Efter at have ligget under for stort arbejdspres siden nytår, melder jeg mig ind i denne tråd igen, og bringer forhåbentlig andelen af omtalte film set på fysiske medier lidt op.
Juni (24 film):
Stormy Monday, 1988, Mike Figgis
I sin spillefilmsdebut henter Mike Figgis inspiration fra film-noir og lader handlingen foregå i det jazzmusik-/klubmiljø han kender så godt (han var bl.a. i sin ungdom med i et band med selveste Bryan Ferry) og henlægger det til barndomsbyen Newcastle. Assisteret af en up-and-coming Roger Deakins bag kameraet til at skabe smukke neonbelyste billeder, så er Stormy Monday en meget stilsikker gangsterfilm. Sean Bean er hjælper i en jazzklub (klubbens ejer spilles glimrende af Sting), og han falder for Melanie Griffith, som er kæreste med en amerikansk forretningsmand (Tommy Lee Jones), der vil byudvikle nedslidte områder i Newcastle. Da jazzklubbens fremtid hermed er i fare udvikler det sig til både et klassisk trekantsdrama med Griffiths femme fatale som omdrejningspunkt og en Sting, der viser sig at indeholde mere end man forventede. Alt sammen på en eller anden måde bundet sammen af et besøg af et polsk free-jazz orkester. I fin forlængelse af andre brilliante britiske kriminalfilm (”Get Carter” foregik også i det hårdkogte gangstermiljø i Newcastle, og ”The Long Good Friday” havde også vinklen med den amerikanske developer, som maser sig ind) så er der fokuseret på personerne fremfor out-and-out action. På min personlige top-10 liste over bedste britiske film fra 1980’erne.
Dan-Dream, 2017, Jesper Rofelt
Casper Christensen som smart-guy og Frank Hvam som prügelknape er de personaer, som vi kender fra Klovn-universet, og de følger også med over i denne komedie, som er inspireret af udviklingen og lanceringen af Danmarks første el-bil (virkelighedens bil hed Hope; her hedder den Dan-Dream). Det foregik jo i de tidligere 1980’ere, så Dan-Dream giver rig mulighed for at referere tidstypisk tøj, boligindretning og karikaturer af mennesketyper. Vi følger idemanden (Casper Christensen), udviklerne (Frank Hvam og Magnus Millang) og pr-manden (Niklas Vessel Kølpin) i deres kamp for at få bygget en funktionsdygtig bil. For at give historien lidt kolorit, så henlægges handlingen (og vores hovedpersoner må derfor flytte) til Fyn, hvor den lokale borgmester (Lars Hjortshøj) stiller billige produktionsfaciliteter til rådighed, og så kan der laves lidt komik med regionale forskelle mellem danskere. Der bliver malet med en meget bred komediepensel og der er ikke levnet meget til nuancer, og derfor er det langt fra alt, der er bare en smule sjovt. Der ER sjove detaljer og scener, men også sekvenser (f.eks. en storyline med hustruvold), som falder helt til jorden. Overordnet en god præmis for en film, men der er for mange scener, som forfalder til laveste fællesnævner.
Ilsa, Harem Keeper Of The Oil Sheiks, 1976, Don Edmonds
Vores allesammens yndlingsnazist-sadist-fangevogter må på en eller anden måde have overlevet 2. verdenskrig i den første Ilsa-film, for her er hun ansvarlig for at holde styr på en olie sheiks harem af kvinder (og kvinderne er også til salg som sex-slaver til højstbydende), og ikke mindst sørge for afstraffelse af dem hvis de ikke gør som der bliver sagt. Det er heldigvis stadig Dyanne Thorne, der er Ilsa, så der bliver overspillet til den helt store guldmedalje. Sheikens hovedkvarter får besøg af et par diplomat-typer og en af harem-pigerne er hemmelig spion, så der opstår selvfølgelig masser af muligheder for bestialske afhøringer og tortur. Ilsa har hjælp af et par dejlige sorte piger til det grove, men ak, endnu engang bliver det Ilsa’s skæbne at hun falder lidt for en af diplomaterne (han kan nemlig give hende hvad hun ønsker seksuelt). Grusomhederne til trods, så er det hele faktisk ret grinagtigt, og der er masser af nøgenhed.
