DanskHjemmebioForum.dk

Og der var ikke et øje tørt - he's back!

Jamen fedt at læse dine skriblerier. Der var ved at være lidt tomt herinde

Jeg har tænkt meget over ZoI, og i første omgang var jeg meget imponeret. Nu hvor den er kommet lidt på afstand, synes jeg måske, at den mangler noget udvikling. Lyddesignet og "vi lukker øjnene for realiterne" er skidegodt tænkt og klart et budskab til vores samtid. Men jeg synes også, at den har vist, hvad den kan inden for den første time.

Eric havde jeg slet ikke hørt om, men you had me at miniserie.

Som stor Muppet/Jim Henson-fan vil jeg supergerne høre lidt mere om Idea Man.

Og The Acolyte.... kan nogen huske dengang alt nyt Star Wars var en begivenhed, man glædede sig til? Nu kommer det i en jævn, trist strøm af ligegyldigheder.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Anyway, hvis du kan, så kan jeg osse:
August - 12 stk.
Clint Eastwood: The Last Legend (2022)
Alien: Romulus (2024)
Frisøsens Mand / Le Mari de la Coiffeuse (1992)
Jurassic Punk (2022)
Perfect Blue (1997)
Arctic (2018)
The Others (2001)
Druk (2020)
Batman Begins (2005)
Kes (1969)
College (1927)
McCabe and Mrs. Miller (1971)

Slutningen af måneden havde jeg rygproblemer, så der blev stenet en del film på den bærbare. Perfect Blue var en fed, kringlet omgang anime, som jeg nok burde have set for længst. Jurassic Punk er en skæv dokumentar om en mand, der lavede banebrydende effekter til bl.a. Jurassic Park, Terminator 2 og The Abyss - og så i øvrigt gik ned med flaget og nok heller ikke havde den mest vindende personlighed. Måske især interessant for os med hang til filmteknik. Der er lidt meget mudderkast over den, dog. Frisøsens Mand er en film, jeg kunne huske navnet på fra Bogart, og som stor Ole-fan ville jeg gerne give den en chance. Men den er vildt akavet efter moderne standard og det er svært at se, at sådan en film kunne blive lavet i dag. Clint Eastwood-dokumentaren er én i en serie, som DR har liggende om forskellige filmstjerner. Sært ukritisk og rygklappende.

Jeg havde et par gode dage midt i forløbet og nåede lige i biffen for at se Alien: Romulus. Fede Alvarez har skruet en fermt underholdende thriller sammen, som især kommer godt fra start og især slutter skidt og klichetungt. Minder en del om Scotts original. Men jeg ved ikke hvor meget mere det her koncept kan malkes efterhånden.
Tidligere på måneden havde min datter fødselsdag, og det ville hun gerne fejre med en tur i Cinematekets open air-på-taget-bio, der åbnede samme dag Fantastisk udsigt. God stemning. Ok teknik. Druk er stadig en rigtig fin og livsbekræftende film, og den bliver også stadig unødigt dramatisk til sidst.

Endelig fik jeg sat kryds ved Ken Loachs Kes, der var en overbevisende og rørende gang britisk socialrealisme. Og så havde jeg hørt og læst en del om Altmans McCabe and Mrs. Miller, der viste sig at være noget anderledes end jeg havde regnet med (Warren Beatty er noget af et fjols ) - men meget underholdende, når man først fik justeret forventningerne lidt.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Endnu en dobbelt opsamlingsrunde pga... life!

Et par nedslag fra de sidste par måneder:

Lad os starte med hvad der, lidt overraskende faktisk, bliver årets højest ratede tv-serie for mig, nemlig The Lord of the Rings: The Rings of Power - Sæson 2 Ja, der gik ikke længe fra første afsnit rullede over skærmen til at jeg måtte overgive mig FULDSTÆNDIG. Første sæson var også god, omend lidt små-kedelig, men den står slet ikke mål med 2. sæson som virkelig folder de episke storylines ud, og tager nogle kløgtige valg. Alt spiller bare og jeg er meget, meget imponeret... Markant bedre end The Hobbit-trilogien. Og så ærgrer jeg mig tilsvarende over, at det tilsyneladende ikke har været den kæmpe streaming-succes man havde håbet på. Altså wtf

Så var jeg også meget glad for Miyazakis seneste (og måske sidste, men det har vi jo hørt så mange gange før): The Boy And The Heron som er en af de bedste Ghibli-film jeg har set. Inside Out 2 var også ventetiden værd, og det var fandme på tide at Pixar vendte retur til forums storhed.

