Efter en tur i søndags for at gøre lige som alle andre og se Druk (4½/6 - morsom og tankevækkende, men når ikke helt i mål) havde Viggo Mortensen inviteret mig i Imperial så han helt personligt kunne fortælle mig om sin nye film, Falling.
Mens man venter, kan man jo pænt stå der og sippe sin champagne, og hov, lige der ved siden af os står jo Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen og hyggesludrer. Jeg overvejer at gå to meter hen for at takke for hhv. Druk og Vores Mand i Amerika, men vælger så at spille kostbar og afvente, at de kommer til mig og siger tak for at have støttet deres film. Nå, det sker ikke lige, men de synes nok også det er vanskeligt at takke sådan en trofast støtte som mig tilstrækkeligt. Vi hopper ind i salen, og hov, der kommer Ghita Nørby gående - hun skal nok nærmere takke Viggo for deres fine samarbejde vedr. Jauja. Danmark er et lille land, hvad kan jeg sige?
Endelig kommer Viggo på scenen med sin producer og klipper, og de tre udsættes for et usandsynligt vattet interview af ellers rutinerede Dorthe Hygum. Men Viggo er velovervejet som altid og mumlende som altid (Mads Mikkelsen tager noter fire rækker foran mig). Han har et par gange haft en landsholds-t-shirt på, den er pakket væk denne gang, og på den konto skuffer Viggo en smule, men han er jo fanme så likeable, så alt er tilgivet, og rent mentalt er han formodentlig alligevel på vej ned til faster Tulle for at spise flæskesteg, oh denne mest danske af danskere.
Men lad os nu komme i gang med hans manus-, filmkomponist- og instruktørdebut, for dælen da:
Falling (Viggo Mortensen, 2020)
Viggo Mortensens instruktørdebut er tydeligvis en meget personlig fortælling, der skrotter en normal dramaturgisk opbygning og i stedet finder sine egne veje. Han kunne inde filmen fortælle, at den bl.a. er inspireret af personlige oplevelser i nærmeste familie.
Willis (Lance Henriksen) er gammel, sur, storbandende, homo-og-meget-andet-fobisk mand, der også lider under begyndende demens. Han er på besøg hos sin søn, John (Viggo), for at finde et hus og komme lidt tættere på sine børn.
John er i øvrigt bøsse og er gift med en asiatisk mand. Han er også holdt op med at drikke og er i det hele taget nogenlunde så langt fra sin fars billede af en rigtig mand, som man kan komme. Og bl.a. på grund af demensen, der fjerner de sidste smule filter, han måtte have, er Willis nogenlunde så langt fra en god far og en nem gæst, som man kan komme.
Filmen skifter konstant frem og tilbage mellem nutid og fortid, hvor John er dreng, og hvor Willis allerede er en hård negl og et dumt svin mod sin kone og børn. Mortensens manuskript er godt til at skabe paralleller i de to tider, og det er især god til at demonstrere oplevelsen af at være dement. Som han sagde i sin introduktion, giver tingene fin mening for den demente. Det er omgivelserne, der er forvirrede.
Det helt store trækplaster er uden tvivl Lance Henriksen, der har brugt en stor del af sit 80-årige liv på at spille i mere eller mindre vellykkede B-film (plus Aliens, naturligvis). Han veksler ubesværet mellem sydende onde stikpiller, øjeblikke med klarsyn og alt derimellem. På mange måder er det en rigtig stærk præstation, og det er fedt at se ham rulle sig ud og få så stærk en rolle på dette tidspunk i karrieren. Det bliver bare for meget af det gode. Vi forstår relativt tidligt i filmen, at Willis alle dage har været en afstumpet mand, med sin egen hårde opvækst som en del af forklaringen. Der er sprækker i kynismen og tiraderne mod jøder, ludere, homoer etc. ind imellem, men forløsningen kommer lidt vel sent og filmen trækker unødigt ud. Men filmen er også et fint portræt af, hvordan man overlever i en dysfunktionel familie. John har en meget anden måde at håndtere sin ulidelige far end hans søster (Laura Linney), og deres respektive unger har igen en anden tilgang til bedstefar, der ikke altid lige opfører sig som en bedstefar nok bør.
Falling er ikke på alle punkter den film, jeg helst ville have set, men den har umiskendeligt et stempel af en filmmager, der ved, hvad han helst vil lave. Det har jeg da respekt for.