April (47 film): Whisper of the Heart
Batman Ninja
Vivre Sa Vie Still Alice Rams Woman in the Dunes Whatever Works Everyone Says I Love You Francis Ha When Marnie Was There
Gone With the Wind
Diego Maradona Synecdoche, New York Oslo, August 31st Ben-Hur: A Tale of the Christ (1925)
The Last Command
Lock, Stock and Two Smoking Barrels
Lethal Weapon
Lethal Weapon 2
Lethal Weapon 3
Lethal Weapon 4
A Matter of Life and Death
The Life and Death of Colonel Blimp
The Red Shoes
Pather Panchali
Aparajito
The World of Apu
Funny Girl
Stop Making Sense
I Know Where I'm Going!
A Canterbury Tale
Leviathan (2014) 49th Parallel
Ill Met by Moonlight
The Battle of the River Plate
Rust and Bone Son of Saul Overlord
The Mummy (1999)
Steamboat Bill, Jr. Frantz Strike
13 Minutes Tucker: The Man and His Dream
Mr. & Mrs. Smith (1941)
Mary Shelley
National Theatre Live: Frankenstein Kortfilm:
Shadowed Lockdown samt påskeferie i samme periode, har betydet, at det er blevet til voldsomt mange film (samt mere motion for undertegnede end i mange, mange år - nå, bihistorie - emnet hører vist ikke til i et filmforum). En lidt naturlig konsekvens, når de fleste andre interesser og aktiviteter er pauseret eller aflyst.
-Gode Gensyn-Lethal Weapon-filmene blev genset sammen med min hustru - de er et kæmpe hit herhjemme og de holder selvfølgelig. Ved da godt at 3'eren drejer over i det noget komiske og stereotype (med mulighed for plothuller, hvis luppen holdes fremme), men jeg æder det rådt - Rene Russo er sku' for sej og hvem anden end hende ville skulle kunne tæmme ham det "Dødbringende Våben"
Af andre gode gensyn var jeg igennem lige knap fire timer i selskab med Rhett og Scarlet i über-episke
Borte med Blæsten. Hvor er jeg imponeret over den film! 81 år gammel og den fængede mig (næsten) hele vejen igennem. Knivskarpt håndværk fornægter sig ikke og selvom det var en
jeg genså, så den stadig flot ud så mange år efter. Den har også fået bekræftet sin uofficelle titel som min favorit fra det årti.
Guy Ritchies debutfilm (og Jason Stathams debut - nå ja, Vinnie Jones havde også debut...) om to rygende geværer og alt mulig andet var en fed omgang at gense, selvom jeg ikke fløj op igennem taget ved gensynet (som jeg mindes, at jeg gjorde som teenager).
-Topscorerne (uden gensynsfilmene)-Når jeg ser bort fra ovennævnte gensynsfilm, så var topscorerne af ”first time viewings” Powell & Pressburger utrolig smukke
Red Shoes – en film, der vist endda går som værende (en af) selveste Martin Scorseses favoritfilm. Wow, hvor er den veludført og kapow-siger det til sanserne i flere af teater-scenerne, hvor pomp og pragt slippes løs. Historien er klassisk evig-relevant og særdeles veludført og det samme kan siges om skuespils præstationerne.
Ben-Hurs fortælling om Kristus er voldsomt imponerende af en sword and sandals episk stumfilm. Den holdt mig fanget, selvom jeg jo udmærket kendte historien på forhånd og på trods af dens alder på 95-år. Det viser lidt om kvaliteten ved General Lew Wallaces roman og fortællingen om oprøreren- og folkehelten Ben fra familien Hur og sit opgør med sin barndomskammerat og derefter Romerriget. Der er virkelig kastet klejner i produktionen af filmen.
Dokumentaren om Diego Armando
Maradonas tid i SSC Napoli sad bare lige i skabet ift. hvordan jeg ønsker sådan en historie dokumenteret. Lige fra- og til hjertet, hudløs åben, hovedrystende, charmerende, lidenskabelig og fyldt med både fodbold, kultur, historie og alt hvad en fodboldfan kan elske. Asif Kapadia er virkelig stjernen inden for dokumentarfilm omhandlende kultur- & sportsfænomener – sikke et CV efterhånden!