På dokumentar-fronten var jeg også svært begejstret for Tiger King-instruktørens seneste, Chimp Crazy. Totalt bonkers og fyldt med crazy typer. God underholdning.

Og så bliver jeg nødt til at smide en anbefaling på den norske Ibelin-dokumentar på Netflix. Det er ikke tit jeg fælder en tåre til en dokumentarfilm, men det gjorde jeg sgu i morges da jeg så den. Det handler om en norsk dreng der har en voldsom form for muskelsvind, der gør at han til sidst udelukkende kan bevæge sine fingerspidser og til sidst dør han som 25 årig. Lige inden har dør, får familien passwordet til den blog han har. De skriver på bloggen at han er død, og så begynder det ellers at vælte ind med 100vis af emails fra hele verden, fra de mange mennesker der kendte ham i World of Warcraft hvor han var aktiv de sidste 9 år af sit liv... Filmskaberne har fået adgang til samtlige chatlogs fra spillet, ligesom de har interviewet de mange online-venner han havde. Mange af dem anede ikke, at han var så handicappet. Det er eddermame en velkonstrueret dokumentar. Meget barsk, men også meget seværdig.

Ligeledes bør alle se DRs tragiske Velkommen Til Frontlinien, som udover at være tankevækkende og hjerteskærende, også er helt ufatteligt velresearchet, og formår at opstøve mange vigtige personer fra begge sider af konflikterne. Ganske imponerende.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

^Tak for input, og for reminder om både Miyazaki og Velkommen Til Frontlinien
Du skylder stadig et svar på "Idea Man" tilbage fra i september, din sjuft - jeg føler mig ignoreret!


Nå, jeg tager mine filmmåneder én ad gangen:
September - 8 stk.
My Generation (2017)
Megalopolis (2024)
The Bourne Supremacy (2004)
Air Force One (1997)
Metropolis (1927)
Blood Simple (1984)
Le Cercle Rouge (1970)
The Ipcress File (1965)

Jeg startede måneden med voldsomt hold i ryggen, så jeg lå vandret i nogle dage. Tak til DR for et overraskende godt filmudbud. The Ipcress File har en Michael Caine i storform i en skæv og super-britisk agent-sag. Le Cercle Rouge er en af Melvilles berømte film, og selv om jeg ikke altid har været lige begejstret over Alain Delon, er han virkeligt cool og tilbagelænet i denne heist-film.
Jeg måtte aflyse min fødselsdag plus en masse gæster pga. rygproblemerne, men min datter blev meget begejstret, da jeg foreslog, at vi så Metropolis i stedet. Det er mange år siden, jeg så den sidst, og den holder stadig 100% med en kraftpræstation på billedsiden og mange gode ideer til at binde helheden sammen med.

.... og for at fortsætte med polis'erne er det svært at ignorere Coppolas svanesang, Megalopolis. Som en af mine kammerater sagde: "Det kræver en dygtig instruktør at lave en så dårlig film". For filmen er mislykket på mange måder, men på en vildt interessant måde. Det er sjældent, at jeg efterfølgende har tænkt så meget over et værk, der ikke fungerer. Der er skrevet meget om budgetter, der er løbet løbsk, og en uforberedt instruktør med et rasende højt ambitionsniveau. Skal man beundre hans stålsatte vilje for at gennemføre sit drømmeprojekt, eller ryste på hovedet af, at han brænder hele sin formue af på en rodet film, som ingen kommer til at se? Fascineret eller ej, så ender jeg med en lav score.

Til gengæld blev måneden rundet af med mere Michael Caine, der i My Generation agerer guide til Swinging London i 1960'erne, med alt hvad tiden kunne byde på af musik, mode, kunst og stoffer. Det er fermt skruet sammen og også mere overfladisk end godt er, men jeg var nu rigtig fint underholdt.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Og vi går direkte over i

Oktober - 10 stk.
Days of Wine and Roses (1962)
Ungeren (2024)
Kiss Kiss Bang Bang (2005)
CoroNation (2020)
Limbo (2023)
Point Break (1991)
The Spiral Staircase (1946)
The Apprentice (2024)
The Two Faces of January (2014)
De Lydløse (2024)

