, Delmer Daves. En psykologisk western hvor en rancher skal hjælpe sheriffen med at fragte en bandit til fængsel. Glenn Ford er den kyniske bandit, som har snakketøjet i orden, og Van Heflin er den retsskafne rancher, som kæmper for sin familie.
Crimes And Misdemeanors, 1989, Woody Allen. Fuld plade til Allen's bedste manuskript, som også er instrueret og spillet helt perfekt. Det er de helt store moralske temaer som tages op, og selvom der også er en komisk tone i filmen, så ender det faktisk meget pessimistisk.
Coal Miner's Daughter, 1980, Michael Apted. Biografisk film om country sangeren Loretta Lynn's liv. Sissy Spacek og Tommy Lee Jones er formidable. Et hårdt liv (gift som 14-årig og 5 børn som 20-årig) danner baggrund for teksterne i Lynn's sange.
Police Academy, 1984, Hugh Wilson. Klassisk komedie setup med en masse stereotyper i komiske situationer, og en ultratynd overordnet historie. Ligeså sjov som for 30 år siden, men jeg gruer alligevel lidt for de 6 efterfølgere, som jeg har på lager.
All About Eve, 1950, Joseph L. Mankiewicz. Den klassiske historie om den hengivne fan, som ender med at fortrænge skuespillerinden hun forguder. Sublimt manuskript og skuespil af især Bette Davis.
The Fortune, 1975, Mike Nichols. Jack Nicholson og Warren Beatty klovner rundt i 1920'erne, hvor det var ulovligt at fragte en ugift kvinde på tværs af delstatsgrænserne. Med en (formodet) kvindelig arving på slæb må der alternative metoder i brug for at prøve at komme i bukserne på hende og få fingrene i skejserne. Problemet er lidt at hverken Nicholson eller Beatty er komiske.
Mad Max - Fury Road, 2015, George Miller (set i Imperial bio). Jeg er med i koret, der erklærer denne film for den bedste action-film i mange år. Henviser alle andre superheltefilm til deres rette plads: Tegneseriefilm.
Sällskapsresan, 1980, Lasse Åberg. Svensk humor? Ja, det findes faktisk, og når der tages fat på forskellige arketyper af den svenske folkesjæl på charterrejse, så er det også sjovt.
The Killer Elite, 1975, Sam Peckinpah. San Fransisco baseret actionfilm om en mystisk CIA lejemorder-enhed, hvor James Caan bliver forrådt af Robert Duvall. Med kung-fu og biljagter.
Coming Home, 1978, Hal Ashby. En af de første film der behandler hjemvendte Vietnam-soldaters situation, og stadig en af de bedste. Jon Voight er fantastisk.
Sleeping Beauty, 2011, Julia Leigh. Emily Browning er en ung studerende, som søger nærvær på lidt alternative måder, og tager et job som værtinde til kinky middage. En afdæmpet og langsom kunstfilm med meget nøgenhed (både ungpige- og gammelmands-) og godt skuespil.
The Jerk, 1979, Carl Reiner. Steve Martin som den enfoldige mand, der både får rigdom og finder kærligheden. Kunne godt have brugt en hård hånd til at luge ud i nogen af de komiske indslag, som bare ikke fungerer, og slet ikke når de gentages.
Jack Reacher, 2012, Christopher McQuarrie. Jeg elsker Lee Child's bøger om Jack Reacher, og jeg var positivt overrasket over hvor godt denne film er skruet sammen. Se den bl.a. for Werner Herzog's birolle som gangsterboss.
The Killers, 1946, Robert Siodmak. På min top 3 over Film Noir. På alle planer en fantastisk vellykket krimi. Fortællestrukturen med utallige flashbacks er klassisk noir, ligesom det næsten uigennemskuelige plot. Gennembrud for Burt Lancaster og Ava Gardner.
