DanskHjemmebioForum.dk

Dato og tid er fre mar 29, 2024 0:21

Alle tider er UTC+02:00




Skriv nyt emne  Dette emne er låst, du kan ikke redigere indlæg eller skrive yderligere indlæg.  [ 2193 indlæg ]  Gå til side Foregående 1109 110 111 112 113147 Næste
Forfatter besked
Indlæg: tors apr 16, 2015 14:06 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7953
Lidt PIX-rapporter fra de første dage:
Baggrunden er, at jeg sidste torsdag, få timer før festivalstart, fik vildt og blodigt ondt i ryggen, så dér røg alle visninger torsdag-søndag. Suuuk.
Og da jeg endelig, på en fin cocktail af Ipren og Panodil, var pseudoklar til første visning, blev det desværre ud fra den rygvenlige devise: Jo kortere, jo bedre. Så selv om Rolf de Heer, der tidligere har imponeret med The Tracker og Ten Canoes, havde Charlie's Country på programmet i år, var den desværre en halv time længere end den utvivlsomt dårligere film, jeg endte med:

mandag:

Billede
Stubborn Boy / Bube Stur (Moritz Krämer, 2015)
Den unge berliner Hannah har taget turen til Lars Tyndskids mark-Schwarzwald, hvor hun bliver indkvarteret hos den mutte bonde Uwe under kummerlige forhold. Her skal hun arbejde på hans gård for en ussel hyre. Uwe strejker over de lave mælkepriser og tjener ingen penge, og han og hans kone er derfor ved at gå fra hus og hjem - og fra hinanden. Ergo kan Hannah nøjes med at skovle kolort og tage på den lokale kro, når bølgerne skal gå særligt højt. Hvad vil hun dog på den galej? Da hun opsøger en lille pige i en park i nærheden får man et diskret fingerpeg om årsagen til hele miseren. Både Hannah og Uwe er vældigt stivnakkede mennesker med store personlige problemer og gevaldigt svært ved at snakke om dem - så spørgsmålet er, om to lidt skæve eksistenser kan støtte hinanden, når behovet virkelig er der?

[op og stå og strække ryggen og ned og sidde igen]

Jeg har været i Schwarzwald. Der er rasende smukt. I Moritz Krämers film ligner det hele (ko)lort. Alt er alt tåget, gråt og nedslidt, folk taler nogenlunde uforståelig dialekt og der sker mindre end ingenting. Men vent! Det er ikke i sig selv nogen hindring for en god film. Beklageligvis er Stubborn Boy ikke rigtig god, højst en middelmådig film, der måske skulle have været gennemarbejdet i højere grad mere.
Krämer var selv til stede for at svare på spørgsmål, og han virkede ikke selv voldsomt tilfreds med filmen (som er et filmskoleprojekt). Han havde også overraskende lidt at sige om den, andet end at den tog udgangspunkt i rigtige mennesker og rigtige begivenheder. De to hovedroller er udmærkede, selv om man sine steder godt kan mærke, at Uwe ikke spilles af en professionel. Men der mangler enten mere fremdrift eller nogle skarpere portrætter af hovedpersonerne, og et par klichéer kunne godt have været undværet. Men samtidig er det en sympatisk og ind imellem charmerende film, der tager fat på nogle vigtige emner, så pluspoint for det (3/6)
[det gjorde heller ikke noget, at der var masser af tyske snacks og øl bagefter!)

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
 
Indlæg: tors apr 16, 2015 14:40 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7953
tirsdag:

Billede
White God aka Rise of the Planet of the Dogs (Kornél Mundruczó, 2014)
Den halvstore pige Lilli bliver parkeret hos sin weekendfar i Budapest, med sin vovse Hagen på slæb (til farens store fortrydelse). Den uforstående far og trodsige datter kan ikke blive enige om ret meget, og da slet ikke vovsen, så den ryger på gaden med fuld musik. Her havner den i kløerne på en række mennesker rangerende fra almindeligt halvdumme dyrehadere til ægte sadister, der på den mest afstumpede facon mishandler hunde for at træne dem til ulovlige kampe. Men snart lykkes det Hagen at stikke af, og inden man har set sig om er den omgivet af hundredevis af andre hunde, der har fået nok af at være menneskets bedste ven men blive behandlet som en fjende. Rigtige Hunde Gider Ikke Høre Mere Vrøvl.

