DanskHjemmebioForum.dk

Dato og tid er søn mar 07, 2021 0:57

Alle tider er UTC+02:00




Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 845 indlæg ]  Gå til side Foregående 149 50 51 52 5357 Næste
Forfatter besked
Indlæg: tirs okt 08, 2019 17:21 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons maj 23, 2007 16:57
Indlæg: 8993
Geografisk sted: Vejle
Rigtig god anmeldelse :thumb:

Jeg var lige én tand mere gavmild - tror at det skyldes IMAX-oplevelsen, jeg fik med :roll: :P

_________________
Hvilke film har jeg set i 2019?


Top
   
Indlæg: tirs okt 08, 2019 17:37 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør apr 12, 2003 1:01
Indlæg: 12677
Geografisk sted: Miskatonic University
Billede

Rambo: Last Blood (Grunberg, 2019)

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty:

Efter de tre første Rambo-film (1982, 1985, 1988) skulle der gå tyve år før Stallone igen påtog sig den ene af hans to signatur-roller.

I 2008 sad han selv i instruktørstolen på “Rambo” efter at have haft fornyet succes med “Rocky Balboa” i 2006.

“Rambo” fra 2008 genfandt John Rambo i Thailand, hvor han brugte sin tid på at fange slanger. Efter nogle missionærer forsvinder i Burma rejser han dertil og laver et godt gammeldags blodbad ud af alle de lede burmesiske soldater. Efter begivenhederne i Burma besluttede Rambo sig til at rejse hjem til USA igen og hjem til sin fars gård i Arizona.

11 år senere - efter tre stk. Expendables-film og et ret vellykket reboot af Rocky-serien med de to Creed-film - vendte Stallone tilbage igen til Rambo. Sly er i mellemtiden blevet 73 år gammel, men kan stadig godt dele øretæver ud.

I “Rambo: Last Blood” er Rambo faldet godt til på hans familiegård i Arizona. Eller så godt til, som han nu kan. Han hygger sig med at lave våben, grave tunneller som Vietcong ville give mange “thumbs-up” og opdrætte heste.

De to andre beboere på gården er hans fars mexicanske husholderske og hendes tyve-årige niece, som Rambo betragter som sin egen datter.

Gabrielle, som niecen hedder, vil gerne besøge sin far i Mexico og ender med at tage dertil, til trods for sin tante og Rambos advarsler. Hun bliver kidnappet og ender i et mexicansk bordel.

Rambo tager til Mexico for at hente hende hjem og efter en del vold og blod ender det hele med et gevaldigt blodbad på Rambos gård i Arizona.

Filmen er meget mørk, ubehagelig og trøstesløs. De voldelige scener, hvor Rambo lemlæster og myrder kartel-banditter, virker som en slags logisk katharsis for Rambo og ikke mindst tilskuerne. Man ønsker virkelig, at de bliver udslettet hver og en.

Stallone er ikke for gammel til rollen som Rambo og man sidder hver gang, når nogen i filmen kommenterer på, at han er gammel og en bedstefar: “bare vent - don’t f*ck with Rambo”. Han er stadig en god actionskuespiller og den ikoniske rolle fungerer også i dag, hvor han er i starten af 70erne.

Stallone har udtalt, at han gerne vil lave endnu en film i Rambo-serien, hvor man følger ham efter begivenhederne i den femte film. Han har også kommenteret, at han gerne ser en prequel til filmserien, hvor man følger en ung Rambo i Vietnam.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione


Top
   
Indlæg: ons okt 09, 2019 9:24 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7740
Tak for anmeldelsen - jeg må lige se, om jeg når at nuppe Rambo i biffen. For old times' sake :slap: :D

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
Indlæg: søn okt 13, 2019 19:12 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør apr 12, 2003 1:01
Indlæg: 12677
Geografisk sted: Miskatonic University
Billede

Missing Link (Butler, 2019)

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty:

"Missing Link" er femte film fra Laika-studiet og er skrevet/instrueret af Chris Butler, der også stod bag studiets "ParaNorman".

Det er en kæmpe nydelse at se filmen, der visuelt er fuldstændig fantastisk. Der er mange gode ideer, skæve personligheder og et fint tempo, men desværre er manuskriptet lidt fladt. Det er en skam, at manuskriptet ikke rigtig er bedre og en lille smule mindre skabelon-agtigt, når alt det andet i filmen fungerer perfekt.

