Tirsdag:
Jeg har egentlig billet til The Wailing kl. 21.30 i aften - filmen skulle være fantastisk, men med en spilletid på 2½ time og arbejde i morgen siger noget mig, at jeg ender med at skippe den.
Derfor blev mine sidste PIX-film i år nok de to i går, meget passende amerikanske begge to. Godt at de nåede at blive smuglet ud inden muren kommer op
Indignation (James Schamus, 2016)
Focus Features-chefen James Schamus debuterer som instruktør med Indignation. Han var på scenen i går inden visningen, og han virkede som en ydmyg fyr, der var oprigtigt glad for, at folk var dukket op. Pluspoint for det.
Filmen bliver af festivalen præsenteret som et coming of age-periodedrama, og det er for så vidt korrekt, men det giver også nogle forkerte forventninger om, hvordan en sådan fortælling skal være skruet sammen. Og tak for det, da
På overfladen er det en meget enkel historie: Vi skriver starten af 1950'erne. Den jødiske arbejderklassedreng Marcus rykker som den første i sin familie på college, hvor han selvfølgelig har nogle sammenstød med andre studerende og møder det modsatte køn. Heldigvis får Schamus, som selv har skrevet manus, hevet materialet i nogle uventede retninger. For det første er Marcus ikke den sædvanlige, fjumrede førsteårsstuderende, der spilder sin drink på skolens smukkeste pige eller får gjort sig til grin i til undervisningen. Han er særdeles intelligent, gammelklog, og meget selvbevidst. Dette kommer især til udtryk i filmens bedste scener, hvor han går i clinch med skolens stoiske dekan (Tracy Letts) om kommunisme og filosofi, mens han er ved at flække af raseri.
Naturligvis er Marcus' tro (eller mangel på samme) også i spil, men det betyder ikke, at vi får tårevædede, religiøse sammenstød mellem hovedpersonerne eller lange monologer om udfordringerne ved at være en del af den jødiske minoritet. Den smukke pige er der også, men hun er af den mentalt ustabile slags, hvilket Marcus' familie har svært ved at kapere. Og så udstiller filmen også (sam)tidens forkvaklede seksualmoral i forhold til piger; drengene vil gerne have dem, men efterfølgende biver de automatisk stemplede som løse på tråden.
I hovedrollen leverer Logan Lerman (Percy Jackson, The Perks of Being a Wallflower) en udmærket og nuanceret præstation, ligesom Sarah Gadon, som den skrøbelige Olivia, gør det væsentligt bedre her end i The 9th Life of Louis Drax. Stilen er klassisk, grænsende til det støvede, hvilket den lækre, men også opstyltede dialog heller ikke hjælper på. Men er man til gammeldags, underspillede dramaer, er Indignation (alm. premiere 24.11) ikke noget skidt valg.
Aftenen blev rundet af med Jeremy Saulniers
Green Room, som de fleste interesserede nok allerede har set. Det er normalt ikke en genre, der siger mig ret meget, men kombinationen af stærke skuespilpræstationer (Anton Yelchin og køligt afmålte Patrick Stewart), en fin opbygning af den truende stemning og især et persongalleri, der for en gangs skyld opfører sig nogenlunde troværdigt, fungerer godt. Gorefans vil sikkert synes, at det er en lidt tam omgang, men det var nu meget passende til min kvalmetærskel
Som flere har gjort opmærksom på, taber den fokus hen mod slutningen, men samlet set føles den stadig som en værdig opfølger til
Blue Ruin.
OBS: Der var ikke tekster på, og jeg må tilstå, at jeg havde lidt svært ved at følge hele dialogen. Tror dog jeg fangede det meste.