Spectre, 2015, Sam Mendes
Spectre har været fjenden i mange tidligere Bond-film, men har altid været stand-alone historier. Her samles der op på hvad der har været en gennemgående historie i alle Daniel Craig-æra film, og det virker ikke overbevisende. Heller ikke den vinkel med at Bond’s personlige historie er væsentlig for plottet er nogen god ide i min smag. 4-5 flotte locations med tilhørende action-brag virker til at være hovedformålet med filmen, og det burde ikke give 4 stjerner. Selv karaktererne, og Bond i særdeleshed, er uspændende og helt uden personlighed. Alligevel synes jeg at de 2,5 timer flyver af sted og det håndværksmæssige i action-sekvenserne kan der ikke sættes en finger på (CGI er heldigvis ikke fremtrædende). Det må være de mange små referencer til hele Bond-kataloget, som alligevel akkurat redder det for mig, men der skal helst ske noget andet hvis Bond stadig skal være en unik franchise.
Waiting For Guffman, 1996, Christopher Guest
Hvis man har set “Spinal Tap”, så ved man at Christopher Guest, som en af band-medlemmerne, kan holde masken og spille en excentrisk karakterer i en mockumentary. Her er han Corky St. Clair, der har ansvaret for at lave en teaterforestilling i anledning af den lille by Blaine’s 150 års jubilæum. Hans trup af amatørskuespillere gør det så godt de kan, og i små interview’s lærer vi lidt om deres historier og særheder. En stor del af scenerne er opstået som improvisation fra skuespillerne, og de fleste af dem er heldigvis så morsomme at det pinlige er meningen. Alle karaktererne har til fælles at de drømmer om noget større, og titlens ”Guffman” er en Broadway-teaterproducent, som angiveligt vil komme og overvære forestillingen, og så ved man jo aldrig hvad det kan føre med sig. Ret morsomt og jeg tror et gensyn kan afsløre mange små sjove detaljer.
Delirium (Le Foto Di Gioia), 1987 Lamberto Bava
Tilbage i 80’erne læste man tit om danske fotomodeller, som fik tilbud om at lave film i Italien. Her har vi en af disse film, en sleazy giallo/mordmysterie, hvor nøgen-modellen Trine Michelsen er første dødsoffer, efter at have plasket topløs rundt i en swimmingpool. Hovedpersonen Gloria, spillet af storbarmede Serena Grandi, er direktør for et mandemagasin, og en efter en bliver bladets nøgenmodeller dræbt, og efter hvert mord kommer der en besked til Gloria. Storbarmede Sabrina Salerno (ja, det er hende med musikvideoen ”Boys, Boys, Boys”) er også med, og hermed har jeg oplistet de vigtigste grunde til at se denne film. For den er faktisk ikke særlig original, og højdepunkterne, udover de topløse storbarmede kvinder, er som sædvanlig 3-4 set-pieces med mord. Gamle kendinge som George Eastman og Daria Nicolodi er også med i biroller. Jeg er dog næsten altid underholdt af stemningen og sleaze-faktoren i denne type film, og det gælder også her.
Night Moves, 1975, Arthur Penn
En god tematisk double-bill kunne være denne film og Coppola’s “The Conversation”. Begge har Gene Hackmann i en hovedrolle, hvor hans karakter har problemer i privatlivet og har svært ved at udtrykke sine frustrationer, hvilket så resulterer i at han begraver sig i sit arbejde. Hackman spiller her Harry Moseby, som er privatdetektiv på en opgave med at finde datteren til en afdanket skuespillerinde. I det hele taget er det en grundstemning, at filmen foregår blandt has-been’s med bristede drømme (indenfor showbiz og sport). Ret hurtigt bliver den forsvunde unge kvinde (en purung Melanie Griffith) fundet i Florida, men så bliver Moseby hvirvlet ind i en større sammensværgelse. Som sagt er den helt store styrke i Night Moves et karakterstudie af Moseby, men krimidelen er også skildret i den karakteristiske 1970’er paranoia-tradition. En af de essentielle Hollywood film fra 1970’erne med en genial symbolsk slutscene.