Jeg så den med danske stemmer, der fungerer udmærket (Bubber har nu vist to gange, at han er ret god til at lægge stemmer til tegnefilm - han er også med i "Despicable Me 3") og regner da med, at jeg skal have den hjem på skive, så jeg kan få den hørt med det originale lydspor med bl.a. Hugh Jackman, Zach Galifinikakao (staveplade?) og Timothy Olyphant.

Det er bestemt ikke nogen dårlig film, men man kunne bare godt have ønsket sig en lille smule mere nytænkning på manuskript-siden, når nu Laika-studiet har 100 % styr på alt det andet.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione


Top
   
Indlæg: søn okt 13, 2019 19:15 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør apr 12, 2003 1:01
Indlæg: 12677
Geografisk sted: Miskatonic University
Billede

John Wick: Chapter 3 - Parabellum (Stahelski, 2019)

:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty:

"John Wick" var en ret habil hævnfilm med Keanu Reeves i topform (og fed actionkoreografi). Den anden film gik lidt længere og videreudbyggede det univers, som der blev hintet til i den første film: nu blev der åbnet op for et kæmpe univers, hvor John Wick og alle hans venner/fjender kunne boltre sig og man fik set mere til de regler og ideer, som styrede deres verden.

I film nr. tre, der følger direkte efter begivenhederne i den anden film, går der lidt globetrotter i den, hvor John Wick får bevæget sig ud af det neonmættede og livsfarlige New York til Marokko, der byder på nye farer og et gensyn med en gammel ven (eller er hun?), spillet af Halle Berry.

Man kunne fristes til at kalde filmen en slags opfinder af mange forskellige slags "fu": der er book fu, horse fu og dog fu. Scenen med motorcyklerne er lånt fra den sydkoreanske "The Villainess", men fungerer fint nok i John Wick-universet.

Det er tydeligt at se, at folkene bag filmene er rutinerede actionfolk, som sætter en ære i at lave seværdig action, hvor folkene foran kameraet faktisk kan de ting, som de skal forestille at kunne. De har i hvert fald fået så meget undervisning i martial arts, brugen af våben og i Halle Berrys tilfælde hundetræning, at de ikke falder igennem og filmskaberne ikke skal bero på hurtig klipning for at kunne sløre, hvad der foregår (eller rettere ikke foregår).

Der er et par skuespillere med fra de indonesiske "The Raid"-film og den evigt karismatiske Mark Dacascos er en solid modstander for John Wick. Hans lidt skæve måde at spille på passer perfekt ind i filmens univers og man kan ikke undgå at synes om ham, når han i en af filmens stille sekvenser sidder lidt starstruck og fortæller John Wick, hvor meget han beundrer ham og hvor fedt det er at møde ham.

Jeg var underholdt fra start til slut og glæder mig rigtig meget til at se, hvad de finder på i den kommende John Wick 4. Bring it on, Keanu!

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione


Top
   
Indlæg: søn okt 13, 2019 19:18 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør apr 12, 2003 1:01
Indlæg: 12677
Geografisk sted: Miskatonic University
Billede

Vice (McKay, 2018)

:starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: :starempty:

Det er lidt underligt, at en film, der burde være basalt spændende og interessant (om George W. Bushs vice-præsident og alt det som han stod for) faktisk er mindre interessant end en film om den amerikanske økonomi, som på papiret virkede som en virkelig tør og kedelig film.
"The Big Short", som den sidstnævnte film hed, tog tør økonomi under kærlig behandling og lykkedes med at lave en underholdende og interessant film.

Christian Bale spiller Dick Cheney under et lag af makeup og med en stak ekstra kilo på kroppen. Han er aldrig en uinteressant skuespiller, men han er langt fra det mest spændende ved den her film. Det samme kan siges om Amy Adams som hans trofaste hustru Lynne. De virker begge to til at køre lidt på rutinen. Solid rutine, men stadig rutine.

Til gengæld er Steve Carell (som Donald Rumsfeld), Sam Rockwell (som George W. Bush) og ikke mindst Tyler Perry (som Colin Powell) alle tre meget interessante personligheder i filmen.

Instruktør Adam McKay bruger mange gimmicks i løbet af filmen - noget, der fungerede en del bedre i "The Big Short". Der er bl.a. afsluttende "hvor er de nu"-tekster et stykke inde i filmen, efterfulgt af rulletekster - hvorefter filmen starter op igen.
Der er også en forklarende scene med Alfred Molina, hvor han forklarer nogle af de tiltag, som Cheneys administration benyttede sig af - sat op som en slags menukort. Ikke mindst er der en scene, hvor Cheney og frue som Macbeth og frue snakker om noget af det, som de kan gøre - komplet med Shakespeare-ish dialog.