Where to start?
DRs Ungeren har fået en meget blandet modtagelse, og det kan jeg godt forstå. Hovedrollerne gør det ret fint, og tidsbilledet er sådan set også ramt godt. Men serien fremstiller mest de unge som lidt unuancerede, navlepillende typer, og det er svært at greje, hvorfor Ungdomshuset er *så* vigtigt for dem.
Jeg så De Lydløse til en gratis forpremiere, og jeg er glad for, at jeg ikke gav penge for den. Den kører i tomgang nogle steder, japper igennem andre dele, er hæmmet af et for lille budget (der er især en biljagt, som jeg morede mig meget over, men det var nok ikke meningen, at den skulle være sjov) og endimensionelle personer. Til gengæld var The Apprentice et fint og nuanceret portræt af vores alle sammens Donald. Jeremy Strong stjæler showet som Trumps mentor, og det er egentlig lidt synd for Sebastian Stan i hovedrollen. Filmen ender med at føles en smule tjekliste-agtig ("Sådan lærte Donald at sige X, sådan fik han inspirationen til Y"), men den når egentlig godt rundt om sit emne.

Cinemateket havde den australske Limbo som månedens film - en glimrende lille indie-sag om en udbrændt strisser, der skal efterforske et drab på en aboriginal. Simon Baker indledte sin karriere som über-pretty boy i L.A. Confidential; her ligner han mere en über-udbrændt Walter White. I bedste filmfestival-stil tager den sig (for) god tid til mange af sine scener, men instruktør og manusforforfatter Ivan Sen har en dybere pointe med setting og karakterer, og det ender med at være ret interessant. Til gengæld var Ai Weiweis CoroNation - en film om coronanedlukningen i Kina, noget lang i spyttet. Instruktøren har siddet i Berlin og klippet 500 timers skjult kamera-optagelser ned, og trods gode scener og pointer visse steder er der for meget tomgang over helheden.

The Spiral Staircase var en stemningsfyldt og underholdende noir-inspireret thriller med en stum tjenestepige, der forfølges af en seriemorder i et stort hus. Super godt fotograferet og med regn, blæst og buldrende torden nok til en kold, dansk efterårsaften.
Days of Wine and Roses er en af komediemesteren Blake Edwards alvorlige værker. Selv om film om alkoholisme ikke just var hverdagskost i 1962, og selv om jeg normalt holder enormt meget af Jack Lemmon, truer overspil og en ujævn tone hele tiden med at vælte læsset. Ikke uinteressant men heller ikke helt vellykket.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Jamen når du er så stor Henson-fan vil jeg gå så langt som til at sige, at det er tvunget pensum for dig, at se dokumentaren der er helt ufatteligt velresearchet og vellykket. Den giver et fascinerende indblik mandens live og kreative univers, og jeg vurderer at der har været nærmest uhindret adgang til kildemateriale, inkl. fra nærmeste familie. Anmeldelser roser filmen for dens dybdegående portræt af Henson som både kunstner og innovator, der revolutionerede dukkeproduktion og underholdning i det hele taget. Dokumentaren benytter sjældne optagelser, interviews med kolleger og familie samt Hensons egne skitser og noter, som tilsammen afslører hans originale tankegang og evne til at forene humor med dyb menneskelighed. Det er bare at komme i gang!

https://www.youtube.com/watch?v=iyGFV6VIxkI

og det lyder da godt nok træls med et hold i ryggen... Håber du har fået det bedre?

Jeg er sgu lidt lunken ved den Ungeren-serie, men samtidig også fascineret så den skal nok ses alligevel på et tidspunkt. Omvendt forholder det sig mht. Kubricks Metropolis som jeg er sært draget imod, samtidig med at jeg bare ved jeg bliver helt vildt skuffet. Nok også derfor jeg ikke fik prioriteret at se den i biffen.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Jeg var nok lidt skeptisk, fordi den er på Disney+ - det kunne jo tænkes, at de havde høvlet lidt "kritiske" kanter af. Men det lyder ikke sådan, så jeg har den på min to do til næste gang vi abonnerer

Jo tak, det går meget bedre, men fuuuck, det kunne jeg got have undværet. Det er noget med morfin og ikke kunne vende sig i sengen og da slet ikke stå op. Det kan ikke anbefales. Så jeg træner flittigt for at holde det nede.