-De næstbedste – som stadig er virkelig go’e!-Smagen af Rust og Ben var så skæv en drejning på en ellers klassisk fortælling om to skæve eksistenser, der gennem hinanden skal finde både håb, gnist og fremtid, som det næsten kunne blive. Det siges, at forfatteren bag det oprindelig oplæg har udtalt, at filmen er langt bedre tolket, end hvad hans novelle var til. Det siger lidt om Jacques Audiard, at han mestrer denne type af fortælling – dette var min tredje af hans film og de har alle tre imponeret mig. Jeg siger bare, go an see!
Hvis jeg må blive i det franske, så vil jeg tage i den del, som peger tæt på den tyske grænse – her bliver en smuk historie fortalt om
Frantz. Tjah, faktisk ikke direkte om Frantz, men nærmere om de personer, som havde en særlig relation til ham. En mystisk fortælling, der foregår lige i kølvandet på WWI og kommer godt omkring – filmen er yderst smuk rent visuelt, hvor billedet skifter mellem sit stilfulde sort-hvide look til at blænde op for farverne i flere sekvenser. Det så rigtig flot ud og havde en god effekt.
Jeg bliver i ”krigssegmentet”, hvor der var en en trio af film, som kan høre med inde i dette segment og være blandt de næstbedste. Powell & Pressburgers stilfulde portræt af en ung soldats rejse i livet, op gennem geledderne i den britiske arme og som forbipasserende i flere krige, var en stilfuld og ordentlig fortælling, som giver et lidt anderledes bud på hvordan en portrætfilm kan skrues sammen i
The Life and Death og Colonel Blimp.
Så var der den grusomme
Son of Saul… Jeg havde det skidt bagefter… Puha, den er hård. Barsk. Urimelig. Virkelig. Ja, det er en rigtig stærk fortælling og dens visuelle ”gimmick” virkede godt på mig. Men du skal ikke være sart, hvis du skal igennem den. Det tyske ord ”stücke” tror jeg aldrig, vil være et ord, jeg vil bryde mig om at høre mere.
Sidste indslag i dette segment var 20’ernes helt store tycoon i de mandlige hovedroller, Emil Jannings. Han giver den på nakken i sin store teatralske optræden som tidligere russisk general, der ender som ”extra” i datidens Hollywood. Her lander han en rolle som general og fortiden indhenter ham i mere end en forstand…
Inden vi kommer til det mere muntre hjørne, skal jeg lige runde Julianne Moores power-præstation som Alice i det meget rørende og tankevækkende Alzheimers-drama. Det var en rigtig Oscar-rolle og jeg kan ikke sætte en finger på hendes tekniske meget flotte og sympatiske præstation. Ligeledes en high give til Kristen Stewart, som gør det rigtig godt som hendes rebelske datter.
Så runder vi denne måned af med det muntre – først en morsom og yderst original fortælling, om manden der i den grad snyder døden i
A Matter of Life and Death. Der er da feel good og fantasi for hver en penny… David Niven kører med klatten som super charmerende pilot, der kæmper og kærligheden.
Dernæst en hyldest til dengang at stunts blev klaret af hovedrolleindehaveren selv og hvis det ikke gik, så var det vist bare ærgerlig. Buster Keaton udførte i hvert fald et af filmhistoriens mest risikofyldte stunts (af en hovedrolleskuespiler), da han lader en mur (som i en rigtig, fleretagers mur) vælte ned over ham i
Steamboat Bill, Jr. – havde han stået bare lidt forkert, kunne det være gået rigtig galt, lyder historien fra dengang. Filmen er meget mere end den ene scene og fungerer rigtig godt. Jeg fik i hvert fald trukket en del på smilebåndet og latter kom der også frem – de kan stadig, slapstickens konger
Spørg eller kommenter endelig! Både på de film jeg omtaler, samt dem jeg ikke har omtalt