Judgment at Nuremberg (Stenley Kramer, 1961)
Efter 2. Verdenskrig gennemførte man en række processer i Nürnberg for at fastlægge skylden for de forskellige forbrydelser mod menneskeheden, der var begået. De mest kendte af disse foregik i 1945-46 og tog sig af højtrangerende nazister, herunder Göring (de største af dem, bl.a. Hitler, Goebbels og Himmler var allerede døde under krigen). Men hvor der ikke kunne være så meget tvivl om skylden under de indledende processer, var sagen straks mere uklar under de efterfølgende processer, der bl.a. beskæftigede sig med dommerstanden. Amerikanerne har en lang tradition for retsalsdramaer, og Judgment at Nuremberg (JaN) er et af de mest klassiske eksempler på genren. Den ser på sagen mod fire dommere, der på den ene side sendte tusindvis af folk i kz-lejr - men på den anden side bare fulgte loven og tjente deres land. Og måske i nogle tilfælde sørgede for, at retssystemet ikke degenererede mere, end tilfældet var.
For fans af klassisk Hollywood er JaN et overflødighedshorn af store navne: Spencer Tracy, Burt Lancaster, Montgomery Clift, Maximillian Schell, Marlene Dietrich, Richard Widmark, Judy Garland - ja selv captain Kirk (aka William Shatner) har en lille rolle. Men man skal ikke kun se filmen på grund af rollelisten, men også fordi det er en film, der
vil noget. Uden at man får proppet Et Vigtigt Budskab ned i halsen.
Det er et svært og ømtåleligt emne Kramer har kastet sig ud i, men selv om filmen ikke kan sige sig fri for at være lidt biased i forhold til de allierede, giver den alligevel et godt og nuanceret indtryk af tyskernes udfordringer før og under krigen. Man ville gerne tjene sit land, og man ville i særdeleshed også gerne overleve, hvilket kunne være svært, hvis man talte de nazistiske magthavere imod.
Der spilles fremragende hele vejen rundt. Widmark er den passionerede, amerikanske anklager, Schell er den dobbelt så passionerede forsvarer, der ser hele processen som ét langt anklageskrift mod det tyske folk. Og hele tiden svæver Tracy over vandene som den alfaderlige dommer, der - helt håbløst - skal prøve at være upartisk, selv om han fra militær side får at vide, at det nok ville være mest taktisk at vinde tyskernes tillid - underforstået, at de anklagede skal gå fri.
Mest imponerende er dog Montgomery Clift, der i en lille, men central rolle stjæler hele filmen som en stakkels mand, der er blevet tvangssteriliseret pga. lav intelligens.
Historisk var JaN også vigtig, da det var en af de første film, der viste autentiske optagelser fra kz-lejrene - noget, som mange almindelige mennesker på allieret side endnu ikke havde set i 1961.
Filmen varer tre timer - den er en voldsomt udvidet udgave af et halvanden timer langt tv-drama - og jeg vil ikke sige, at tiden fløj af sted hele vejen, men det er svært at se, hvor redigeringssaksen skulle have været på banen. Der har været bunker af film om krigen, som nogle nok er lidt trætte af at høre om, men tema og skuespil går virkelig op i en højere enhed denne gang.