Ens udbytte af Ungeren afhænger nok delvist af, hvilken holdning man går til serien med. Hvis man tænker, at det er en flok forkælede unger med first world problems, så kan man sagtens få dét ud af serien. Man kan også sagtens blive bekræftet i, at der skal være plads til alle, inklusive dem, der vil noget andet end hr. og fru leverpostej. Men hvorfor selve Ungeren er så vigtig for dem, det blev jeg ikke så klog på, som jeg havde håbet.
Coppola (ikke Kubrick, det ville satme være noget!) har skabt noget af et misfoster, men du har ret, det er sært dragende og ligner ikke rigtig andet derude. I disse konsensus/screentest-tider er det fascinerende at se et værk af en fyr, der har nægtet at lytte til andre. Så jeg tror, han har fået det han ville. Om det var en god idé er mere usikkert.

Btw, har du fået set The Substance? Ikke 100% helstøbt, men den går fanme linen ud

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Coppola selvfølgelig, sorry, det var vist wishful thinking. Men det ændrer ikke på, at den skal ses. Som nævnt er jeg sært draget af passionsprojekter fra aldrene instruktører der har deres største bedrifter bag sig, som ja Coppolas Megalopolis, Terry Gilliams The Man Who Killed Don Quixote og Scorseses Silence. Der er bare et eller andet voldsomt imponerende over det. Ridley Scotts The Last Duel falder også ind i den kategori. Eastwood måske også.

_________________
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
Årets film 2009-2021 (+ clickbait) + ÅRETS FILM 2021 | Hvilke film har jeg set i | 2019 | 2020 | 2021

Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det, men i hvert fald en aldrende instruktør, der udtalte noget i stil med, at han ville hade at begynde at lave de her tandløse gammelmandsfilm. Eastwood burde enten skrue ned for tempoet eller være stoppet, for han har alt for længe været hit or miss. Ridley Scott er sgu for vild, som han i en alder af snart 87 stadig spytter opulente megaproduktioner ud. Det visuelle kan han stadig i søvne, men ja, der skal sådan noget som The Last Duel til for at overbevise mig om, at han stadig har noget på hjerte - skal se Gladiator II i aften, og jeg forventer ikke andet end over-the-top-underholdning. Han barsler med en Bee Gees-film (!), og det bliver da i det mindste noget andet.

Jeg mangler at få set både Silence og Don Quixote, men sidstnævnte ligger på Filmstriben, så den kunne man jo starte med

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Så nåede vi også november igennem:
November - 16 stk.
Before Sunset (2004)
Vejen Hjem (2024)
Before Sunrise (1995)
Night and the City (1950)
Rope (1948)
Departures (2008)
Gladiator II (2024)
The Substance (2024)
The Apartment (1960)
Return of the Jedi (SE)(1983)
The Empire Strikes Back (SE)(1980)
Star Wars (SE)(1977)
The Double Life of Veronica (1991)
Onibaba (1964)
Richard III (1995)
Bambi (1942)

Og vanen tro stikker udvalget i alle retninger
I biffen bød Imperial på back-to-back-visninger af 2004-restaureringerne af Star Wars-OG-trilogien, og den er jo altid fed at se i en stor bif. De første to-tredjedele, i hvert fald. Jo flere gange jeg ser Return of the Jedi, desto mere rodet og sjusket virker den. Der er nogle fede kampe og action-scener, men plottet er i bedste fald lidt løst sat sammen, og det med søskendeparret Skywalker virker dummere, jo mere jeg tænker over det. Det var nok heller ikke Lucas' intention, at man nærmest skulle klappe i hænderne, hver gang en åndet ewok blev bombet til de evige ewok-marker.
The Substance var dejligt over-the-top, og ellers småkedelige Demi Moore giver den fuld skrald. Men den er alt for lang, og dens pointe er forklaret flere gange, når vi rammer de 140 minutter.
Gladiator II rammer ikke plet - mindre kan også gøre det. Denzel Washington er vildt underholdende, og Paul Mescal når næsten i mål som wannabe-Russell Crowe. Så kan jeg godt æde et par CGI-næsehorn fra buffet'en og overleve genbrugte plottråde. Sir Ridleys insisteren på at give en langemand for historisk korrekthed er dog en underlig omgang. Anywho, tre år yngre Biden falder i søvn til møder, mens Scott laver blockbustere på stribe og angiveligt er ved at varme op til en Bee Gees-biopic.
Vejen Hjem har en velspillet og overraskende troværdig Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som far, der skal hente sin radikaliserede teen-søn hjem fra Syrien. Et fint portræt af familier i krise og børn, der tager dårlige valg. Det havde været endnu bedre, hvis man bedre havde kunnet forstå attraktionen i Islamisk Stat. No matter, vel forløst og flot iscenesat.