Blame It On Rio, 1984, Stanley Donen
Michael Caine havde en periode i 80’erne, hvor han var en slags akavet romantisk leading-man i f.eks. ”Educating Rita” og ”Hannah And Her Sisters”, og så også i denne letbenede sag. Caine og hans gode ven er begge på randen af skilsmisse, og er på ferie i Rio med hver sin teenage-datter. Påvirket af det gode vejr og feriestemningen, er han pludselig romantisk involveret med vennens datter, uanset hvor meget han prøver at kæmpe imod. Settingen i Rio giver mulighed for at fyre alle klicheer om Brasilien af. Det er en komedie uden de helt store latterudbrud, men stadig jævnt underholdende. En positiv filmoplevelse kræver dog at man ikke går helt i baglås over præmissen med aldersforskellen i forholdet, og der er måske også lidt for mange topløse scener til at det er en oplagt date-film. Demi Moore i en tidlig birolle.
The Hudsucker Proxy, 1994, Joel Coen
Nok den film, hvor de kære brødre er allermest Coen’ske og er længst fra realisme. Et stiliseret Art Deco New York befolket med karikerede persontyper danner baggrund for en historie om nyuddannede Norville (Tim Robbins), der katapulteres fra postrummet til direktørkontoret i Hudsucker Industries. Her skal han være kransekagefigur i noget aktiemanipulation orkestreret af Paul Newman i kølvandet på Hudsucker Industries’ ejers selvmord. Jennifer Jason Leigh er den ihærdige journalist, der går undercover i firmaet for at afsløre hvad der foregår. Som sagt noget nær højdepunktet af de særheder, der gør Coen-brødrene unikke, og det er måske også en svaghed, for selvom dialogen er yderst velskrevet, skuespillet er tilpas over-the-top og det visuelle udtryk er mesterligt (Roger Deakins bag kameraet), så er historien ikke særlig original, og det hele flader ligesom lidt ud til sidst. Som altid hos Coen er birollerne ret sjove og de er befolket af skuespillere, der er gengangere fra mange andre Coen-film, f.eks. Steve Buscemi og Jon Polito.
The Villainess (Ak-Nyeo), 2017, Byung-Gil Jung
I 1990 var Luc Besson’s “Nikita” et originalt take på aktionfilmen med en kvinde, der grundet omstændighederne, bliver optrænet til at være lejemorder for et statsligt organ. Samme set-up er brugt i The Villainess, men adapteret til en koreansk setting og opgraderet til hypermoderne actionfilm-teknik. En historie om hævn på mange niveauer og fortalt gennem et helt liv for hovedpersonen Sook-Hee (en virkelig bas-ass Ok-bin Kim). Lange sekvenser er POV og kampscener er filmet midt inde i slagsmålet, hvilket er dybt imponerende udført. En fortællestruktur, hvor der hoppes frem og tilbage i tid, kan ind imellem gøre det lidt svært at følge med (en gensyn kan sikkert afhjælpe dette), men der bindes en tilfredsstillende ondskabsfuld sløjfe til slut. Hvis du ikke er hooked efter de første hæsblæsende 15 minutter, så er resten nok ikke for dig. Ellers mine varmeste anbefalinger.