Min ærede anmelderkollega t23 har allerede været inde på filmens tekniske meritter. For dælen, hvor er den flot! Både hvad angår kameraarbejde og selve "instruktionen" af dyrene. Det er jo et kendt aksiom inden for filmbranchen, at man bare ikke skal lave film med børn eller dyr, men lige præcis den læresætning tramper Mundruczó nok så eftertrykkeligt for fode. Der er adskillige sekvenser, hvor man må holde vejret og kun kan tænke: "Hvordan fik de dog dét skud i kassen?"
Fraregnet teknikken har filmen dog også sine problemer med historie og balance. På nær Lilli og hendes far er alle mennesker i filmen usympatiske stereotyper, som man har svært ved at føle ret meget for, selv om de bliver rendt over ende af hundene. Filmen sætter sig også i for høj grad mellem to stole, med en første (og alt for lang) del om Lillis og Hagens prøvelser og en anden del, hvor fanden tager ved instruktør og køtere, der nu vejrer blod og går splatter-amok på deres plageånder, mens Lilli og far pludselig får en større forståelse og respekt for hinanden. Der er en række paralleler til Abernes Planet-rebootet fra 2011 og sikkert et antal allegoriske udlægninger af materialet, man kunne foretage. Filmen kommer også i nogen grad rundt om Lillis begyndende ungdomsoprør. Men jeg er stadig ikke helt afklaret med, hvad hr instruktøren overordnet vil opnå, og under alle omstændigheder er det er en smule svært at tage hele opbygningen rigtig seriøst, ikke mindst under den vildt kitschede slutning.
Then again.... hvor tit har man mulighed for at se en teknisk overlegen, autentisk ungarsk vovsesplatter? (3½/6)

Hvis dagen startede lidt usikkert, var der til gengæld ingen slinger i valsen med afslutningen:
Billede
Imperial Dreams (Malik Vitthal, 2014)
Den unge fyr Bambi er netop sluppet ud af spjældet og vender tilbage til sit 'hood i en af Los Angeles' mest belastede områder. Hans mor er fordrukken og på stoffer, hans halvbror vil gerne på Harvard men mangler pengene, hans onkel vil gerne have ham til at udføre et par jobs af tvivlsom karakter mod at tilbyde husly - og hans søns mor sidder i fængsel. For Bambi har en søn, og det er denne, der gør hele forskellen i en genre, der ellers nok er udforsket en del gange. Forholdet mellem far og dreng synes ikke af meget på papiret, men i praksis gør det alverden til forskel i forhold til genrestykker som Boyz n the Hood og Fresh.

Filmen handler ikke om at imponere sine homies, score kassen eller at "do one last job". Den handler om simpel overlevelse for ens barn og om at prøve at skabe nogle nogenlunde acceptable rammer på et sted, hvor rammerne er ikke-eksisterende. Og måske på den lange bane at skabe en bedre fremtid end man selv vil få. Drengen må overvære alt fra crackhoveder til drive-by-shooting og likvideringer, og han tager det meste med en hjerteskærende ro, der peger på, at han desværre har set det meste før. Bambi gør sit absolut bedste men modarbejdes af familie, af chikane fra det lokale politi, og et catch 22-system, der gør det næsten umuligt at ændre tingenes tilstand. I en af filmens nøglescener får Bambi at vide, at han skal få sig et job, hvis han ikke vil bag tremmer igen. Intet job uden kørekort. Intet kørekort uden at betale en restance på børnepenge, som ingen har bedt om. Og ingen penge til restancen uden et job. Og i alt fald slet ingen forståelse fra systemets side.