Eskimo Nell, 1975, Martin Campbell. Britisk sex-komedie, der faktisk er sjov. Vi følger nogle håbefulde filmskabere i deres forsøg på at lave en film, men filmens mange økonomiske bagmænd har hver især forskelligt syn på hvad filmen skal handle om. Ender i rent Benny Hill stemning.
Black Rain, 1989, Ridley Scott. Michael Douglas som NY cop, der må jage en japansk gangster helt til Japan, og må navigere i den fremmedartede Yakuza kultur. Som altid er det visuelle udtryk ekstremt vigtigt for Ridley Scott, og her er 80'er æstetikken næsten for meget.
The Mechanic, 1972, Michael Winner. Charles Bronson er lejemorder med en vis fokus på opfindsomme metoder til at udføre jobbene. Mange næsten eksistentielle scener blandet ind i Michael Winner's sædvanlige voldelige stil.
Austin Powers In Goldmember, 2002, Jay Roach. Selvom der en hel del genbrug fra de tidligere Austin-film (og mange andre film), så virker formlen stadig.
April (28 stk.):
A Letter To Three Wives, 1949, Joseph L. Mankiewicz. Oscar for manuskript, og det er velfortjent. Et portræt at 3 forskellige ægteskaber, der trues af en ydre fjende i form af en single-kvinde i vennekredsen.
Rollerball, 1975, Norman Jewison. Dystopisk fremtids-sportsfilm, der måske er mere relevant i dagens globaliserede verden end for 40 år siden. James Caan er så stiv i overkroppen af konstant at hive maven ind, at man næsten overser hans ellers usædvanligt behårede krop.
The Song Remains The Same, 1976, Peter Clifton. Koncertfilm med Led Zeppelin, krydret med mysti-fystiske vignetter, der skal vise de enkelte bandmedlemmers personlighed. Jeg er massiv Led Zeppelin fan, så det er alt sammen en fornøjelse.
Green Zone, 2010, Paul Greengrass. Hvorfor fandt USA aldrig masseødelæggelsesvåben i Irak, når der nu var så klare beviser? Greengrass' shaky-cam stil er perfekt til denne type støvede spændingsfilm.
The Lavender Hill Mob, 1951, Charles Crichton. Alec Guinness som den anonyme bankmand, der pludselig får ideen til det perfekte guld-kup. Klassisk britisk Ealing komedie, med gentleman forbrydere. Prøv at spotte Audrey Hepburn i en af hendes tidligste roller.
Radio Days, 1987, Woody Allen. Anekdoter fra radioens hey-day i starten af 1940'erne, både omhandlende en ivrigt lyttende Brooklyn-familie, og de karakterer der befolker radioprogrammerne. PERFEKT casting og set design.
Olsen Banden Overgiver Sig Aldrig, 1979, Erik Balling. Selvfølgelig er formlen den samme som i alle de andre film, men man kan godt se at det nærmer sig afslutningen.
Opening Night, 1977, John Cassavetes. En skuespillerinde er med i et teaterstykke om at blive ældre, og det igangsætter en personlig krise. En masterclass i skuespil fra Gena Rowlands. Cassavetes replikker skærer igennem alt overflødigt og rammer hårdt.
Carnage, 2011, Roman Polanski. To forældrepar skal blive enige om hvordan de løser at det ene pars barn har slået det andet pars barn. Det ender selvfølgelig ikke kønt. På trods af gode skuespillere bliver det aldrig rigtigt til en god film, men mere en filmatisering af den teatertekst, som er forlægget.
Baron Blood, 1972, Mario Bava. Det er aldrig nogen god ide at kalde de døde tilbage til denne verden, men det sker alligevel i denne atmosfærefyldte film. Men altså ikke nogen særlig mindeværdig oplevelse.
We Own The Night, 2007, James Gray. Plottet med "good son/bad son" er ikke særligt original, men alligevel er filmen en over-middel oplevelse på grund af de gode skuespilpræstationer fra især Joaquin Phoenix og Robert Duvall.