The Guilt Trip, 2012, Anne Fletcher
Jeg kan rigtigt godt lide Barbra Streisand, både som sanger og skuespiller, men hvor hun før i tiden havde noget på hjerte, så virker det lidt dovent at medvirke i denne roadmovie med Seth Rogen, som spiller hendes søn. Rogen er iværksætter og skal køre tværs over USA for at forsøge at afsætte sit produkt til detailkæder. Streisand keder sig lidt, og bruger moderlig snilde til at komme med på køreturen, og så skal vi have en masse situationer, der giver karaktererne mulighed for at lære lidt mere om hinanden og sig selv. Alt sammen meget sympatisk, men kun semi-morsomt i perioder, og lidt irriterende moraliserende sine steder. Middle-of-the-road forstået på den måde at Rogen er strippet for sit sædvanlige bid (han er jo sammen med mor), og Streisand tager skridtet ned fra at være film-stjerne til at være en almindelig husmor-type.
Nighthawks, 1981, Bruce Malmuth
Virker det som en god ide at lade et par lokale New York betjente tage kampen op mod en international terrorist? Måske ikke i virkeligheden, men når betjentene er Sylvester Stallone og Billy Dee Williams og terroristen er Rutger Hauger, så er det naturligvis sammenstødet af deres karakteristiske personligheder, det er fedt at se på. Men det bliver også en lidt underlig blanding af for mange elementer og underfortalte sideplots. Et par fede til-fods forfølgelsesscener og en gidselsituation i svævebanen i East River giver en fin New York følelse, og der er mange gode biroller (Joe Spinell er en favorit, som kriminalløjtnant). Alt i alt en ganske underholdende kriminalfilm, med et stænk af terroristthriller-elementer, hvor det dog også skinner igennem at Stallone bag scenen fik kæmpet sig til at filmen skulle have ham som omdrejningspunkt.
9 Songs, 2004, Michael Winterbottom
Med en spilletid på kun 71 minutter gik det vist også op for Winterbottom, at hans ide til filmen ikke var særlig robust. Tillad mig at referere IMDb’s resume: ”In London, love blooms between an American college student, named Lisa, and an English scientist, named Matt. Over the next few months, between attending rock concerts, they have different kinds of sexual intercourse with each other.”. Det er det – 9 koncertoptagelser med tidstypiske bands (f.eks. Black Rebel Motorcycle Club, Franz Ferdinand og Primal Scream) og mellem hvert musiknummer er der 9 scener med hverdagsagtig intim interaktion (primært ret explicit sex) mellem de to hoverpersoner. Det kan selvfølgelig have et vist element af ærlighed at komme så tæt på et forhold mellem to mennesker, men med den valgte struktur bliver det lynhurtigt ret trivielt.
Singles, 1992, Cameron Crowe
Efter sigende en stor inspirationskilde til tv-serien “Friends”. Vi følger 4-5 singler i starten af 20’erne (deres alder, ikke årstallet) i Seattle, hvor de bakser med den svære kærlighed og det at finde den rette, eller bare at finde ud af hvem de selv er. Årstallet er 1991, og det vil sige at den tidlige Grunge-era er kraftigt til stede i filmen (og på soundtrack), med koncertscener med Soundgarden og Alice In Chains som fyldige elementer, ligesom medlemmer af virkelighedens Pearl Jam er med i det band, som en af karaktererne spiller i. Crowe står også for manuskript og har en masse skarpe iagttagelser om ungdomslivet, og der er et fint mix af alvorlige og sjove scener. Matt Dillon, Bridget Fonda, Kyra Sedgwick og Campbell Scott gør det alle glimrende, og lykkedes med at skabe karakterer, der alle sammen vokser i løbet af filmen, og viser at man godt kan overkomme den modgang, som liver giver en.
