The Big Clock (Farrow, 1948) George Stroud (Ray Milland), redaktøren på true crime-bladet “Crimeways”, er en mester i at opspore de mennesker, der ikke vil findes. Han har besluttet sig for at tage på bryllupsrejse med hans kone (kun fem år forsinket) og intet kan hindre ham i det, ikke engang den lede direktør for nyhedsimperiet, Earl Janoth (Charles Laughton).
Janoth er dog ikke tilfreds med dette, da han vil have, at Stroud påtager sig en ny historie og udskyde sin bryllupsrejse igen. Stroud afslår og bliver fyret af Janoth, som vil sørge for, at Stroud bliver blacklistet i hele landet.
Stroud møder Janoths elskerinde Pauline York, der heller ikke har meget til overs for Janoth mere, og de to får sig en god snak. Stroud når ikke flyet med hans kone og hans dreng og beslutter sig for at drikke sig fuld sammen med Janoths elskerinde, når nu konen ikke ville vente på ham og han heller ikke har noget job mere.
Næste morgen vågner Stroud hjemme på sofaen ved York og når lige ud af døren inden Janoth dukker op. Janoth ser en mand forlade lejligheden. Janoth og York har et skænderi og Janoth slår hende ihjel.
Janoth beslutter sig for at bruge sit bladimperie, især bladet “Crimeways” og Stroud, for at finde manden og skyde skylden på ham.
Stroud bliver nu sat til at jagte sig selv, men han ved endnu ikke, at York er død. Han tror bare, at Janoth vil finde hans elskerindes ven. Da Stroud finder Yorks lig bliver det nu en jagt på liv og død.
Ray Milland viser endnu engang, hvorfor han fik så mange gode roller og havde en flot lang karriere. Han er perfekt som Stroud og veksler overbevisende mellem den komiske lethed i de tidlige scener og sitrende intensitet til sidst i filmen.
Han får perfekt slimet modspil af Charles Laughton i en af hans mest klamme roller nogensinde. Laughton spiller Janoth med hele kroppen, lige fra hans skumle ansigt med et lille sært overskæg til hele måden han går på. Når det bliver sat sammen med Laughtons fænomenale håndtering af det engelske sprog bliver han til en af de mest mindeværdige skurke i film noir.
I andre roller ser man Harry Morgan, også kendt som Colonel Potter fra M*A*S*H, som Janoths håndlanger. Som Strouds kone gør Maureen O'Sullivan et fint indtryk. Hun var gift med John Farrow, filmens instruktør, og var også kendt som Jane i de tidlige Tarzan-film med Johnny Weissmuller.
Nå ja, Laughtons hustru Elsa Lanchester, “The Bride of Frankenstein”, har også en god lille rolle som en excentrisk kunstmaler. Hun stjæler filmen i alle hendes scener.
John Farrow, der også stod bag “Five Came Back” og “Hondo”, fik med “The Big Clock” vist, at han var en yderst habil film noir-instruktør. Han får god hjælp af fotograf John L. Seitz, der også var bag kameraet på “Double Indemnity” og “Sunset Boulevard”.
Der er en imponerende brug af flydende kamerabevægelser, lange takes og i det hele taget en leg med kameraet, der ikke kan have været nemt tilbage i 1948 med de store kameraer, som de havde dengang. Som i de bedste noirs er der masser af skygger og leg med mørke og lys.
“The Big Clock” er en af de bedste Hitchcock-film, som Hitchcock ikke stod bag kameraet på. Legen med det tekniske, den intense historie, “the wrong man”-temaet og den perfekte blanding af humor og alvor - det er alt sammen noget, som man forbinder med Hitchcock, når han var bedst. John Farrow lavede en lille perle med den her i 1948 og den fortjener at blive set af flere.
N.B. Hvis historien virker bekendt, så er det pga. filmen “No Way Out” fra 1987 er en genindspilning af “The Big Clock”, hvor Kevin Costner havde fået Ray Milland-rollen og Gene Hackman havde overtaget for Charles Laughton. I 1987-versionen jagtede Costner også sig selv efter Hackman havde myrdet sin elskerinde. Det var dog lidt mere high tech i den, da Costner arbejdede mod tiden og et billede fra et sikkerhedskamera, der gradvist blev gjort mere og mere tydeligt i løbet af filmen.