Coffy, 1973, Jack Hill. Pam Grier's store brune bløde bryster er altid værd at se. Vildt underholdende hævnfilm med en handlekraftig kvinde, der sætter sig op mod alt og alle der korrumperer samfundet.
The Front, 1976, Martin Ritt. Kommunist-jagten i 1950'ernes USA var ikke en sjov tid, men Martin Ritt har lavet en (overvejende) komedie om emnet. Woody Allen (der viser at han som skuespiller kun kan spille sin sædvanlige persona) er "front" for blacklistede TV-forfattere, og høster frugterne af deres arbejde.
Blue Is The Warmest Colour (La Vie D'Adele, Chapitre 1 et 2), 2013, Abdellatif Kechiche. Kan en mand i 40'erne være interesseret i en 3 timer lang film om en fransk teenage-piges "coming of age"? Jeg kan i høj grad, når det skildres med så fantastiske skuespillere som Adele Exarchopolous og Lea Seydoux.
The Duellists, 1977, Ridley Scott. Harvey Keitel har i Napoleons-tiden en tilbagevendende trang til at udfordre Keith Carradine til duel, og det kommer til at præge begges liv. Usædvanligt flot fotograferet, og Ridley Scott's debut.
The Dictator, 2012, Larry Charles. På trods af øjeblikke med dejlige politisk ukorrekte svinere, så er det ikke helt på højde med Borat og Brüno. Den påklistrede kærlighedshistorie trækker en del ned i helhedsindtrykket.
Broadway Danny Rose, 1984, Woody Allen. En af Woody Allens stærkeste af de lettere komedier. Befolket med de sædvanlige herlige New York typer, og sædvanligvis meget milde Mia Farrow er fremragende castet som en New Jersey "tough cookie".
A Force Of One, 1982, Paul Aaron. Samlebånds-krimi med en Chuck Norris som sædvanlig hårdtslående og -sparkende karatemaskine. Hvorfor er disse slags banale film dog alligevel så seværdige?
The Last Horror Film, 1982, David Winters. Basalt set samme historie som "Maniac Cop", men her foregår det midt under den virkelige Cannes film-festival i 1981. Joe Spinell som stalker er virkelig en enestående karakter på godt og ondt, og dejlige Caroline Munro må endnu engang finde sig i at blive jaget.
It Happened One Night, 1934, Frank Capra. Sådan skal en romantisk komedie skrues sammen. Fremragende kemi mellem Clark Gable og Claudette Colbert, og Frank Capra får også lige klemt et par øjeblikke med 30'er depression ind.
Planet Of The Vampires, 1965, Mario Bava. En rumskib på arbejdsekspedition i det ydre rum lander på en mystisk planet og snart bliver mandskabets kroppe en efter en overtaget af et mystisk væsen. Lyder det som "Alien"? Set designet er plastik-slanger og blinkende knapper, så helt så uhyggeligt bliver det aldrig.
Angst Essen Seele Auf, 1974, Rainer Werner Fassbinder. To ensomme sjæle søger kærlighed og trøst hos hinanden, men der er bare den lille hage at vi har at gøre med en tysk enke i 60'erne og en arabisk gæstearbejder i 30'erne at gøre. En af de mere lettilgængelige Fassbinder film, som går lige i hjertet.
Dracula, 1931, Tod Browning. Alle senere vampyrfilm skylder noget til denne film, der startede hele monster-bølgen i 30'erne. Bela Lugosi er stadig lidt uhyggelig at se på.
The Fly, 1958, Kurt Neumann. Prøv lige at se dig for næste gang du svinger fluesmækkeren. Alternativt hold dig for ørerne. Er egentlig ikke rigtig en horrorfilm, men mere "mad scientist".
Dark Star, 1974, John Carpenter. Filmskoleprojekt, der endte som en (meget lille) spillefilm. Bemærk at der som "advarsel" inden filmen pointeres at det er en komedie fremfor en science-fiction film.