Heldigvis styrer filmen uden om de mest fasttømrede genreklichéer og tager nogle kreative drejninger undervejs, og portrættet af Bambi leveres med usvigelig sikkerhed af John Boyega (Attack the Block, Star Wars ep. 7), der ud over at levere stærkt spil også i bizar grad ligner en ung Denzel Washington. En rørende og intens oplevelse. (5/6)

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 14:06 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7953
PIX onsdag :

Billede
Come to My Voice (Huseyin Karabey, 2014)
Setup'et til dette kurdiske drama kan nok få en og anden til døse lidt hen, men hold fokus et par minutter endnu, for det er sgu en fin, lille film.
I en lille landsby i bjergene går livet sin stille gang, indtil byen en aften bliver invaderet af tyrkiske soldater. De er kommet, fordi de har hørt, at landsbyboerne har gemt våben. Ganske vist indrømmer en af soldaterne, at de godt ved, at der ikke er nogen våben, men nu har de fået rapporten, og så må de jo reagere på den.
Byens yngre mænd bliver smidt i fængsel til nogle sikkert ubehagelige oplevelser, indtil landsbyboerne kan levere de ikke-eksisterende våben. Borgmesteren får dog et generøst tilbud om, at hvis han kan skaffe penge, kan tyrkerne sælge dem nogle våben, som de så kan aflevere tilbage til soldaterne. Jovist, Kafka har ikke levet forgæves, og det lyder så tilpas idiotisk til, at man tror på idéen.

Vi følger nu den lille pige Jiyan, der hjulpet af sin bedstemor vil prøve at få sin far ud af fængslet. I første omgang - ganske rørende - ved at indsamle legetøjspistoler til aflevering, og siden ved andre, mere risikable metoder. Skuespillerne er tydeligvis ikke professionelle og stilen er afdæmpet, men helheden emmer af autenticitet og diskret, politisk nerve. Man får et godt indblik i disse menneskers liv og deres problemer med de tyrkiske magthavere. Som gennemgående tråd i hele historien bruges en gammel dyrefabel, der kan ses som en allegori for kurdernes prøvelser.
De barske, men smukke omgivelser er med til at skabe en stemningsfyldt og vedkommende lille oplevelse med noget på hjerte.(4/6)

Nå, ingen festival uden kontraster - heldigvis da - og der var anderledes smæk for skillingen med næste film ;) Den bliver afrapporteret i morgen.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 15:08 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: man dec 22, 2003 15:37
Indlæg: 10639
Geografisk sted: 9530 Dusty Circle
Buck, jeg læser hele lortet og sætter stor pris på dine utrættelige PIX-rapporter der er the next best thing, nu når man ikke selv kan deltage i herlighederne :thumb:

Tak herfra og god weekend!

_________________
Billede Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) :naughty: + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021 Billede


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 15:15 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7953
Godt at høre, så må jeg jo hellere prøve at prioritere :)
Mangler at skrive om to, og håber at nå ca. otte i weekenden, så jeg kommer nok lidt bagud med rapporterne.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 15:18 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: man dec 22, 2003 15:37
Indlæg: 10639
Geografisk sted: 9530 Dusty Circle
Buck Rogers skrev:
Godt at høre, så må jeg jo hellere prøve at prioritere :)
Mangler at skrive om to, og håber at nå ca. otte i weekenden, så jeg kommer nok lidt bagud med rapporterne.


You're doing God's work, son! :notworthy:

_________________
Billede Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) :naughty: + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021 Billede


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 15:18 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør jul 08, 2006 12:27
Indlæg: 10391
Geografisk sted: Aarhus
Hvad var det for nogle koranske film de havde i år? Jeg skal have kigget efter nogle Blu-rays.