Zelig, 1983, Woody Allen
Allerede tidligt i sin instruktørkarriere (i Take The Money And Run), legede Woody Allen med mockumentary-genren. I ”Zelig” fortælles der om Leonard Zelig’s usædvanlige liv, og den enorme popularitet og intense interesse, der blev ham til del i de tidlige 1930’ere. Han havde nemlig den evne, at han fysisk og mentalt kunne transformere sig til at få samme udseende og evner, som de mennesker han var omgivet af. Yderst opfindsomt fortalt gennem ”autentiske” filmklip fra historiske begivenheder, hvor Leonard Zelig har en større eller mindre rolle, noget som f.eks. ”Forrest Gump” også benyttede sig af, men i en tid, hvor CGI ikke var opfundet, så er det imponerende hvad ”Zelig” kan fremvise af teknisk kunnen. Der er stadig plads til sjove one-linere og fysisk humor og en (akavet) romance mellem Zelig og en psykiater spillet af Mia Farrow. Virkeligt original og vellykket film, om end den ikke når helt op i top 5 af Woody Allen film.
Fugitive Girls (Five Loose Women), 1974, Stephen C. Apostolof
Sub-genren med “Women in Prison” er populær for exploitation-filmskabere for det er ret nemt at få vold og nøgenhed med i handlingen (og det er vi nogle, der sætter pris på). Ed Wood Jr. har været med til at skrive manuskript, og det er ligeså ubehjælpeligt ringe, som i de film, han selv har instrueret. Efter verdens nemmeste, og mindst dramatiske, flugt fra et fængsel, er 5 kvinder løs i naturen, og de røver, knalder og tæver de få personer, der krydser deres vej. Kvinderne skal hen til et sted, hvor udbyttet fra et tidligere røveri er begravet, og de bliver selvfølgelig uvenner og jaloux på hinanden undervejs. Et meget langsomt tempo og latterligt lille budget betyder at filmen er lidt af en lang-gaber, men hvis man godt kan lide ikke-politisk korrekt dialog og grove stereotyper, så er den ikke helt spild af tid, og der kan godt grines af den undervejs.
Free Fire, 2016, Ben Wheatley
5-6 film inde i instruktør-karrieren er Ben Wheatley blevet mere og mere mainstream efter en række originale film med en kulsort humor blandet med ultravold. Wheatley og hans hustru Amy Jump står også for manuskript og har her tiltrukket skuespillere som Sharlto Copley, Cillian Murphy, Brie Larson, Armie Hammer og Sam Riley. Settingen er 1970’erne i et varehus, hvor to bander skal foretage en handel med våben (sælger er amerikanske gangstere og køberne er irske IRA). Med en overflod af store ego’er og heftige personligheder, samt en del skjulte dagsordener, går der ikke lang tid, før det udvikler sig til skyderi inde i varehuset, som så varer resten af filmen. Med en uendelig masse skud fra alle vinkler formår et mesterligt klippearbejde og lyddesign at holde seeren nogenlunde på omgangshøjde med hvad der foregår, og make-up arbejdet (stort set alle er ramt af skud og kryber rundt i affald og betonstøv) er også med til at skabe en meget intens atmosfære. Gangstermiljøet og tidsperioden giver mulighed for dialog med masser af slang, og selvom plottet er set næsten identisk i andre film, så var jeg yderst godt underholdt, ikke mindst på grund af fede karakterer og skuespilpræstationer.
Historie D’O, 1975, Just Jaeckin
Efter giga-succes med den første ”Emmanuelle”-film, fulgte Jaeckin op med en filmatisering af romanen om O’s historie (det er sådan en bog, jeg ofte har hørt omtalt, men aldrig rigtigt har vidst noget nærmere om, udover at det var noget erotisk). Titelfiguren er en ung kvinde (smukke Corinne Clery), der ikke benævnes som andet end ”O”. Hun sendes af sin kæreste (altid creepy Udo Kier) til et slot, hvor hun lærer at underkaste sig seksuelt og adlyde sin herre. Det gentages dog ofte at hun skal bekræfte at hun gør det frivilligt, hvilket ikke er noget problem. Senere ”gives” hun til den noget ældre og mere erfarne ”Sir Stephen”, men med tiden virker det som om der bliver byttet om på rollerne med hvem i forholdet, der har overhånden. Filmet i smukke franske omgivelser med smukke afklædte kvinder (jeg har siden jeg var 13 år set Corinne Clery utallige gange som Drax’s assistent Corinne Dufour i ”Moonraker”, så det er en pikant oplevelse at se hende nøgen i stort hele denne film), men det kan også hurtigt blive lidt trivielt og ensformigt med de mange bløde erotiske BDSM-scener. Afhængig af personlige præferencer, så kan det også være lidt vanskeligt at skulle se på SÅ selvoptagede franskmænd i længere tid, og i det hele taget leve sig ind i den lidt aparte seksualitet, der dyrkes.