Filmen fanger bare ikke rigtig tilskueren og virker meget forvirret i sin fortællestil, bl.a. pga. de nævnte gimmicks. Det er også en smule underligt, at der ikke bliver brugt mere tid i filmen på Cheneys tid som Bushs vice-præsident, da det var der, hvor han virkelig viste sin sande karakter.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione


Top
   
Indlæg: man okt 14, 2019 15:03 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7740
^Missing Link er vildt flot, men jeg synes at historien er tynd og humoren ikke altid lige velfungerende. Måske vinder den ved gensyn :)

Efter en god filmdag i går, hvor jeg kom godt rundt i repertoiret - film noir, Kurosawa og den stinkende Chuck Norris-bæ Missing in Action (der dog var vildt morsom, selv om det nok var utilsigtet), havde jeg et par børn med ind til

Billede
Valhalla (Fenar Ahmad, 2019)

Det er ikke hver dag, at vi får en (efter hjemlig standard) dyr fantasy-film på det store lærred, og derfor ville jeg så gerne skrive en masse pæne ting om efterårets store familiesatsning. Men nej, desværre.

Roland Møller overbeviser fuldstændigt som den ikke synderligt sympatiske Thor, og når man ellers kan se noget i filmens evige mix af tusmørke, tåge, skumring og generel uklarhed, er der tydeligvis også brugt masser af talent på effekter, kulisser og kostumer. Men filmen s-n-e-g-l-e-r sig af sted med blyklodser om benene, dialogen er lige dele selvhøjtidelig og små-growlende, og man savner i den grad Peter Madsens og Henrik Kures humor. Hele filmen svælger i melankoli og tungsind. Er der ikke nogen, der kunne have det bare lidt sjovt med materialet ind imellem?
Skuespillet er meget svingende. Cecilia Loffredo er fint underspillet som girlpower-pigen Røskva, mens såvel Tjalfe og flertallet af guderne bare er der uden rigtigt at registrere. Odin har fået en spøjs ekkoeffekt på sin stemme, Loke ligner en mellemøstlig Dave Gahan og Freja (er det vist) er ud-af-det-blå-badass med sværd, men ingen af dem har noget, der ligner personlighed.

Der kommer ind imellem lidt fart over feltet, når Thor ruller sig ud, og ud over en lidt rodet klipning er finalen også ganske vellykket, men ellers føles det meste af filmen altså temmelig lang. Jeg har aldrig haft armene oppe over hovedet over tegnefilmsudgaven, men denne ikoniske albumserie - og de nordiske guder - fortjener bedre.
:starfull: :starfull: :starhalf: :starempty: :starempty: :starempty:

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
Indlæg: tirs okt 15, 2019 14:34 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør apr 12, 2003 1:01
Indlæg: 12677
Geografisk sted: Miskatonic University
Billede

Jack Ryan: Shadow Recruit (Branagh, 2014)

:starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty: :starempty:

Efter at have set de fire foregående Jack Ryan-film, der spændte fra 1990 til 2002 og havde tre forskellige skuespillere som Jack Ryan, blev det tid til et gensyn med den nyeste biograffilm fra 2014, der var tænkt som et reboot af serien.

Kenneth Branagh sidder i instruktørstolen og spiller selv den russiske skurk, men ikke med voldsomt meget entusiasme. Jack Ryan spilles denne gang af Chris Pine og hans kæreste Cathy spilles af Keira Knightley.

Filmen er ikke baseret på nogen af Tom Clancys romaner og er endnu en gang, ligesom “The Sum of All Fears”, et kig på en yngre Jack Ryan. Her ser vi, hvordan han går undercover på Wall Street og kommer på sporet af en russisk sammensværgelse, der skal styrte den amerikanske økonomi. So far, so boring.

Branagh viderefører hans fascination med moderne arkitektur, som han også viste i genindspilningen af “Sleuth”, og det ser da meget godt ud.

Det er et af plusserne ved denne film, hvor Pine ikke er nogen dårlig Ryan, men han er dog heller ikke den bedste af de fire skuespillere i filmene.

Filmen bliver hævet gevaldigt af en solid birolle-præstation fra Kevin Costner og der er nogle okay actionscener undervejs.