På hjemmefronten fik jeg set den fremragende Richard III med Ian McKellen, som har stået på hylden i årevis. Faktisk har jeg ikke set den siden noget Natfilm-festival i 1995 UDEN undertekster, og dem var jeg sgu glad for. Flot skruet sammen og med et imponerende cast (McKellen, Robert Downey, Maggie Smith, Jim Broadbent, Nigel Hawthorne etc). Onibaba er også virkeligt vellykket - finurlig blanding af sex, gys, krig og bølgende kornmarker. Ved ikke hvorfor jeg først får set den nu.
Night and the City af Jules Dassin er en glimrende noir. Man skal lige vænne sig til, at Richard Widmark overspiller lidt, så er det en stramt fortalt alle-snyder-alle-historie.

Og så lige et venligt nik til de to første Before...-film, som vi så to aftener i streg. Det er sjovt, som ens oplevelse af dem ændrer sig lidt fra gang til gang. Man forstår begge personerne i den del af livet, de nu er i hver af filmene.
Endelig et honourable mention til mesterværket The Apartment, som jeg havde glædet mig til at vise min datter. Hun og hendes kæreste kunne virkeligt godt lide den, men var afsindigt forargede over, at Jack Lemmons karakter har snuset i Shirley MacLaines personalesag. "Sikke dog en stalkertype". Haha, det kan jeg så ikke gå så meget op i, men hver generation sin vinkel No matter, den er helt vildt godt skruet sammen.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film

Well, well, well, til alles store overraskelse sluttede 2024 også:

December - 10 stk.
Better Man (2024)
Nebraska (2013)
The Long Kiss Goodnight (1996)
The Wild Robot (2024)
Ibelin (2024)
It's a Wonderful Life (1946)
Anora (2024)
2010: The Year We Make Contact (1984)
Heretic (2024)
Mesteren (2017)

Jeg fik Unlimited-abonnement hos Nordisk Film ifm. Gladiator II. Min lokale bif er NF og en helt almindelig, dødsyg ikke-helaften, 2D-og-der-kommer-ikke-nogen-og-giver-dig-fodmassage-undervejs-billet koster 135 kroner Ja, jeg elsker Cinemateket. Men det med, at den ligger 1 km væk gør bare noget. Så til 229 om måneden er det en no-brainer, i alt fald her til jul og Oscar-sæson. Det blev til fire meget forskellige film, hvoraf især to imponerede. Jeg havde ikke troet, at jeg havde brug for en biografifilm om Robbie fåkkin' Williams. Jeg havde slet ikke troet, at den ville blive bedre med en chimpanse i hovedrollen. Det lyder som en gimmick, men damn, Better Man fungerer. Største positive overraskelse i flere måneder. Heretic er næsten lige så god, med Hugh Grant, der egentlig bare spiller sin vanlige rolle, men pludselig er han ikke charmerende, men bare vildt creepy. En virkelig fantastisk start, der desværre bliver lidt konventionel i 3. akt. Men absolut meget seværdig.
Anora om sexarbejderen, der scorer sig en vildt barnlig russisk milliardærarving, er spraglet, underholdende og velspillet. En af efterårets bedste dramaer.
Jeg nåede også lige The Wild Robot - flot animeret og overraskende sjov. Jeg synes måske, at historien var lidt svag, men skidt, god underholdning.

Jeg har ikke fået set 2010 før, men den gør det egentlig ret godt. Peter Hyams er ikke ligefrem Kubrick, men han prøver heller ikke at være det. Fin underholdning.
Ibelin, om en handicappet gamerdreng, der efter sin død viser sig at have haft et omfattende online-liv, var rørende og en fin vinkel på gaming, når det er bedst.
Mesteren blev set som opfølgning til Charlotte Sielings nyeste, Vejen Hjem, i sidste måned. Søren Malling er alle tiders krukke, og så må man leve med, at historien virker ret konstrueret.,
Vi rundede måneden af med den skævt charmerende Nebraska, der bringer mindelser om The Straight Story (og er en smule lang) og Frank Capras jule-klassiker (der er en smule lang og lidt mere sentimental, end jeg egentlig bryder mig om).

Og således landede regnskabet på 132 film i løbet af året. Det er jeg ganske godt tilfreds med.

_________________
- Jacob
"I can't make out whether you're bloody bad-mannered, or just half-witted."
Sete film