Joe Strummer: The Future Is Unwritten, 2007, Julien Temple
Dokumentar-film om frontmanden i The Clash, og på trods af at den er lavet 4 år efter Strummer’s død, så er det næsten som om han selv er fortæller som følge af de imponerende mange personlige filmklip, der udgør hovedparten af filmen. Vi får hele Strummer’s historie fra fødsel til død, og især opvæksten ude i verden i det engelske imperie, giver baggrunden for det stærke sociale engagement, der prægede hele hans liv og musik-karriere. The Clash viser sig at være et meget sigende navn for det forhold, der var mellem medlemmerne i det legendariske band. Udover klip med Strummer, er der vidnesbyrd fra venner med personlige anekdoter, hvilket giver en autenticitet som mange andre dokumentarer, hvor det f.eks. er journalister og skribenter, der udtaler sig, ofte ikke har. Med andre ord, så er der et minimum af de sædvanlige dokumentar-klicheer, men selv om der undervejs er skrappe ord om Strummer, så er helheden dog at han virker som et engageret og givende menneske, der også fik lavet en del fed musik og desuden spillede med i nogle spillefilm.
Hickey & Boggs, 1972, Robert Culp
Walter Hill (instruktør og fortatter til bl.a. buddy-cop filmene “48 hrs” og “Red Heat”) har sin første credit som manuskriptforfatter til denne buddy-cop film, dog er titelkaraktererne her et par privatdetektiver vi følger, spillet af Bill Cosby og Robert Culp. De skal finde en forsvunden ung kvinde og undervejs støder de ind i skumle personer og weird og voldelige miljøer i Los Angeles. Fortalt i en lidt sløset struktur, hvor man som tilskuer ikke hele tiden bliver holdt i hånden angående hvad der sker og hvordan det hænger sammen, og det kan både være en styrke og en svaghed afhængig af smag, men jeg tror jeg vil kunne værdsætte den mere ved et gensyn. Hvis man kun kender Cosby fra hans tv-serie, så bliver man nok lidt overrasket over hans ret alvorlige stil i en film, der ikke er bange for at vise de mere triste, mørke og barske sider af et solbeskinnet Californien, inklusive vores to hovedpersoners privatliv.
Ghost In The Shell, 2017, Rupert Sanders
Jeg må indrømme at jeg ikke kendte til den oprindelige manga tegneserie og tegnefilm, der har klassiker-status indenfor genren, og derfor ikke har nogen holdning til hvordan denne spillefilm forholder sig til de tidligere versioner. Historien om at man i fremtiden kunstigt kan styrke og forbedre menneskets fysiske egenskaber er dog interessant og er en nem måde at skabe noget vild sci-fi action, japanese style. Scarlett Johansson har hovedrollen som en kampsoldat, der cyber-forbedres i kampen mod terrorister og andre kriminelle. Dette faktum og den store fokus på at skabe en omfattende og varieret fremtidsverden, giver en utrolig flot filmoplevelse, ligesom lydsiden er helt i top. Det grundlæggende dilemma omkring hvad der gør os til mennesker, når der samtidig er mulighed for at udskifte ødelagte dele, er set før i andre film, og i ”Ghost In The Shell” ender det måske lidt for banalt i forhold til hvad jeg havde forventet. Det er dog nok til at løfte helhedsoplevelsen op over middel og udgøre mere end kaloriefattig CGI-action.
