^Den originale Peter Pan er ikke et mesterværk, men den er klart blandt deres bedste inden den store renæssance med Lion King etc. - jeg synes faktisk, at det er den bedste mellem Bambi og Beauty and the Beast (!) - så 4 stjerner virker lidt fedtet?
Treasure Planet skal, som Atlantis, ses i det rette selskab, så fungerer den udmærket. Men for helvede, hvor er B.E.N. træls!
Og så må man bare konstatere, at Beatles desværre bliver ved med at malke deres eftermæle, og der er langt mellem dokumentarer etc, hvor man reelt får nye sider at kende.
Min egen måned:
Marts - 12 stk.
Gaslight (1944)
*anmeldelse* Mit Liv Som Hund (1985)
Laputa: Slottet i Himlen (1986)
Troy: DC (2004)
Moonraker (1979)
Old Man: The Movie/Vanamehe (2019) [VOID]
The Lives of Others (2006)
The Lion in Winter (1968)
A Son (2019) (Cinemateket)
Romancing the Stone (1984)
The Color of Money (1986)
Pretty Woman (1990)
Jeg tror, at jeg var den sidste person i kongeriget, der fik set
Pretty Woman. Så er det da gjort
Årene har ikke været flinke ved
Romancing the Stone, som virker mere fjollet og overspillet end spændende.
The Color of Money er et fint møde mellem Newman og Cruise, og en værdig opfølger til the Hustler. Cinemateket havde den iranske
A Son som månedens film, og efter en fin anmeldelse i Filmland blev den streamet. Det er et fint portræt af et par - og et land - i dyb krise, og selv om historien er et nummer for konstrueret, er det samlede resultat absolut seværdigt.
Mit Liv Som Hund var finurlig og sjov, og en fin udgivelse fra Criterion.
Gaslight har jeg allerede skrevet om.
Jeg fik desværre ikke udnyttet mit filmpas til VOID-festivallen nok, men det blev bl.a. til den ret udknaldede
Old Man: The Movie, som er den bedste estiske film, jeg nogensinde har set. Og også den eneste
Animationen er primitiv, men velfungerende. Historien - om jagten på en bortløbet ko, der eksploderer som en mindre atombombe, hvis den ikke malkes i tide - er sjov og bizar, men har lidt svært ved at balancere det gakkede med spændende karakterer.
Jeg havde heller ikke set
Moonraker siden tysk tv som barn, men på nær den sidste halve time er den sgu bedre end sit rygte. Det betyder måske ikke så meget, men den er i det mindste ikke kedelig som The Man With the Golden Gun.
Endelig blev det til fremragende gensyn med
De Andres Liv (stadig en wow-oplevelse) og
The Lion in Winter, mens
Troy i director's cut er alt for lang og dum, men stadig sært medrivende. En flot film med en masse gode skuespillere, der dog ind imellem virker som om, de ikke helt kan enes om, hvor seriøst filmen skal tages.