Har ligget brak i nogle dage med halsbetændelse, og trods mine febervildelser er det lykkedes mig at se alt fra Rocky IV (damn, den glæder jeg mig allerede til at bitche over, når måneden er slut!!) til Antonionis L'Avventura. Men ugen stod selvfølgelig i Marty McFlys tegn, og ud over at få genset toeren - desværre først fredag - modtog jeg 21. oktober en spritny BttF-dokumentar, der kom i afspilleren dagen efter.
Back in Time (Jason Aron, 2015)
"Cast, crew, and fans explore the classic time-travel trilogy's resonance throughout our culture 30 years after Marty went Back in Time."Jeg har glædet mig som et lille barn ved en slikbutik.
Nej, streg den. Der er bland-selv-slik i alt fra posthuse til ligkisteforretninger i vore dage, så der er ingen børn, der glæder sig ved slikbutikker længere. Oh, how the days have gone. Gid jeg var i 1955.
Jeg har glædet mig som Marty McFly, der lige har sat min guitar til en gigaforstærker og nu vil blæse nabolaget igennem med min gigahøjttaler. Lige siden jeg smed lidt mønt efter den nye Back to the Future-dokumentar på Kickstarter. Der fulgte jo ganske vist en udmærket Laurent Bouzereau-making of med trilogien på dvd, men den var ikke så lang, og der manglede de der berømte Eric Stoltz-optagelser. Og Crispin Glover var heller ikke med, for han var sur på Zemeckis.
Arons nye film lover "
cast, crew and fans", og "
trilogy", og måske er fire ting for meget, men vi kommer i alt fald ikke i mål på alle fronter.
Lad os starte med at trække ja-kasketten ned over øjnene - og lad mig skynde mig at afsløre, at ja, jeg fik da en "lenticular" BttF-cap i fødselsdaggave for en måneds tid siden, men den er alt for lille til min store knold, så I får ikke andre billeder end det her:
Det er lykkedes Aron at få en hulens masse tid med Bob Gale, der måske ikke har så mange nye historier, men han er veltalende og engageret. Han fortæller om filmens fødsel og de mange problemer med at få den financieret (katastrofe-på-hjul Sid Sheinberg omtales, men de får vist ikke nævnt den der historie om, at han insisterede på, at filmen skulle hedde Spaceman From Pluto. No matter, det vidste vi godt). Robert Zemeckis og selveste Spielberg dukker også op og fortæller om de andre udfordringer med at få filmen skabt. Alan Silvestri taler desværre mest om sin musik til Romancing the Stone, Huey Lewis, designeren af tidsmaskinen (som også lavede KITT til Knight Rider - hey, sjov trivia!) - og en række andre filmskabere giver også deres besyv med.
Foran kameraet har vi Michael J. Fox i sin mest veloplagte form. Lea Thompson snakker lidt om løst og fast og virker bare glad. Christopher Lloyd kommer med lidt få indspark men virker mest gammel og træt. Men til gengæld fremstår James Tolkan ("Strickland") som en hyggelig fætter. Han virker også bare glad for at have været med.
Crispin Glover er stadig AWOL, men lidt mere overraskende er det, at Thomas Wilson ("Biff") ikke er med. Han er nok i gang med at skovle gødning.
Og endelig er der fans'ne, og der er nok her, at DeLorean'en for alvor bliver ramt af en libysk bazooka. Jeg er med på, at filmen bl.a. omhandler filmens kulturelle påvirkning, men Great Scott, har vi virkelig brug for at høre om et BttF-coverband, der hedder The Flux Capacitors i mere end 20 sekunder? Kunne en del af de ca. 35-40 minutter, der handler om folk der samler på DeLoreans, restaurerer DeLoreans, kører rundt i DeLoreans for at samle penge ind til Michael J. Fox' Parkinson-fond og tager til DeLorean-træf... kunne en del af det anseelige antal minutter ikke været blevet sendt tilbage til 1955? Eller 1885? Jeg tror folk fra den tidsalder har mere brug for disse minutter end vi har.
Fans'ne er glade, som jo fans nu en gang er, og filmfolkene er glade, og mens vi hører om en kræftsyg mand, der købte en DeLorean og kørte gennem samtlige stater i USA, sidder man i den grad og savner lidt modhager, en enkelt kritisk røst eller andet, der kunne give mere perspektiv. Og i alt fald glimrer resten af trilogien stort set ved sit fravær - part II nævnes et par gange hen mod slutningen, mens den ellers mere populære part III vises i klip men ellers ikke omtales. Heavy, Doc.
Det pynter heller ikke i det samlede regnskab, at dokumentaren fremstår noget ustruktureret - et faktum, jeg har prøvet at efterligne med denne anmeldelse. Og alt i alt ærgrer det mig, at al den smittende begejstring for en fantastisk film munder ud i så lidt. Masser af filmfolk og skuespillere, der desværre mest fortæller kendte historier. Men der
er faktisk lidt af Stoltz-optagelserne med, og Bob Gale lokker med, at vi måske en dag vil se mere til dem. Pluspoint for det.
For dette, og for det samlede resultat giver Hill Valley Telegraphs udsendte Dem
2 CHICKEN McFLY ud af 6 mulige.