Close Encounters Of The Third Kind, 1977, Steven Spielberg. Hold kæft, hvor det kørte for Spielberg i denne periode. Fra start til slut sidder man, ligesom stort set alle filmens karakterer, med åben mund og polypper og lader indtrykkene vælte ind.
Cabaret, 1972, Bob Fosse. Liza Minelli i rollen som Sally Bowles er ikonisk. Filmen er banebrydende i den forstand, at den tillader musical-genren at beskæftige sig med alvorlige emner, som nazismens fremmarch op til 1933.
Being There, 1979, Hal Ashby. Peter Sellers er den enfoldige gartner, der ender med at blive opfattet som en vis mand. Slutscenen er maksimalt provokerende.
The Toy, 1982, Richard Donner. Richard Pryor bliver lejet af en rig hvid mand til at lege med dennes søn. Er ligeså racistisk, som det lyder, og ikke særlig sjovt, selv om Richard Pryor prøver at indgyde lidt morale undervejs.
Marts (25 stk.):
Graduation Day, 1981, Herb Freed. Tidstypisk samlebånds slasher med alle de kendte ingredienser fra genren.
Alle For En, 2011, Rasmus Heide. Et patetisk forsøg på at genskab noget vibe fra Olsen-banden filmene. Manuskriptet og skuespillet er så middelmådigt at et hvilket som helst afsnit af en amerikansk tv-serie er bedre.
Tightrope, 1984, Richard Tuggle. Clint Eastwood jagter en sexmorder i New Orleans' sleazy underverden. Clint er selv ikke helt stueren i denne thriller, der faktisk er utrolig spændende.
How To Marry A Millionaire, 1953, Jean Negulesco. Den første film i Cinemascope, og det passer fint til at vise Marilyn Monroe, Betty Grable og Lauren Bacall jagte rige mænd, og ende med at finde rigtig kærlighed.
Get Shorty, 1995, Barry Sonnenfeld. John Travolta er gangsteren, der finder ud af at hans talenter passer meget godt ind i filmverdenen. Bipersonerne løfter denne film enormt.
Le Mouton Enrage, 1974, Michel Deville. Jean-Louis Trintignant spiller bankmanden, der pludselig finder ud af at han kan få både damer, penge og magt ved at blive "instrueret" af sin forfatterven til at foretage radikale valg i sit liv.
Foxes, 1980, Adrian Lyne. Jodie Foster i en teen-film, der både er fest og farver, og samtidig alvorlig. Som altid med Adrian Lyne er der et lækkert pop-soundtrack.
Cotton Comes To Harlem, 1970, Ossie Davis. En meget tidlig blaxploitation film, fra dengang det stadig var OK at køre på alle stereotyperne.
Gator, 1976, Burt Reynolds. I efterfølgeren til "White Lightning" spiller Burt igen boot-leggeren Gator, men denne gang skal han hjælpe politiet med at fange en lokal forbryderkonge.
The Fugitive, 1993, Andrew Davis. En næsten perfekt kombination af en god historie, fantastiske action-sekvenser, gode skuespillere og all-round godt filmhåndværk.
Vanya On 42nd Street, 1994, Louis Malle. En filmatisering af en prøve på en teateropsætning af Chekhov's "Uncle Vanya" i et nedslidt teater på 42nd Street. Et af de klassiske stykker dramatik om dysfunktionelle familier. Julianne Moore skulle have haft en Oscar for 20 år siden for denne rolle.
Planet Terror, 2007, Robert Rodriguez. Som frygtet var det en kæmpe omgang tomme kalorier med den specielle form for wanna-be seje/coole karakterer, som Rodriguez/Tarantino er leveringsdygtige i.
Hot Enough For June, 1964, Ralph Thomas. En yderst letbenet James Bond rip-off, som hverken er særlig spændende, sjov eller actionfyldt. Dirk Bogarde er britisk spion-uden-at-vide-det i Tjekkoslovakiet hvor han falder for Sylva Koscina.
