Listen to the Shiva, for he speaketh the truth. Mostly.
Jeg er mellemstor Queen-fan og var en smule skræmt af både den kedelige trailer og de lunkne anmeldelser. Men hele familien ville af sted, så resistance was futile
For at give en rimelig vurdering af filmen, er man nødt til at se den med to forskellige par briller.
Som musik- og koncertfilm leverer den varen. Der er masser af fede numre, både i studiet og i koncertsituationer. Som Shiva er inde på, er Malek eminent som Freddie, og i alt fald ligner May-fyren 99,9% den ægte vare. John Deacon er lidt mindre vellykket (og Geldof ser helt forkert ud, men det må også have været svært at finde nogen med hans *host* unikke udseende
)
Så vil man bare ind og have noget klassisk (glam-)rock og masser af Mercury-moments, er der valuta for pengene.
Men Bohemian Rhapsody vil også være et drama, og det er i store dele af det, der foregår mellem numrene, at filmen klasker lidt sammen. De har taget sig en masse kunstneriske friheder - nogle af dem irriterede mig mere end andre - men det mest kriminelle er, at det stadig er en smule kedeligt ind imellem. Et drama skal (som det ligger i navnet) indeholde noget dramatisk, og vores hovedpersoner skal møde noget modgang, de skal overvinde. Efter 50 minutter skævede jeg til uret og tænkte "Det går sgu da egentlig meget nemt, det med at være et nyt band". Fraregnet en kort, men sjov Mike Myers-scene, kører det i det store hele bare derudaf i meget lang tid. Som Shiva den viise er inde på, er filmen heller ikke hjulpet af bifigurerne. Flere af dem er kriminelt uinteressante (bl.a. Mercurys manager/elsker Paul), og der kommer heller ikke meget ud af hans forhold til Mary, familien eller en række andre ting.
Til gengæld kommer der bedre greb om tingene i filmens anden halvdel, og forløsningen til Live Aid er fantastisk.
Men noget, der især undrede mig, er at Sacha Baron Cohen angiveligt skred fra projektet, fordi han kun ville fokusere på Freddie Mercury, mens May og Taylor gerne ville have, at filmen handlede om hele bandet. For hvad er vi endt med? En film, der stort set kun handler om Mercury, hvorimod resten af bandet lidt er reduceret til fyld. Ikke mindst John Deacon, men han har så heller ikke været med på filmholdet. I det hele taget har jeg det lidt svært med de to resterende Queen'ers rolle i filmen. Ville det mon ikke have været en bedre film, hvis filmskaberne havde haft mere frie hænder? Jeg skal ikke kloge mig på, hvad problembarnet Bryan Singer har gjort eller ikke gjort, selv om en rædderlig, klichepræget "To karakterer står i styrtregn og krænger deres hjerter ud"-scene må være indspillet på en af hans dårlige dage. Men da én i bandet hen mod slutningen siger til Freddie: "Du er en legende", og han så replicerer: "Nej, vi er alle sammen legender", er det svært at ignorere billedet af to aldrende mænd, der står ude på sidelinjen og dunker hinanden vel- og selvtilfredst i ryggen. Jeg krummede bare tæer imens.
Man skal altid passe på med at kritisere det, der kunne have været, og bare nøjes med at forholde sig, til det man har fået. Men i Bohemian Rhapsodys tilfælde er det svært ikke at tænke, at det er en enorm, forspildt chance.