"You refer to the prophecy of the one who will bring balance to the Filmkaraktergennemsnit. You believe it's this…movie?"Ind imellem tager jeg et blik på mine ratings af de forskellige film. Jeg kan godt se, at de generelt ligger i den høje ende. Og så overvejer jeg, om jeg har mistet min kritiske sans. Er jeg bare for flink af mig? Men efter i går kan jeg konkludere, at det er jeg ikke. Jeg er bare heldig at se de gode film.
I går blev det til tre film. Den dårlige var ikke
Bone Tomahawk (2015,
), en vellykket lille western med horror-overtoner. Kurt Russell er i fin form, stemningen er tommetyk, og selv om filmen er alt for lang og ind imellem prøver lidt for hård at være
quirky (med en saloon, der hedder
The Learned Goat er vi i alt i usædvanligt territorium), kunne jeg godt lide det rolige tempo og den sikre instruktion.
Ej heller var
Macbeth (2015,
) dagens rådne æble. Jeg var, indrømmet, nok lidt for træt til Shakespeare, men når det nu skulle være, var det en inspireret filmatisering, om den skotske general, der bliver lidt for opsat på at tilrane sig tronen. Visuelt er den vanvittigt flot, med eminent brug af tåge, røg og farvefiltre. Michael Fassbender og Marion Cotillard gør begge en intens indsats, selv om jeg måske nok havde forventet en smule mere af førstnævnte efter den positive omtale. En tung, men god film.
Nej, dagens problembarn, der i den grad trykkede på alle de forkerte knapper og gav mig en rar, varm fornemmelse af gammel sur mand-syndrom var:
Joy (David O. Russell, 2015)
Joy er en rædselsfuld, doven film, der ligner en kreativ falliterklæring fra DORs side. Det eneste, der redder den i land, er nogle hæderlige skuespilpræstationer, men listen over fejltagelser i den er meget lang. Sjældent har jeg været så glad for at have fået fribilletter.
Joy (Jennifer Lawrence) er en hårdt prøvet mor, der ejer et faldefærdigt hus hvor fire generationer af hendes familie bor. Hendes mor lever i sin seng på en stram diæt af soap operas. Hendes far (Robert De Niro) er netop blevet dumpet af sin kæreste og flytter ned i kælderen, hvor Joys eksmand stadig bor to år efter, at de er gået fra hinanden. Far og eksmand hader hinanden som pesten i ca. 10 minutter, og derefter ryger deres konflikt ud til højre.
Hendes mormor ... er der vist mest for at være Mr. Miyagi-livsklog og komme med peptalk ind imellem, mens hendes to børn kun eksisterer for at understrege, at Joy har travlt (det ene barn forsvinder på mystisk vis komplet ud af filmen efter kort tid, og det andet er af den gammelkloge, læspende type, som amerikanerne er så glade for. Fordi læspende børn er nuttede, eller noget)
Nåmmen... Joy aser og maser, mens alle andre omkring hende mere eller mindre kører frihjul. Mor ser tv, eksmand har et deadend-job som musiker, og farmand har krise med sit bilværksted (hvilket, som stort set alt andet i denne film, aldrig rigtig bruges til noget). Så det hele er op til hende. Heldigvis ved mormor, at Joy er dødhamrende kreativ. Nemlig. En dag opfinder hun en moppe. Men ikke bare en almindelig, kedelig moppe - nej, en supermoppe, der vasker gulv bedre end alle andre. Ingen andre end hende har set lyset, men det lykkes hende alligevel at lokke fars nye, velhavende kæreste (en grumt overspillende Isabella Rosselini) til at smide penge i foretagendet.
Og stadig kan ingen se lyset i moppen. Men så kommer hun i kontakt med Bradley Cooper, der er ekstremt hård og selektiv indkøber for en tv-shop-kanal. Af en eller anden grund, som ingen forstår, slipper hun gennem nåleøjet og får sin moppe med i en af kanalens udsendelser. Desværre bliver den fremvist af et fjols, der forkludrer demonstrationen, som de kun kan gøre det i tv-shop. Ingen køber moppen, og Joy er nu i milliongæld. Af en eller anden grund, som vist kun manuskriptforfatteren forstår, giver Cooper hende en chance mere, og hun kommer endda selv på skærmen. Det går naturligvis galt foran kameraet, men så går det alligevel lidt bedre, og pludselig har hun solgt 50,000 mopper, fordi hun er så naturlig og kreativ (eller vist mest fordi det stod i manuskriptet).
Det går selvfølgelig lidt skidt, og der er alt muligt om moppekonstruktioner og moppepatenter, der gav flashbacks til de lige så ophidsende handelsblokader i The Phantom Menace (note to self: mopper er ikke synderligt ophidsende). Men så går det selvfølgelig godt igen, fordi det har Joys mormor forudsagt.
Måske fremgår det, at jeg ikke så godt kan lide filmen. Det er ikke helt forkert. DOR har hevet nogle af sine faste samarbejspartnere frem igen, men efter Silver Linings Playbook og American Hustle er der i den grad tale om dalende afkast. Lawrence gør det helt ok, mens resten kører på rutinen. Men selve filmen er hverken fugl eller fisk. Hverken særligt dramatisk eller morsom. Bare endnu en træt hyldest til den amerikanske drøm. Den er spækket med gode skuespillere, der stort set ikke har noget at lave, og antallet af belejlige manuskriptkrumspring er næsten ikke til at holde ud. At den så er inspireret af en rigtig person ændrer ikke på det samlede regnestykke.
Tilmeld
Log ind
OSS
Søg