_________________
Min filmsamling
Film jeg har set i 2024


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 15:23 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7953
Jeg ser A Hard Day i aften og Sea Fog søndag. Kan ikke lige originaltitlerne ;)

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 15:36 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør jul 08, 2006 12:27
Indlæg: 10391
Geografisk sted: Aarhus
Førstnævnte har jeg; den er go' og ret anderledes. Sea Fog hedder Haemoo og er netop udkommet.

_________________
Min filmsamling
Film jeg har set i 2024


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 16:07 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tors mar 01, 2007 2:27
Indlæg: 3476
Geografisk sted: Luderstrasse, Kvæsterbro
Ikke at forglemme One On One.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--


Top
   
 
Indlæg: fre apr 17, 2015 22:14 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tors mar 01, 2007 2:27
Indlæg: 3476
Geografisk sted: Luderstrasse, Kvæsterbro
Buck Rogers skrev:
White God aka Rise of the Planet of the Dogs (Kornél Mundruczó, 2014)
Der er adskillige sekvenser, hvor man må holde vejret og kun kan tænke: "Hvordan fik de dog dét skud i kassen?"

274 hunde for at være nøjagtig, alle gadekryds taget fra dog shelters (hedder det dyreinternater?). Ingen CG brugt, så de måtte skyde mere end 200 timer - bare med hundene.

Der er en slags "making of" interview her: http://moveablefest.com/moveable_fest/2 ... e-god.html .. hvis nogen skulle være interesserede.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--


Top
   
 
Indlæg: søn apr 19, 2015 14:16 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør sep 20, 2003 12:21
Indlæg: 4615
Geografisk sted: Østerbro
Naiera skrev:
Sea Fog hedder Haemoo og er netop udkommet.

Instrueret af forfatteren bag Memories of Murder. Mine forventninger er sikkert aaalt for høje.


Top
   
 
Indlæg: søn apr 19, 2015 15:20 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør jul 08, 2006 12:27
Indlæg: 10391
Geografisk sted: Aarhus
Med garanti :)

_________________
Min filmsamling
Film jeg har set i 2024


Top
   
 
Indlæg: man apr 20, 2015 10:03 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7953
Nåede otte film i weekenden, så det var ikke helt så godt som forventet, men dog stadig nok til, at
"Nå, ingen festival uden kontraster - heldigvis da - og der var anderledes smæk for skillingen med næste film ;) Den bliver afrapporteret i morgen."
ikke holdt helt ;)

Da jeg mangler at skrive om ti film, må jeg hellere prøve at holde det lidt kortere for de næstes vedkommende.

Billede
Roaring Currents / Myeong-ryang (Kim Han-Min, 2014)
Er man af koreansk afstamning, er historien i Roaring Currents vist ren børnelærdom. Fortællingen om admiral Yi Sun-shin, der i slutningen af 1500-tallet skal forsvare sit land mod en invaderende japansk flåde er kendt, ikke mindst fordi koreanerne kun havde godt ti skibe mod japanernes over 300 (hvilket giver en håbløshedsfaktor 1:30, ikke ulig berømmelige 300). Den historiske vinkel er det dog så som så med - kender man den ikke på forhånd, får man svært ved at følge med i de myriader af kaptajner, styrmænd og andet godtfolk, der hver bliver præsenteret med en ca. 1 sekund lang tekstforklaring. Og kender man historien, har filmen tilsyneladende en meget fri fortolkning af den.