Den kan sagtens ses, men er den svageste af de fem biograffilm. Jeg forstår stadig ikke, at de ikke turde fortsætte med plottene i bøgerne, hvor Jack Ryan ender som den amerikanske præsident.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione


Top
   
Indlæg: tirs okt 29, 2019 23:13 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør apr 12, 2003 1:01
Indlæg: 12677
Geografisk sted: Miskatonic University
Billede

Men in Black: International (Gray, 2019)

:starfull: :starempty: :starempty: :starempty: :starempty: :starempty:

Det var en af de mest intetsigende film jeg har set i meget lang tid. Jeg kan rigtig godt lide den første og tredje film i serien - og toeren har også sine pluspunkter - men den her er godt nok spild af gode kræfter.

Jeg fik faktisk lidt ondt af Liam Neeson i den her, da han kan gøre det så meget bedre i langt bedre film. Nå, men lønchecken har sikkert været fin.

Tessa Thompson og Chris Hemsworth er fuldstændig anonyme i den og Rebecca Fergusons talent er misbrugt til hendes rolle som intergalaktisk våbenhandler.

Den er flot lavet, men det er Kejserens nye klæder om igen: der er intet nedenunder.

Spild af tid og spild af de 33 kr. jeg brugte på en filmleje ved Blockbuster.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione


Top
   
Indlæg: tirs nov 05, 2019 23:46 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: lør apr 12, 2003 1:01
Indlæg: 12677
Geografisk sted: Miskatonic University
Billede

X-Men: Dark Phoenix (Kinberg, 2019)

:starfull: :starfull: :starempty: :starempty: :starempty: :starempty:

Michael Fassbender var et af de få lyspunkter i “Age of Apocalypse” og det samme gælder i den her. Hans scener i filmen gjorde, at jeg vågnede en gang imellem.

Hans Zimmers score er også glimrende og liver op - det virker til, at han hygger sig med at lave et lidt anderledes score.

Effektarbejdet er udmærket, især den afsluttende togsekvens.

Nå, men det var plusserne.

Jennifer Lawrence virker ekstremt uinteresseret i hendes scener i filmen. Mange af de andre skuespillere virker fejlcastede, inkl. Kodi Smit-McPhee som Nightcrawler og desværre også Sophie Turner som Jean Grey. Hun er en smuk ung kvinde, men hun er altså ikke nogen specielt god skuespiller.

Historien er tynd, skurken er sølle (Jessica Chastain gør, hvad hun kan, men der er ikke meget at hente) og filmen står stort set stille hele vejen igennem, selvom der sker en masse.

Det er svært at tro, men Dark Phoenix-historien fungerede faktisk bedre i Brett “Dumbass” Ratners X-Men-film. Ikke at jeg har lyst til at gense den film nogensinde.

Jeg håber, at de lægger X-Men-serien på hylden nogle år. Der er ikke mere kaffe på den bønne p.t., som man siger.

_________________
How does it feel to have a wacko for a son?

njhansen på Letterboxd

La collezione


Top
   
Indlæg: ons nov 06, 2019 9:44 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tors mar 01, 2007 2:27
Indlæg: 3476
Geografisk sted: Luderstrasse, Kvæsterbro
njhansen skrev:
Der er ikke mere kaffe på den bønne p.t., som man siger.

Fedt udtryk - tror det var Poul Borum der skrev noget i stil med "filmens tilsvar på en grædemur i Jerusalem", men kan ikke huske hvad det var for een han skrev om.

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--


Top
   
Indlæg: ons nov 06, 2019 9:58 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7740
^Jeg gik i stå med X-Men-hovedserien efter den ellers udmærkede Days of Future Past, men det lader til, at jeg hverken behøver at tjekke Apocalypse eller DP ud. Hvilket kun er fint, da jeg er bagud med at læse Poul Borum.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
Indlæg: ons nov 06, 2019 10:14 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: tors mar 01, 2007 2:27
Indlæg: 3476
Geografisk sted: Luderstrasse, Kvæsterbro
Jeg er ikke nødvendigvis enig med Borum's meninger, men hans attitude var direkte, og han havde i den grad en "take no shit" front. Må han hvile i fred!

_________________
.-. .- -.. .. --- .- -.-. - .. ...- .. - -..--


Top
   
Indlæg: ons nov 06, 2019 13:15 
Offline
Brugeravatar

Tilmeldt: ons nov 20, 2002 2:01
Indlæg: 12540
Geografisk sted: Metro City
Buck Rogers skrev:
^Jeg gik i stå med X-Men-hovedserien efter den ellers udmærkede Days of Future Past, men det lader til, at jeg hverken behøver at tjekke Apocalypse eller DP ud. Hvilket kun er fint, da jeg er bagud med at læse Poul Borum.


