The Hateful Eight (USA, 2015)....here I am, stuck in the middle with you!Ovenstående kunne også være min egen holdning til kritikken af QTs film, med den korrekte lyriske tilføjelse "clowns to the left of me, joker's to the right".
Men jeg er sgu glad for at være stuck in the middle med Tarantino, eller stuck in a haberdashery in the middle of af blizzard with the hateful eight and then some.
Jeg drog faktisk et lettelsens suk da anmeldelserne af film nummer 8 fra Tarantino begyndte at dukke op - de var blandede!
Han har det endnu! Han deler vandene - this will be awesome!
Filmz, politiken og EB var lunkne og skrev om tomgang og om svageste film fra instruktørens hånd. Empire kvitterede med 4/5 stjerner og både Ekko og Kulturkapellet var ovenud begejstrede.
Og sådan er det som regel med Tarantinos film: enten elsker man dem eller også elsker man at hade dem, eller også er det bare ikke lige noget der ringer for een, og det sidste er såmænd helt fair i smagen og behagets hellige navn. Its the motherf*****g haters i hate and I hate their hatred towards the hateful eight, nigga! Flere anmeldelser bærer tydeligt præg af, at en tvær-på-Tarantino skribent bevæbnet med tjekliste, har pint sig igennem næsten tre timers film, kun med eet for øje - at sidde og pege fingre af mest muligt og ryste på hovedet af instruktørens specielle stil. Så kan man veltilfreds bagefter køre alle klicheerne om plagiat, tomgang, hul pastiche, ævl uden indhold og ulækker über-vold i stilling og fyre sin anmeldelse af.
Nej, giv mig en Tarantino-fan og hvis han fortæller mig at filmen er svag, så skal jeg nok tage ordene lidt mere seriøst, omend jeg i dette tilfælde absolut ingen svagheder kan få øje på.
Tarantino selv bliver også skuffet over de negative anmeldelser, og han glædes over de positive. Det vigtigste er, at manden med egne ord tror 100% på det han laver, og at han derfor helt grundlæggende ikke bekymrer sig om hvad visse og somme måtte mene. Og det, netop det, forplanter sig 100% til de der ser på og man får derfor også 100% igen. Dette er Tarantinos 8. film i streg, hvor jeg efterfølgende sidder i godt humør, beriget og med et film-tilfreds smil på læben. 100% underholdt af en mand der stadig i min bog er Mr. 100%.
Blod, had og kammerspil er nøgleordene for opus 8, The Hateful Eight. Tarantino er stadig den post-postmodernistiske instruktør han altid har været. Ikke den post-modernistiske - den label er brugt af kritikere til at nedgøre og devaluere mandens leg med film og mediet som helhed. Nej, Tarantino sætter sig ud over skellet mellem fin- og populærkultur og leger ikke kun med referencerne - han skaber også sit eget nye univers af dem, og deri ligger den helt store berigelse for mig, og Hateful Eight er ingen undtagelse.
Filmen er som et smukt sat teaterstykke, og for størstedelen af dens vedkommende foregår det hele på een og samme scene. Replikkerne flyder, stemningerne skifter som ved pludselige piskesmæld fra sarkastisk, til munter, til grotesk morsom og til voldeligt og frydefuldt ubehageligt. Skuespillerne leverer alle som een sublime og veludførte indsatser, og man mærker aldrig at spilletiden trækker mod de tre timer. Man forføres i snestormen, som kun en feinschmecker som Tarantino kan forføre, med endnu et lækkert skud af mandens ubetingede kærlighed til film i almindelighed og visse filmgenrer i særdeleshed. Aldrig kedeligt og altid originalt mærker man en instruktør, der stadig lever for at lave film, og ikke blot laver film for at leve.
Hele rummet er (næsten) absolutely positively fyldt med every Tarantino-motherfucker available. Fra Death Proof kommer en veloplagt tør Kurt Russell, Mr.Orange og Mr. Blonde tager turen fra Reservoir Dogs, og især Tim Roths britiske cowboy-filur hiver adskillige gode latterudbrud hjem. Walton Goggins vender tilbage fra Django Unchained i en noget større rolle, og hans bonderøv-karakter er fornøjelig at følge udviklingen af hele filmen igennem. Samuel L. Jackson behøver ingen nærmere Tarantino-introduktion, og i denne film får han mere screentime end nogensinde. Det klæder ham til gengæld, og han slår gnister med alt og alle i en helt igennem gennemført rolle som dusørjægeren og nordstatskrigeren Marquis, der tydeligvis ikke kun har to varme jern med dertilhørende kugler...
Den sidste lækre dressing i denne velsmagende Big Western Kahuna Burger, er evigt talentfulde Jennifer Jason Leigh som den ustyrlige bad-ass bounty, Daisy Domergue. Beskidt i kæften charmerer hun sig på groveste vis gennem filmen godt ledsaget af usigeligt mange lag prygl fra de vanvittige mænd der omgiver hende. Leigh leverer replikkerne lige i skabet, og disker op med ligeså højt skuespil i form af attiude og kropssprog. Hun er næsten selve symbolet på den Il Grande silenzio-inspiration Hateful Eight er bygget på: at der i bjergene lurer noget ondt og faretruende. Trods alle mændenes testosteron-battles på ord og seksløbere, så er hun omdrejningspunket for galskaben og blodsudgydelserne og den rolle bestrider hun til mindeværdig og ikke mindst sadistisk humoristisk topkarakter. Blandt skæggede banditter, en mexicaner og en bad-ass nigger er hun som single white female helt fænomenal.
Så nej, jeg forstår ikke kritikken. Jeg forstår fuldt ud folk som bare ikke lige er til Tarantino uden at være tvære. De kan godt se kvaliteterne men er bare ikke lige nede med den form for bryg. Kritikken rettet mod uorginalitet og for megen reference og for lidt indhold begriber jeg dog ikke. Ja, gu fanden refererer Tarantino. Det er hans stil. Han er endda nået på et level, hvor han kan tillade sig, at referere egne film som kom de fra samme kiste med skæve genrer, hvorfra han plejer at hente sin hyldende stil. Og dét er blandt andet en del af indholdet. Det er en del af det fyld folk mener ikke er til stede. Tarantino tager det hele, viser kildematerialet respekt og ydmyghed, og blender så det hele til sin egen forrygende movie-smoothie. Tilsat en fin rammehistorie og en skæv udførsel med masser af intensitet, nerve og samfundskritik, så har vi en Tarantino-film udført til 100% perfektion og The Hateful Eight er ingen undtagelse.
Hvis film som denne er uoriginal og sløv, så tilkender jeg mig det uoriginale og det sløve for fuld skrue.
The Hateful Eight får fyret alle skud af i seksløberen og ender ud med 6 velfortjente Red Rock Sheriff-stjerner.
And now you'll have to excuse me... I'll be smokin' (Red Apple) cigarettes and watchin' Tarantino-movies....so don't tell me, I've got nothing to do...