No matter. Som rendyrket, smådum underholdning er Roaring Currents ikke værst. Efter ca. 45 minutters kortfattet introduktion af den historiske baggrund, personer og ikke mindst de grumme, grumme japanere, der skyder til måls efter småbørn og hugger næsen af de lokale går det løs med løjerne. Og sammenligningen med 300 er ikke helt ved siden af. Den sidste time af Roaring Currents kunne bare have heddet Roaring. Det er filmudgaven af loudness war - konstant bombastisk musik, brølende mænd i blodsprøjtende sværdkampe, kanonsalver og eksploderende CGI-skibe. Det er ind imellem medrivende, nogenlunde lige så subtilt som at slå sig selv i bollerne med en mukkert - og også lidt udmattende i længden, fordi der absolut ingen pauser er. Man får et vagt indtryk af, at Yi Sun-shin vist var lidt af et taktisk geni, men det drukner i al støjen og den glødende patriotisme (en gennemhullet mand, der ligger på et skib og beder sine landsmænd om at springe ham selv og skibet i luften, tager virkelig kegler). Generelt er filmen virkelig flot sat op, med høj production value - CGI'en er dog ofte distraherende dårlig, som når de mange skibe tydeligt er klippet ind i en scene, og desuden bevæger sig med ca. 200 i timen. Dygtige roere de har i Korea! Og dygtige ramasjang-skabere har de sør'me også. (3½/6).

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
 
Indlæg: man apr 20, 2015 10:35 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7953
PIX torsdag:

Ingen filmfestival uden mindst én gennemført WTF-oplevelse. Den slags kan være virkelig ringe (som sidste års Finisterrae, eller de kan være i "Holy moley, hvad skete der lige dér? :D :D"-afdelingen som:

Billede
The Forbidden Room (Guy Maddin, Evan Johnson, 2014)
Jeg var solgt på The Forbidden Room allerede efter credits-sekvensen, der i et orgie af farver, hoppende frames, manglende fokus og rendyrket stumfilmsæstetik præsenterer filmens visuelle identitet. En slags David Lynch i overdrive. Tjek dette korte klip for et indtryk:

Herefter klipper vi over til en pæn herre, der i ægte 70'erlook står i badekåde og fortæller om glæden ved at gå i bad. Dette glider over i den egentlig hovedhistorie (?) om en flok mennesker, der har været spærret inde i en ubåd i månedsvis. Ilten er ved at være sluppet op, og selv om de finder ud af, at der kan suges en masse luft ud af deres lager af pandekager (!), kan dette jo ikke vare ved. Heldigvis går en af bådens døre op, og ud træder en skovhugger smurt ind i alger (!!). Han formår at få dem reddet ud i en skov, hvor et kvindelig bekendtskab er blevet taget til fange af en mystisk, huleboende kult. Med ulvepåklædning.

...

Okay, okay, jeg opgiver. Handlingsreferatet er tydeligvis skrevet på svampe, men instruktøren er tydeligvis også ude i en form for dekonstruktion af den konventionelle handling. Her er lag på lag af fortællinger, hvis sammenhæng efterhånden bliver totalt uoverskuelig, så man må bare læne sig tilbage og "enjoy the ride". Jeg kan forstå på kendere, at selv efter Maddins standard er The Forbidden Room temmelig sær. Og vildt underholdende. De mange nik til film som Nosferatu, Sunrise og diverse 50'er-B-film kan begejstre enhver film-feinschmecker, og selv om filmen er alt, alt for lang og man uden problemer kunne snuppe sig en halv time på øjet og stadig følge lige meget (eller lidt) med, er det svært ikke at lade sig rive med. Også af de mange gode navne, som Charlotte Rampling, Mathieu Amalric og naturligvis Udo Kier, der er ca. lige så sær som normalt.

En af mine venner bemærkede bagefter, at man kunne argumentere for alt fra :starfull: til :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: , så jeg vælger helt fedtspilleragtigt at sige
:starhalf: :starhalf: :starhalf: :starhalf: :starhalf: :starhalf: :)
Men sjovt var det, og den skal helt klart ses igen.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Dette emne er låst, du kan ikke redigere indlæg eller skrive yderligere indlæg.  [ 2193 indlæg ]  Gå til side Foregående 1109 110 111 112 113147 Næste

Alle tider er UTC+02:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 51 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Danish translation & support by Olympus DK Team