JumanjiKan man abstrahere fra yderst uddateret computerteknologi, så er den Robin Williams-ledede eventyrfilm Jumanji et rigtigt fint familieeventyr, der aldrig rigtigt bliver farligt. Til gengæld, når man ser den for voksen, forstår man også, hvor alvorlig en historie det egentlig er under overfladen (at miste sine forældre uden at sige farvel er vist temaet).
Historien kort er noget med, at en dreng ved navn Allan finder en dag spillet Jumanji. Det spiller han sammen med en pige. Han bliver suget ind i spillet - hun bliver sendt til terapi. 30 år senere finder to nyindflyttede børn spillet. De starter spillet og lige pludselig dukker Allan op - i voksen version. Selv ved han dog ikke, at han er blevet ældre, men han ved lidt om Jumanji. Sammen med børnene og den ældre version af pigen fra hans barndom må de nu kæmpe mod det levende spil Jumanji...
Jumanji er på sin vis en herlig film, som på samme tid er ufarlig for en voksen, men sikkert har været ret skræmmende for børn (løver oppe på loftet, kødædende planter. Nok ikke sjovt for en syv-årig dengang, hvor filmens effekter har været state of the art). Dyrene er udelukkende fremstillet som kaosskabende og ondsindede, hvilket også får spillet Jumanji til at fremstå som et mangelfuldt spil, hvor spilleren aldrig får hjælp til at udføre sine opgaver. Stort set alle brætspil indeholder kort/felter, der hjælper spilleren på en eller anden måde. Jumanji er ren modstand.
Det er en af de film, hvor Robin Williams er hamrende skør på den helt perfekte måde. Han virker levende i rollen som drengen, der blev voksen uden at vide det. Til sidst virker han dog ret træt, hvorfor selv Williams har nok tænkt, at det har været lige gak nok. Jumanji inkluderer også en ung Kirsten Dunst, der allerede dengang bare havde flair for skuespil.
Filmens fremdrift er langt hen ad vejen bygget op om konstante nye faser og farer: Kviksand, oversvømmelser, aber, flagermus, kødædende planter. Det virker i starten, men virker også meget repetitivt. Man kan jo som film ikke gentage den samme fare to gange, så man finder hele tiden på noget nyt, de stakkels spillere skal overkomme. Det med at sende dem tilbage til spillet efter hver fare bliver til sidst en anelse kedeligt. Desuden er spillets menneskelige fjende fjollet. Man aner intet om, hvorfor han dog skulle være efter spillerne, når han nu har en masse dyr, som han kunne skyde.