tirsdag:
White God aka Rise of the Planet of the Dogs (Kornél Mundruczó, 2014)
Den halvstore pige Lilli bliver parkeret hos sin weekendfar i Budapest, med sin vovse Hagen på slæb (til farens store fortrydelse). Den uforstående far og trodsige datter kan ikke blive enige om ret meget, og da slet ikke vovsen, så den ryger på gaden med fuld musik. Her havner den i kløerne på en række mennesker rangerende fra almindeligt halvdumme dyrehadere til ægte sadister, der på den mest afstumpede facon mishandler hunde for at træne dem til ulovlige kampe. Men snart lykkes det Hagen at stikke af, og inden man har set sig om er den omgivet af hundredevis af andre hunde, der har fået nok af at være menneskets bedste ven men blive behandlet som en fjende. Rigtige Hunde Gider Ikke Høre Mere Vrøvl.
Min ærede anmelderkollega t23 har allerede været inde på filmens tekniske meritter. For dælen, hvor er den flot! Både hvad angår kameraarbejde og selve "instruktionen" af dyrene. Det er jo et kendt aksiom inden for filmbranchen, at man bare ikke skal lave film med børn eller dyr, men lige præcis den læresætning tramper Mundruczó nok så eftertrykkeligt for fode. Der er adskillige sekvenser, hvor man må holde vejret og kun kan tænke: "Hvordan fik de dog dét skud i kassen?"
Fraregnet teknikken har filmen dog også sine problemer med historie og balance. På nær Lilli og hendes far er alle mennesker i filmen usympatiske stereotyper, som man har svært ved at føle ret meget for, selv om de bliver rendt over ende af hundene. Filmen sætter sig også i for høj grad mellem to stole, med en første (og alt for lang) del om Lillis og Hagens prøvelser og en anden del, hvor fanden tager ved instruktør og køtere, der nu vejrer blod og går splatter-amok på deres plageånder, mens Lilli og far pludselig får en større forståelse og respekt for hinanden. Der er en række paralleler til Abernes Planet-rebootet fra 2011 og sikkert et antal allegoriske udlægninger af materialet, man kunne foretage. Filmen kommer også i nogen grad rundt om Lillis begyndende ungdomsoprør. Men jeg er stadig ikke helt afklaret med, hvad hr instruktøren overordnet vil opnå, og under alle omstændigheder er det er en smule svært at tage hele opbygningen rigtig seriøst, ikke mindst under den vildt kitschede slutning.
Then again.... hvor tit har man mulighed for at se en teknisk overlegen, autentisk ungarsk vovsesplatter? (3½/6)
Hvis dagen startede lidt usikkert, var der til gengæld ingen slinger i valsen med afslutningen:
Imperial Dreams (Malik Vitthal, 2014)
Den unge fyr Bambi er netop sluppet ud af spjældet og vender tilbage til sit 'hood i en af Los Angeles' mest belastede områder. Hans mor er fordrukken og på stoffer, hans halvbror vil gerne på Harvard men mangler pengene, hans onkel vil gerne have ham til at udføre et par jobs af tvivlsom karakter mod at tilbyde husly - og hans søns mor sidder i fængsel. For Bambi har en søn, og det er denne, der gør hele forskellen i en genre, der ellers nok er udforsket en del gange. Forholdet mellem far og dreng synes ikke af meget på papiret, men i praksis gør det alverden til forskel i forhold til genrestykker som Boyz n the Hood og Fresh.
Filmen handler ikke om at imponere sine homies, score kassen eller at "do one last job". Den handler om simpel overlevelse for ens barn og om at prøve at skabe nogle nogenlunde acceptable rammer på et sted, hvor rammerne er ikke-eksisterende. Og måske på den lange bane at skabe en bedre fremtid end man selv vil få. Drengen må overvære alt fra crackhoveder til drive-by-shooting og likvideringer, og han tager det meste med en hjerteskærende ro, der peger på, at han desværre har set det meste før. Bambi gør sit absolut bedste men modarbejdes af familie, af chikane fra det lokale politi, og et catch 22-system, der gør det næsten umuligt at ændre tingenes tilstand. I en af filmens nøglescener får Bambi at vide, at han skal få sig et job, hvis han ikke vil bag tremmer igen. Intet job uden kørekort. Intet kørekort uden at betale en restance på børnepenge, som ingen har bedt om. Og ingen penge til restancen uden et job. Og i alt fald slet ingen forståelse fra systemets side.
Heldigvis styrer filmen uden om de mest fasttømrede genreklichéer og tager nogle kreative drejninger undervejs, og portrættet af Bambi leveres med usvigelig sikkerhed af
John Boyega (Attack the Block, Star Wars ep. 7), der ud over at levere stærkt spil også i bizar grad ligner en ung Denzel Washington. En rørende og intens oplevelse. (5/6)