The Eyes Of Laura Mars, 1978, Irvin Kershner
Barbra Streisand synger den fremragende kendingsmelodi, og det gør hun fordi hun oprindelig var tiltænkt hovedrollen, da hendes daværende kæreste Jon Peters var producer på filmen. Barbra sprang dog fra, og i stedet får vi Faye Dunaway i titelrollen som en modefotograf, der pludselig får en evne, der gør at hun kan se gennem en morders øjne, mens forbrydelsen finder sted. De myrdede er alle i hendes omgangskreds, som er indenfor mode- og kunstverdenen i New York, og i slut-1970’erne var det et ret heftigt sted at være. Tommy Lee Jones er politimanden, der sættes på sagen, og der opstår kemi mellem ham og Faye. Der er manuskript af John Carpenter, og historien og high-fashion miljøet gør at der er mange ligheder med den italienske giallo-genre, dvs. et meget stilbevidst mordmysterie med et lidt konstrueret twist i slutningen. Filmen er faretruende tæt på at være kitsch (mange vil nok sige at den er faldet i den grøft i løbet af 5 minutter), men jeg kan vældigt godt lide Dunaways nervøse spillestil og hyggede mig gevaldigt med al den glitz og glamour som Jon Peters (han startede sin Hollywood-karriere som frisør for stjernerne) så gerne ville have givet til sin Barbra.
Torque, 2004, Joseph Kahn
Med samme producer som “Fast And Furious”-serien (Neal H. Moritz) er Torque skåret over samme skabelon, men i stedet for biler er det her motorcykler, der kører stærkt, blandet op med lækre damer og et eller andet heist-agtigt kriminalitet. Joseph Kahn’s claim-to-fame er som instruktør af lækkert fotograferede musikvideoer med fuld knald på farverne og et energisk kamera, og den stil har han også anvendt her. Dermed også sagt, at det er det visuelle udtryk, der er lagt mest energi i, og det er på bekostning af en original historie eller interessante karakterer. Masser af scener med rivaliserende bander, der står overfor hinanden og ser hårde ud, efterfulgt af motorcykel-action. For så vidt fint nok som harmløs action, og det hele varer ikke mere end 84 minutter. Hårdt presset kan jeg kun nævne to skuespillere, nemlig Ice Cube og Adam Scott; resten er ikke nogen jeg kender fra noget andet, og forståeligt nok fik Torque mig bekendt ikke nogen sequels.
Blue Collar, 1978, Paul Schrader
Under åbnings-credits smelter de tunge drøn fra maskinerne på bilfabrikken sammen med den enerverende blues-rytme på soundtracket i Paul Schrader’s instruktørdebut, og vi ved efter 5 minutter at det her virker helt ægte. Harvey Keitel, Yaphet Kotto og Richard Pryor arbejder hårdt på bilfabrikken og kæmper i privatlivet med knuste drømme og de lænker, som kernefamilien i opløsning giver. I sådan et ”Blue Collar” miljø er alle arbejderne i samme båd og samles i fagforeningen for at have gennemslagskraft overfor arbejdsgiverne. Men hvor der i Danmark er en udstrakt grad af lighed, så er der i USA langt større mulighed for at lokke med individuelle goder og dermed skabe splid mellem arbejderne og sågar også mellem arbejderne og fagforeningen. Det bliver også konflikten mellem de 3 venner og arbejdskammerater, og med dette fokus har vi noget så radikalt som en amerikansk studiefilm med en socialistisk dagsorden. Et stærkt manuskript og endnu stærkere skuespilpræstationer (de 3 hovedrolleindehavere var vist nok alle blevet lovet at de var ”stjernen”, og det gav også off-camera frustrationer dem imellem), og selvom det er alvorlige emner, der behandles, så er der også plads Richard Pryor’s stand-up persona som en tragikomisk desperat mand.