Austin Powers: The Spy Who Shagged Me, 1999, Jay Roach. En anelse bedre end 1'eren, selvom det er fuldstændig samme formel. Heather Graham er lige til at spise.
Coogan's Bluff, 1968, Don Siegel. Clint Eastwood er cowboy landbetjenten, der kommer til New York, og møder storbyens bureaukrati, slår på tæven og tænker med pikken. En tidlig forløber for Dirty Harry personaen.
I Ragazzo Del Massacro, 1969, Fernando Di Leo. En gruppe utilpassede unge voldtager og myrder deres aftenskolelærerinde. Alle dækker over hinanden, og politiopklareren må prøve at forstå de unges situation for at trænge igennem. Af en italiensk genrefilm at være, er den overraskende empatisk.
Scanners, 1981, David Cronenberg. Graviditetsmedicin har skabt mennesker med uhyggelige psykiske evner. Meget effektiv thriller med flere ikoniske scener.
The Last Seduction, 1994, John Dahl. Noir-filmenes femme fatale i skikkelse af Linda Fiorentino bliver ganget med 100 og ender næsten at blive en parodi. Tilhører i høj grad rent æstetisk en tidslomme ca. 1987-1995.
La Jetee, 1962, Chris Marker. 28 minutter med sort-hvide still-fotos og 2 sekunders film. Dommedags sci-fi om at rejse i tid og hvad hukommelse om noget der skete i barndommen kan betyde for det senere liv.
Small Soldiers, 1998, Joe Dante. Legetøjsactionfigurer bliver udstyret med intelligente microchips fra militæret, og så har vi balladen. En forstads-setting og dukker, der går amok, er hvad Joe Dante gør bedst.
Red Dawn, 1984, John Milius. USA bliver invaderet af russerne, og nu er det op til Patrick Swayze og Charlie Sheen at tage kampen op. Stærke biroller fra Harry Dean Stanton, Powers Boothe og William Smith.
Ich - Ein Groupie, 1970, Erwin C. Dietrich. En meget yndig og storbarmet Ingrid Steeger spiller Vicky, som rejser rundt i europæiske hovedstæder og tager stoffer og er groupie for diverse tvivlsomme bands og ind imellem også Hells Angels.
Where Eagles Dare, 1968, Brian G. Hutton. Det er stort set 2½ times non-stop action på suveræne locations i alperne. Dobbelt-/trippel spion plottet blev en anelse for indviklet for mig.
The Wanderers, 1979, Philip Kaufman. Fremragende tidsbillede fra New York i 1963, hvor både de unge hovedpersoner og USA som nation mister sin uskyld. Har en masse tilfælles med American Graffiti med hensyn til stemning.
Planes, Trains And Automobiles, 1987, John Hughes. Ikke helt så vedkommende som John Hughes' ungdomsfilm, men Steve Martin og John Candy leverer 100% deres screen-personaer.
Februar (25 stk.):
Austin Powers: International Man Of Mystery, 1997, Jay Roach. Måske ikke helt så sjov som jeg husker den, men stadig en god kilde til den gode gamle leg med at finde referencer fra andre film.
Altered States, 1980, Ken Russell. William Hurt eksperimenterer med bevidsthedsudvidende stoffer og en tank han kan flyde i, og finder ind til sin indre hulemand - bogstaveligt talt. Som altid med Ken Russell er det med fuld knald på billedsiden.
Rebel Without A Cause, 1955, Nicholas Ray. James Dean var så heldig at dø i 1955, så han vil altid være den misforstående og vrede unge mand som brænder igennem i denne film om hvordan ungdommen forkaster forældrenes verden, og skaber sin egen.
Harold & Maude, 1971, Hal Ashby. En selvmorderisk teenagedreng og en 79-årig anarkistisk livsnydende kvinde bliver gode venner og forelskede. Er mere sjov end det umiddelbart lyder.