Alle ved, at jeg er massiv fanboy af alt superhelte-relateret, men med Apocalypse og især Dark Phoenix gik X-Men-maskinen fuldstændig i stykker. Apocalypse er fuldstændig tåbelig, mens Dark Phoenix har en umiddelbart spændende præmis, der bliver smadret af et usammenhængende manuskript. Enkelte scener i Dark Phoenix er super, og filmen har et ret fedt soundtrack, men... nej, njhansen har ret i, at der er ikke er mere kaffe på den bønne mere.

Håber X-Men får en lang, lang pause og kommer tilbage under MCU-paraplyen i en ny og anderledes version, men det skal være først, når jeg har mange flere levede års på livets bankbog :)

I det hele taget kunne superhelteverdenen godt have fortjent en pause efter Infinity War og Endgame, men det er jo en ustoppelig Disney-maskine, vi har med at gøre...

_________________
Film jeg har set i 2019 | 2018 |
TV-serier jeg har set i 2019 | 2018 |


Top
   
Indlæg: man nov 11, 2019 13:17 
Offline
Site Admin
Brugeravatar

Tilmeldt: ons dec 31, 2003 13:16
Indlæg: 7740
Billede
Terminator: Dark Fate (Tim Miller, 2019)
"Come with me or you'll be dead in 30 seconds."

Efter tre sequels, der alle har været funktionelle, men også meget generiske, har James Cameron åbenbart fået tilpas nok til at løsrive sig fra sit Avatar-evighedsprojekt og sætte sig i producerstolen, med Tim "Deadpool" Miller ved roret. Dark Fate samler som bekendt trådene op lige efter Terminator 2, så endelig har vi mulighed for at finde ud af, hvad der skete, da Skynet blev endegyldigt destrueret.

Ja, muligheden foreligger, men der er ikke ret mange, der har bidt på krogen, og filmselskaberne bag ser ud til at tabe en bunke penge, og dette soft reboot af franchisen ser ud til at blive en blindgyde. Så spørgsmålet er, om der er rimeligt. Fortjener Dark Fate vores surt sammensparede penge?

Den gør i alt fald en hel del rigtigt. Tim Miller har fået $185 millioner at boltre sig for, og man kan i alt fald ikke klage over den visuelle side. Fraregnet en over-CGI'et scene i et fly er filmen flot filmet og koreograferet, og her er flere hæsblæsende actionsekvenser. Men det store trækplaster er, at Arnold og Linda Hamilton er sammen igen for første gang siden 1991. Hamilton har ikke gjort meget væsen af sig de seneste mange år, men hun leverer i den grad varen uden at kunne - eller ville - løbe fra, at hun er blevet 63. Sammen med sine to kvindelige co-stars Mackenzie Davis (som enhanced menneske fra fremtiden) og Natalia Reyes (som mexicaner udvalgt til termination) er der virkelig dømt girl power, uden at det føles kunstigt. Og Gabriel Luna giver Robert Patrick kam til sit stålsatte hår som nyeste model dræbermaskine - en meget overbevisende præstation. Arnolds rolle er mindre denne gang, og han kan heller ikke løbe fra, at han er oppe i årene, men til gengæld fejler hans komiske timing ikke noget, hvilket giver filmens tone et tiltrængt pust.

Alligevel er det svært at vaske den hengemte smag af tre ligegyldige sequels væk. Ligesom en endeløs række af Star Wars-film, der alle basalt handler om frihedskæmpere kontra en ond overmagt, har vi anno 2019 set vores andel af onde robotter, der vil udradere menneskeheden. Det holdt op med at være sjovt at høre Arnold sige "I'll be back" allerede med Genisys. Og ja, Skynet er væk, denne gang erstattet af en AI kaldet Legion, men det gør sgutte den store forskel for historien. Og selv om det er fint med nik til de to første film i serien, planker Dark Fury så mange plotpunkter fra T2, at det tangerer genbrug. De politiske puf til Trump-administrationen mht. Mexico skader bestemt ikke, men fremstår også noget halvhjertede.

Kan man leve med disse svagheder, og har man brug for lidt R-rated robot-smadder-extravaganza, er pengene sådan set fint givet ud. Men hvis det her er, hvad det kreative overskud hos Fox og Paramount rækker til, er det for min skyld aldeles okay, at der bliver lukket ned for serien.
:starfull: :starfull: :starfull: :starfull: :starempty: :starempty:

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film


Top
   
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne  Svar på emne  [ 845 indlæg ]  Gå til side Foregående 149 50 51 52 5357 Næste

Alle tider er UTC+02:00


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 16 gæster


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg

Søg efter:
Gå til:  
cron
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Limited
Danish translation & support by Olympus DK Team