t23 skrev:
Så tak, Buck, for at rive mig ud til et par film. Det var sgu fedt, og jeg mener det seriøst med turpas og to ugers ferie næste år
Det er nu sjovere at se film sammen - bare synd det var så sent efter The Cut at alle involverede parter var dødtrætte, men den pils kan vi tage en anden dag
My genuine pleasure
Nå, tilbage til de lovede anmeldelser:
PIX lørdag del 2:
Fires on the Plain / Nobi (Shinya Tsukamoto, 2014)
"Barokt, buddhistisk dødstrip". "Psykedelisk febermareridt". "Blodigt, barbarisk og brutalt". Ah, min festival-kæft løber allerede i vand ved den lovende omtale i programmet. Og så fra manden bag Tetsuo, no less.
Film festivals were made for this. Og når man endda får udleveret et personligt (nå ja, næsten) brev fra instruktøren, hvor han taler om sine ambitioner med filmatiseringen af romanen Nobi fra 1951 og vigtigheden af at holde mindet om krigen i live, og mumler lidt om budgetudfordringer - mere om dem senere - kan det jo kun blive stort, syret og vildt underholdende.
...
Så vidt omtalen. I praksis er vi ude i den klassiske sang om, at "krig er helvede". Vi følger en stakkels, japansk soldat, der sidder fast ude i junglen, langt fra sin deling. Han er totalt udhungret, men dog ikke syg nok til at komme på lazarettet (men hvis han venter længe nok ude i skoven, skal han nok blive klar før eller siden). Efter at tåget forvildet rundt støder han ind i andre soldater, der alle er på vej til et vagt defineret opsamlingssted. Der opstår nogle spinkle alliancer, men disse soldater er jo kun knap og nap mennesker endnu. Kan de finde opsamlingsstedet, inden der er for sent? Hvor lurer fjenderne? Hvem skal have den smule mad, der er tilbage? Og hvad skal man dog kaste sig over, når maden slipper op, hvis man gerne vil klynge sig til sine sidste rester af menneskelighed og fornuft?
Jeg kan godt lide projektet. I udgangspunktet. Selv om ovenstående sang er sunget mange gange, kan man altid finde nye måder at fremføre den på. Tsukamoto vælger at skildre sin hovedperson som en jammerlig fyr, der stille og roligt er ved at gå i opløsning - og filmen følger denne opløsning ved at blive mere og mere bizar. Der er rundhåndede mængder blod og afrevne lemmer hen mod slutningen. Og fint nok, fornuften ryger nok hurtigt ud til siden, når man er i en tilstand som vores hovedperson, så jeg køber symbolikken.
... men ingen af skuespillerne spiller voldsomt godt, og så ser filmen
meget billig ud. Sådan lidt Rambo 4's-jyske-pløjemark-agtig, kombineret med billige kameraer og uheldig klipning (der var det med budgetudfordringerne). Normalt generer det mig ikke, men her blev det altså distraherende. Og det er lidt synd, nu hvor Tsukamoto har valgt en alternativ stil til sit meget alvorlige emne. (3/6)
Mere krig, men i den mere konventionelle afdeling, som allerede dækket af min gode kollega, t23:
The Cut (Fatih Akin, 2014)
Akins stort opsatte drama om det armenske folkedrab mangler bare nogle internationale navne, så ville den fint kunne køre i almindelig biografcirkulation. Det er flot iscenesat, generelt velspillet, patosfyldt ... og nok lige et nummer for glat. Til gengæld er det to film i én. Om det er et plus, kommer vi tilbage til.
Det osmanniske/tyrkiske folkedrab på det armenske mindretal er stadig et nationalt traume i Tyrkiet, her i 100-året for de tragiske begivenheder. Det er nok en historie, der fortjener at blive fortalt. Som menneskeligt fokus for den uoverskuelige tragedie har man valgt smeden Nazaret, der i forbindelse med 1. verdenskrig bliver tvangsudskrevet som soldat og må gå så grueligt meget igennem i et rige, der i bund og grund ikke vil have ham. Her er mange tragiske situationer og skæbner at være vidne til. I forhold til en amerikansk produktion lægger Akin generelt ikke fingrene imellem, og blodbadet bliver i den grad tydeliggjort på lærredet. Men den får også hvad den kan trække af skrig, skrål og lidt for insisterende musik - less is nogle gange more, som bekendt.
Denne del er trods alt gribende, og det er her, man kan mærke, at Akin virkelig har noget på hjerte. Uheldigvis er det kun første del. Herefter følger en hel halvdel, hvor Nazareth søger verden rundt efter et forsvundent familiemedlem. Fra Tyrkiet til Cuba og til USA, til lands og til vands. Her bliver filmen temmelig konventionel og meget episodisk og i alt fald meget lang. Jeg er helt på det rene med, at der ligger en hel del symbolik i denne søgen i forhold til det armenske folks skæbne. Alligevel: for min skyld havde det ikke ændret oplevelsen eller engagementet, hvis en del af globetrotterindslagene var sprunget over. Så behøvede vi heller ikke at være klatret op på 140 minutter. (3/6).
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
Pludseligt griber galskaben os....vi bliver helt vilde i øjnene ....og skærer tænder....(Iboga-Tabernathe)
+ 
Indiedramaer er fint, men lidt science fiction eller almen smæk for skillingen er nu også fint ind imellem.