Step Brothers, 2008, Adam McKay. Will Ferrell og John C. Reilly spiller 40-going-on-14 drenge. Første halvdel prøver alt for meget at være morsom, og sidste halvdel bliver bare værre.
Candyman, 1992, Bernard Rose. Virginia Madsen er en af mine yndlingsbabes på film, og her er hun virkelig i top. Meget atmosfærefyldt og vellavet gyser om "urban myth". Lydsiden fortjener også ros.
Christine, 1983, John Carpenter. Som altid fra John Carpenter, er det en solid film. Her er det et Stephen King forlæg, og det betyder at den ikke er helt så original som mange andre af Carpenter's værker.
One For The Money, 2012, Julia Anne Robinson. Baseret på den første af Janet Evanovich's romaner om "Bounty hunter" Stephanie Plum, som jeg er ret vild med. Filmen er meget generisk, og formår ikke at ramme den humoristiske tone fra bøgerne.
Casino Royale, 1967, John Huston (og en hel masse andre instruktører). ALLE involverede i denne film må have været på syre for at nå frem til resultatet. Kun antallet og kvaliteten af "Bond" piger redder lidt af oplevelsen.
Streets Of Fire, 1984, Walter Hill. Rock 'n' roll musical iblandet lidt med bander og en ensom mand, der rydder op.
Cat People, 1982, Paul Schrader. Mennesker bliver til pantere. Foregår i New Orleans, hvilket altid skaber en creepy atmosfære. Visuelt flot.
The Professionals, 1966, Richard Brooks. Seje stjerner, fed action, intelligent manuskript og super kameraarbejde giver en western helt i top.
Dazed And Confused, 1993, Richard Linklater. Sidste skoledag (og aften og nat) på en high-school i Texas, hvor alle årgange og kliker prøver at navigere gennem ungdommens kvaler, mens de fester. Af alle de skønne skuespillere er det tankevækkende at de to mest bøvede (Ben Affleck og Matthew McConaughey) blev de største stjerner.
The Apartment, 1960, Billy Wilder. Takler alvorlige emner som utroskab, selvmord, kønsroller og magtmisbrug på arbejdspladsen i en semi-komisk ramme. Billy Wilder var ofte 5-10 år forud for sin samtid i manuskript skrivningen.
Casino, 1995, Martin Scorsese. Faktisk bedre end jeg husker den fra bio-premieren, men da var den også i direkte sammenligning med "Goodfellas". Har fuld styr på alle de filmiske virkemidler. Som altid med Scorsese, kan det betale sig at dyrke soundtracket for at få mere betydninger af de enkelte scener.
Greta - Haus Ohne Männer (Ilsa - The Mad Butcher), 1977, Jesus Franco. Dyanne Thorne spiller lederen af et kvindefængsel. Lyder det som Ilse-filmene? Selvom filmen foregår i Sydamerika i 1977 og Dyanne Thorne hedder Greta i filmen, var det ingen hindring for at markedsføre den som en Ilse-film internationalt. Ikke nazisploitation, men mere en "Kvinder-I-Fængsel" film som f.eks. Jack Hill's "The Big Doll House".
Beverly Hills Cop II, 1987, Tony Scott. Eddie Murphy og co. gentager alle de gode ting fra 1'eren, men gør det bare lidt for meget, så det begynder at blive forceret og irriterende. Skamløs solbrille product-placement forekommer ustandselig.
Stunt Squad (La Polizia E Sconfitta), 1977, Domenica Paolella. Ultravoldelig politifilm fra de glade 1970'ere, hvor denne type film blev spyttet ud på samlebånd.
Dallas Buyers Club, 2013, Jean-Marc Vallee. Skriver sig ind i amerikansk films lange tradition for film om rebellen, der kæmper mod systemet, og på en eller anden måde vinder.
The Nutty Professor, 1963, Jerry Lewis. Jekyll/Hyde udsat for Jerry Lewis. Stakkels Stella Stevens har virkelig sløje datingmuligheder når hun ender med at falde for Professor Kelp.
Amer, 2009, Helene Cattet & Bruno Forzani. Næsten uden dialog ser vi 3 vigtige begivenheder i Ana's barndom og ungdom, som forbinder død og seksualitet. Alle filmiske virkemidler på billed- og især lydsiden bliver taget i brug. Og så er det en hyldest til Giallo filmene med sorte læderhandsker og en ragekniv.
Black Angel (Senso '45), 2002, Tinto Brass. I de sidste måneder af 2. verdenskrig, hvor fascismen/nazismen stod for fald, gjaldt det i Italien om at få valgt den rigtige side til tiden efter krigen, og her blev alle midler taget i brug - især seksuelle. 10% handling og 90% bare bryster og balder.
The Taking Of Pelham One, Two, Three, 1974, Joseph Sargent. Fire mænd kidnapper et undergrundstog i New York og vil have 1 mio $. Alle karakter stereotyper fra New York er på plads i en meget effektiv thriller.
Olsenbanden Går I Krig, 1978, Erik Balling. Nr. 10 i rækken, den med rådhusuret. Det der springer mest i øjnene var at konstatere hvor meget nemmere det var at komme rundt i København dengang, før stadsarkitekter og politikere gik amok med at lukke veje og nedlægge p-pladser.
Tagesbuch Einer Verlorenen (Diary Of A Lost Girl), 1929, G.W. Pabst. I stumfilm betød skuespillernes ansigter næsten alt, og ingen havde et bedre ansigt end Louise Brooks.
Januar (27 stk):
Lethal Weapon 2, 1989, Richard Donner. Så 1'eren dagen inden; venter lige lidt med nr. 3 og 4 så jeg ikke får Mel Gibson kvalme.
City Of The Living Dead, 1980, Lucio Fulci. Atmosfære og opfindsomme effekter er godkendt. Plot og skuespil? Not so much.
Life Itself, 2014, Steve James. Dokumentar om filmkritikeren Roger Ebert.
The Getaway, 1972, Sam Peckinpah. 1970'er stemning på lærred og i højttalerne. Og i klipningen, skuespillet, bilerne, sproget og alt muligt andet.
Goodbye, Emmanuelle, 1977, Francois Leterrier. I den tredje film med Sylvia Kristel som Emmanuelle knalder hun (og hendes mand og alle andre) som sædvanlig til højre og venstre i eksotiske asiatiske omgivelser. Men denne gang rammer de seksuelle tømmermænd og jalousi. Super sleazy titelsang af Serge Gainsbourg.
Copie Conforme, 2010, Abbas Kiarostami. Juliette Binoche møder en engelsk forfatter i Toscana, og de taler om eksistentielle emner. Men er de i virkeligheden et ægtepar, der taler om deres samliv?
Good Will Hunting, 1997, Gus Van Sant. Var meget tæt på at ende med en karakter på 2 stjerner fordi det er faretruende tæt på at være at for klichefyldt og selvfedt.
George Harrison: Living In The Material World, 2011, Martin Scorsese. Set på DR2. Jeg synes George Harrison's "Something" er den bedste sang der nogensinde er skrevet, så jeg var selvfølgelig interesseret i emnet for denne dokumentar.
Lethal Weapon 3, 1992, Richard Donner. Karaktererne var interessante i 1'eren, men her prøver de SÅ hårdt at gentage formlen at det bliver meget tynde karikaturer, som man bare hader.
The Girl On A Motorcycle, 1968, Jack Cardiff. Nygifte Marianne Faithful kører rundt på en motorcykel i læderdragt (og nøgen inden under
) mens hun tænker på hvor dejligt det ville være at kunne dyrke fri kærlighed, mens hun drømmer om elskeren Alain Delon. Meget psykedelisk kameraarbejde.
The Long Riders, 1980, Walter Hill. Historien om Jesse James og hans bande af forskellige brødrepar. Fortalt med vægt på de barske realiteter i et liv i kriminalitet.
Slap Shot, 1977, George Roy Hill. Paul Newman er træner for et lukningstruet ishockey hold og tager utraditionelle midler i brug i et forsøg på at redde holdets eksistens. Advarsel mod meget tidstypisk beklædning.
Stranger Than Fiction, 2006, Marc Forster. Will Ferrell hører en indre stemme, som viser sig at være en forfatter, der "skriver" hans liv. Trods gode ideer er filmens pointe om at følge sine drømme dog hamrende banal.
In Like Flint, 1967, Gordon Douglas. James Coburn's anden omgang i en James Bond spoof. Austin Powers er en spoof på Flint-filmene.
In The Line Of Fire, 1993, Wolfgang Petersen. Clint Eastwood er en aldrende Secret Service agent, som er oppe imod en John Malkovich i super topform.
In Bruges, 2008, Martin McDonagh. Hvad der kunne have været en fin lille film om anger hos en lejemorder bliver delvis spoleret af en unødvendig trang til at peppe manuskriptet op med "skæve" karakterer og Colin Farrell's skuespil.
The Poseidon Adventure, 1972, Ronald Neame. Starten på bølgen
af katastrofefilm i 1970'erne. Her er det en bølge der vælter et krydstogtskib på hovedet, og passagererne må kæmpe sig vej op i bunden af skibet. Old-school film.
The Howling, 1981, Joe Dante. Atmosfærefyldt varulvefilm fra før Joe Dante's film blev altfor familie orienterede.
Cobra, 1986, George P. Cosmatos. Der er intet originalt i Cobra, men hold kæft hvor er den effektivt fortalt. Brigitte Nielsen er tip top.
Heavenly Creatures, 1994, Peter Jackson. To teenage piger driver hinanden længere og længere ind i en fantasiverden i 1950'ernes New Zealand. Meget smukt fotograferet.
Shadows, 1959, John Cassavetes. Meget løst fortalt tidsbillede fra New York's jazz-klub miljø, med en kærlighedshistorie, der er kompliceret af raceforskelligheder. Mere vigtig i filmhistorien fordi den var en af de første independent-film i USA, end fordi det er en egentlig god film.
Duck You Sucker (Giu La Testa), 1971, Sergio Leone. Leone's mørkeste western har ikke fået den respekt den fortjener, fordi alle hans andre film har også har så højt niveau. Moralen om at alle revolutioner (her den mexicanske) har alt for mange ofre, bliver ofte glemt i festligt lag.
The Other Boleyn Girl, 2008, Justin Chadwick. Ved Henrik VIII's hof blev der gået meget op i at skaffe en ægte mandlig arving til tronen, og det havde katastrofale følger for næsten hele Boleyn familien. Natalie Portman og Scarlett Johannsen er søstrene Anne og Mary Boleyn.
Lethal Weapon 4, 1998, Richard Donner. ALLE karakterne i denne film er så irriterende at man ønsker de blev ramt af flammekasteren i åbningsscenen.
For All Mankind, 1989, Al Reinert. Dokumentar om de bemandede Apollo måneflyvninger, med optagelser foretaget af astronauterne selv. Meget overlap med Ron Howard's "Apollo 13", og lige så stor en hyldest til NASA.
Out Of The Past, 1947, Jacques Torneur. Man skal følge rimeligt meget med for at følge plottet, men man bliver belønnet med et at få afdækket en usædvanlig ubehagelig karakter, der er skyld i stort set alle andre karakterers død.
The King Of Comedy, 1983, Martin Scorsese. Ligesom i Taxi Driver er det en ensom mands selvopfattelse, der driver ham til desperate handlinger over for omverdenen. Og ligesom i Taxi Driver giver filmens coda et indtryk af at det ikke så meget er hovedpersonen, som er forrykt, som at det er det omgivende samfunds reaktion på deres handlinger, der er det mest uhyggelige.
Alle film er set på BD, medmindre andet er anført.
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Left Behind (2014) 
